Jobbet "Analysekemiker til GEUS’ miljøkemiske laboratorium" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

GEUS opbygger viden om hele vandkredsløbet og bidrager til forståelsen af miljøfremmede stoffers skæbne i jord og grundvand. I Afdeling for Geokemi har vi stor aktivitet inden for det miljøkemiske område, og vi ønsker at styrke vores profil i miljøkemi og udvikling af miljøkemiske analysemetoder. Vi søger derfor for en 3-årig periode en analysekemiker, der skal bistå med udvikling og kørsel af analyser, bl.a. i forbindelse med projekter, der fokuserer på forståelse af forskellige miljøfremmede stoffers skæbne i jord- og vandmiljøet. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Jobindhold
Vi søger en alsidig person, der er parat til at arbejde med en række forskellige faglige problemstillinger i en multidisciplinær afdeling, hvor det fælles omdrejningspunkt er forståelsen af kemiske og mikrobiologiske processer i jord- og vandmiljøet.

Med udgangspunkt i vores forskningsprojekter skal du bl.a. være med til at udvikle analysemetoder til analyse af miljøfremmede stoffer - primært på vores LC-MS/MS udstyr. Udviklingen vil foregå i tæt samarbejde med afdelingens øvrige miljøkemiske forskere og teknikere, og vi forventer, at du kan bidrage med din erfaring inden for udvikling og validering af massespektrometriske analysemetoder. Du vil også skulle bidrage til den daglige drift af vores miljøkemiske laboratorium, herunder bistå teknikerne i det daglige analysearbejde og databehandling.

Vi har for nyligt anskaffet et LC-HRMS udstyr. Der vil – alt afhængigt af opgavetilgang og interesser – på sigt også være mulighed for at blive inddraget i analysearbejdet på det nye udstyr. Erfaring med HRMS analyser inkl. databehandling vil derfor være en fordel.

Fælles for alle opgaver er, at du har lyst til at arbejde i en tværfaglig afdeling, hvor dit bidrag særligt skal være med til at styrke afdelingens position inden for forskning i miljøfremmede stoffers skæbne i jord- og vandmiljøet.  

Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har følgende kvalifikationer:

  • En M.Sc.- eller Ph.D.-grad i analytisk kemi, miljøkemi eller lignende
  • Solid analysekemisk erfaring, herunder erfaring med udvikling og validering af massespektrometriske analysemetoder.
  • Gode danskkundskaber i både skrift og tale. Hvis du ikke allerede har det, skal du have vilje til i løbet af det første år at gøre en stor indsats for at tilegne dig disse kundskaber.
  • Serviceminded, imødekommende og kreativ i forhold til at finde nye løsninger på komplicerede problemstillinger
  • Omhyggelig og struktureret med flair for at dokumentationen er i orden.

Ansøgere med erfaring i udvikling og validering af analysemetoder til miljøfremmede stoffer og deres nedbrydningsprodukter i jord og vand vil blive foretrukket. Det vil endvidere være en fordel, hvis du kan demonstrere erfaring med derivatisering og ekstraktionsmetoder såsom SPE og ASE.

Afdeling for Geokemi
Afdelingen forsker i kemiske stoffers skæbne i jord og grundvand. Aktiviteterne er karakteriseret ved en høj grad af eksperimentelt arbejde i form af laboratorie- og feltforsøg. Undersøgelse af pesticider og andre miljøfremmede stoffers skæbne i jord og grundvand er et af afdelingens kerneområder. Derudover arbejder vi med grundvandsgeokemiske data bl.a. i relation til den nationale grundvandsovervågning samt med at forstå geokemiske processer i undergrunden, herunder i forbindelse med CO2-lagring, forureninger, mv.. Vi er ca. 30 medarbejdere fordelt på administrativt personale, teknikere og forskere på forskellige stadier i deres karriere.

Vi tilbyder

  • Et levende og uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger
  • Alsidige arbejdsopgaver og gode muligheder for selv at få indflydelse på dem
  • Udviklingsmuligheder og adgang til kurser og anden efteruddannelse
  • Familievenlig arbejdsplads med flextidsordning
  • Et aktivt foreningsmiljø med personale- og kunstforening
  • Motionscenter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen

Løn og ansættelsesforhold
I henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante forhandlingsberettigede faglige organisation. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger
Kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Claus Kjøller på tlf. 51 72 82 02, e-mail: clkj@geus.dk

Ansøgning
Ansøgningen skal være vedlagt et CV, relevante eksamenspapirer og evt. kontaktoplysninger på referencepersoner (max. 2).

Du kan sende din ansøgning ved at trykke på knappen ”Ansøg”. Ansøgningen skal være GEUS i hænde senest mandag den 10. oktober 2022, kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 43.

Ansøgninger modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder