Nu har du chancen for at blive en del af Energistyrelsens analytiske kerne og være med til at modellere og analysere den fremtidige el- og fjernvarmesektor. Brænder du for at arbejde med komplekse modeller og oversætte modelresultater til analyser, der understøtter den grønne omstilling? Har du en stærk analytisk sans og lyst til at arbejde med store datamængder? Så er det måske dig, vi søger i team Model Forsyning i Center for systemanalyse.

Teamet består på nuværende tidspunkt af seks medarbejdere og er ansvarligt for drift, vedligeholdelse og udvikling af forsyningsmodellen Ramses, som spiller en nøglerolle i mange af centerets projekter og analyser til brug for politiske beslutningsgrundlag. Som leverandører af modelresultater bestræber vi os på at sikre den bedste mulige kvalitet i modellering og vi understøtter kollegaer i hele Energistyrelsen i at drage de rigtige analytiske konklusioner.

Dine opgave
Du vil spille en vigtig rolle i teamets analysearbejde, hvilket bl.a. omfatter:

  • Vedligeholdelse og kvalitetssikring af modellens datasæt for både Danmark og udlandet.

  • Produktion af fremskrivninger af el- og fjernvarmesektoren og formidling af modelresultater til både specialister inden for energisektoren og folk helt uden kendskab til denne.

  • Løbende udtræk af modelresultater og ad-hoc analyser til besvarelse af interne og eksterne spørgsmål til fremskrivninger.

  • Dialog med relevante interne og eksterne aktører ifm. fremskrivninger og opdatering af vores viden inden for forsyningssektoren.

  • At give input og bidrag til modeludvikling og optimering af vores workflows, datahåndtering og resultatvisning.

For at løse opgaverne kræves en struktureret og analytisk tilgang samt øje for sammenhæng i et komplekst setup af modeller og dataværktøjer. En væsentlig del af modelarbejdet foregår i sammenspil mellem Excel og Python.

Vi er et ungt team, der løfter opgaverne med holdhånd og med god plads til faglig sparring. Du vil få rig mulighed for at komme med dine idéer til hvordan vi kan forbedre kvaliteten af vores værktøjer og produkter.

Om dig
Du har en relevant videregående uddannelse, fx ingeniør inden for energi e.l., økonom eller noget andet relevant.

Vi forestiller os, at du:
•    har et par års erfaring fra et lignende job eller er nyuddannet
•    har et solidt kendskab til energisystemet, herunder elmarkedet og fjernvarmeforsyning
•    er god til at formidle komplekse problemstillinger på en kortfattet og let forståelig måde
•    har erfaring med at anvende Excel og Python (eller andet programmeringssprog) til databehandling
•    har lyst til at arbejde med store datamængder og har en struktureret og analytisk tilgang til arbejdet

Kendskab til SQL, Git og GAMS er en fordel, men ikke et krav.

Om Center for systemanalyse og Energistyrelsen
Center for systemanalyse skaber i samarbejde med andre fagcentre i Energistyrelsen beslutningsgrundlaget for den fremtidige udvikling af Danmarks energi- og klimapolitik. Vi arbejder især med modeller, analyser og datahåndtering. 

Vores opgaver spænder bredt, men leveres alle på højt fagligt niveau og i tætte samarbejder med kolleger i andre centre og ministerier.

I vores center er vi organiseret i 11 teams med typisk 6-8 medarbejdere. Mange af os er ingeniører eller økonomer, men vi har også medarbejdere, med baggrund i bl.a. geografi, fysik og statskundskab. 

Dit team vil udgøre dit faglige afsæt og være dine daglige sparringspartnere. 

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vi ser klimaforandringerne som den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor nye løsninger og en sikker forsyning tænkes sammen. 

Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er cirka 750 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. For vi har dette til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer. 

Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende overenskomst for akademikere i staten. Du vil blive ansat som fuldmægtig.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til fuldmægtig Matteo Nagy tlf. 5167 4312 eller kontorchef Mikkel Sørensen tlf. 3392 6726.

Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Ansøgning  
Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Ansøg" på stillingsopslaget.

Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indsendt senest søndag den 24. oktober 2021.

Samtaler forventes afholdt i uge 44-45 med henblik på tiltrædelse 1. januar 2022.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at man kan blive bedt om at udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen, ligesom der kan være tale om test.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.