Jobbet "Analytiker til strategisk planlægning af reinvesteringer i den danske jernbane" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

I sektionen Strategisk Planlægning arbejder vi med dataunderstøttet langsigtet og strategisk planlægning af jernbaneinfrastrukturen. I denne stilling vil du få en unik mulighed for at præge vores modeller i et større udviklingsprojekt. Du vil få et stort ansvar og være med til at sikre fremtidens grønne og attraktive jernbane.

Strategisk Planlægning er en ung sektion, og du vil få 20 ambitiøse og dedikerede kollegaer med forskellige baggrunde lige fra astrofysik, økonomi og ingeniørvidenskab til en baggrund indenfor Human Ressources. Vi sætter pris på alles input og supplerer hinandens kompetencer i hverdagen, så vi kan udvikle os sammen og levere produkter af høj kvalitet.

Optimering og udvikling af jernbanen gennem dataunderstøttet planlægning
Du bliver en del af et lille, fagligt stærkt team, som sidder med vores LCC-modeller (Life Cycle Cost-modeller) og analyser af data med henblik på optimering og udvikling af jernbanen. Modellerne bruges til at estimere behovet for vedligehold og langsigtede reinvesteringer i jernbanen ud fra bl.a. data om togtrafikken, spormålinger med mere.

Teamets primære opgave de kommende år er en større videreudvikling af vores modeller mhp. at styrke den strategiske planlægning. Du vil i den forbindelse komme til at arbejde med afdækning af potentielle datakilder og strategiske analyser, hvor du skal omsætte analyseresultater til beslutningsstøtte ud fra en LCC-betragtning.

Du kommer til at løse dine opgaver i samarbejde med eksterne konsulenter samt andre fagligheder og afdelinger i Banedanmark – særligt ingeniører, der sidder med den tekniske viden om jernbanen.

Modelanalytiker der kan samarbejde på tværs af fagligheder
Du har en relevant akademisk uddannelse med fokus på kvantitative metoder, som f.eks. ingeniør, økonom, naturvidenskab eller lignende.

Vi forventer, at du kan og har lyst til at arbejde i dybden med analyser og i den sammenhæng har stor dataforståelse. Du er nysgerrig med en lyst og vilje til at få tingene til at lykkes. Du følger opgaverne til dørs både ved korte og lange deadlines.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til LCC-betragtninger inden for infrastruktur, fx jernbane, el, gas eller vand fra dine studier eller gennem dine tidligere joberfaringer. Det vigtigste er dog, at du har en interesse for sammenspillet mellem teknik og økonomi.

Du trives i et miljø, hvor sparring og samarbejde vægtes højt, og du formår at omsætte og formidle din viden til kollegaer med andre fagligheder. Her er det et krav, at du kan benytte Excel og kan dokumentere dit arbejde på en forståelig måde.

Det er desuden værdsat, hvis du har kendskab til programmer som PythonGIS eller lignende.

Banedanmark som arbejdsplads
Strategisk Planlægning er en del af området Planlægning, der består af omkring 90 specialiserede medarbejdere fordelt på 3 sektioner. Du får direkte reference til sektionschef André Røssel, hvis ledelsesstil er tillidsfuld og løsningsorienteret. Der er plads til, at du selv organiserer og planlægger din tid samt stor mulighed for at forme dine opgaver. Omgangstonen er uformel og respektfuld, og du vil møde en oprigtig interesse i at hjælpe dig godt ind i fællesskabet og opgaverne.

I Banedanmark er der plads til alle – uanset køn, alder, religion, hvor du kommer fra, eller hvem du lever sammen med. Vi har opnået en sundhedscertificering, som den største virksomhed i Danmark og tilbyder bl.a. alle medarbejdere fri adgang til en række motionstilbud samt kiropraktik, massage, zoneterapi og fysioterapi mm. Vi har også fokus på et balanceret arbejdsliv med flekstidsordning og mulighed for hjemmearbejde.

Banedanmark er en virksomhed, der i kraft af store investeringer i jernbaneinfrastrukturen i fremtiden kommer til at opleve en spændende udvikling. Det betyder, at du som medarbejder får mulighed for at udvikle dig og spille en aktiv rolle i, at Danmark hænger trafikalt sammen i fremtiden. 

Løn
Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC. Lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 

Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt sektionschef André Røssel på tlf.nr. 41879925. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og afholder samtaler løbende.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.