Jobbet "Analytiker" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Analytiker til specialiseret cyberdefense-enhed

  • Er du en skarp netværksanalytiker, som hurtigt og præcist kan analysere angreb og målrette din viden til at hæve IT-sikkerhedsniveauet?
  • Har du drivkraften til at arbejde med et specialiseret område, som har høj politisk og samfundsmæssig bevågenhed?
  • Vil du forsvare Danmarks politiske og økonomiske interesser imod statsstøttede hackergrupper?

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du bliver en del af et team, som har til formål at arbejde med detektion og analyse af cyberangreb fra statsstøttede APT-grupper. Vores opgave er at afdække aggressive aktører, som udgør en trussel imod danske netværk, virksomheder og centrale myndigheder.

Du vil arbejde med netsikkerhedstjenestens sensornetværk for at monitorere internettrafikken og varsle om og modvirke de mest avancerede hackerangreb. Du vil skulle gennemføre netværksanalyser i forbindelse med sikkerhedshændelser, og du vil indgå i de tværfaglige grupper, som arbejder operativt med imødegåelse og analyse af de mest alvorlige angreb. Vi samarbejder på tværs af netsikkerhedsafdelingen i et stærkt fagligt miljø. Du kan indgå i de særlige indsatsgrupper, der bistår institutionerne ved de mest alvorlige angreb.

Vidensopbygning om de bagvedliggende aktører er en central del af opgaven, og her kan du være med til at præge metodeudvikling, strukturering og anvendelse af viden om de mest avancerede statsstøttede hackergrupper.  Vores aktørkendskab anvender vi i samspil med FE’s rapportering og øvrige kapaciteter for at forbedre og forfine den defensive indsats, og vi ser den analytiske indsats med detektion og analyse som del af et bredere perspektiv.

Dine opgaver vil primært være:

  • Netværksanalyse og cyber threat intelligence
  • Udvikling af regler til at opdage avancerede netværksangreb
  • Teknisk netflowanalyse og analyse af logs og data
  • Opbygning af viden om relevante aktørers tekniske kapabiliteter på cyberområdet

Arbejdsformen omfatter videnopsamling i arbejdsdokumenter og databaser, samarbejde med øvrige kollegaer i CFCS og FE, samarbejde med sikkerhedsansvarlige personer i både den offentlige og private sektor samt deltagelse i lukkede specialistnetværk, hvor den nyeste viden om avancerede angreb udveksles.

Du vil løbende blive tilbudt videreuddannelse på højt niveau sammen med kolleger i ind- og udland. Endelig vil du sammen med andre analytikere indgå i en turnus vagtordning.

Du og din baggrund er vigtig
Du har en stærk profil indenfor teknisk analyse eller bearbejdning, og ønsker at arbejde med disse redskaber indenfor en aktørfokuseret sektion, hvor vidensopbygning og efterretningsmæssig forståelse styrker den defensive indsats. Vi skal detektere og bekæmpe de mest avancerede angreb mod Danmark, og du skal brænde for at gøre en forskel.

Du har gåpåmod og lyst til at være del af en dynamisk, fokuseret og faglig ambitiøs sektion, hvor du kan være med til at forme arbejdsmetoder og samarbejdsrelationer på tværs af CFCS og FE.

Du er resultatorienteret, nysgerrig, vedholdende og trives med at tackle komplekse og vanskelige problemer. Du har en god forståelse af computernetværk, herunder netværkstopologi og protokoller. Du har erfaring med regelskrivning. Fokus på detaljer og evne til at dokumentere dine resultater er også vigtigt for at kunne bestride stillingen.

Erfaring med incident response er en fordel, men ikke et krav.

Du har lyst til at arbejde i et velintegreret team, hvor samarbejde og helhedsforståelse er nøglen til at levere resultater.

Det er en fordel med kendskab til et eller flere nedenstående områder:

  • Erfaring med analyse af struktureret og ustruktureret data, gerne med fokus på open source-løsninger
  • Erfaring med fortolkning og rapportering af netværkstrafik, herunder brug af værktøjer / programmer som eksempelvis BRO eller Snort
  • Erfaring med modellering af data, f.eks. vha. RDF eller lignende
  • Kendskab til programmering / scripting
  • Interesse for anvendelse af tcpdump/wireshark og NetFlow
  • Kendskab til værktøjer til loganalyse, f.eks. Logstash, Kibana, Splunk og/eller ElasticSearch
  • Overvågning af computernetværk, herunder kendskab til SIEM-systemer
  • Linux/unix operativsystemer

Din nye arbejdsplads 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet eller af relevans for den nationale cybersikkerhed, og som har betydning for Danmark og danske interesser. FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed, der sikrer et stærkt cyberforsvar.

Vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund.

Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle  særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet. 

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV eller LinkedIn-profil senest den 23. oktober 2018.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 43 og stiler mod en ansættelse fra 1. februar 2019. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 7959 2215, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder