Jobbet "Air and Maritime Systems sektionen søger en ny chef. Skal det være dig? " er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vi søger en chef til sektionen Air and Martitime systems i afdelingen Acquisition and Contracting.

Om os
FMI er en af Danmarks største offentlige indkøbsorganisationer og administrerer ca. 9 milliarder kroner årligt, hvilket er omkring en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder. I FMI foretager vi de strategiske indkøb, der er med til at forme Danmarks sikkerhed i årene, som kommer.

Grundlaget for vores anskaffelser skal selvfølgelig være i orden, og kompleksiteten er høj, når de nationale og internationale regler skal kombineres med vores markedskendskab og indenrigs- såvel som udenrigsrelationer i forhold til industri- og materielsamarbejder. Derfor har vi samlet vores juridiske, udbudsprocessuelle og internationale samarbejdsrelationer i Sourcing Divisionen. Divisionen består af ca. 140 medarbejdere fordelt på fire afdelinger, hvoraf den ene afdeling, Acquisition and Contracting, bl.a. har ansvaret for udbud og kontraktindgåelse.

Afdelingen Acquisition and Contracting består af 6 sektioner, heraf én i Brabrand og fem i Ballerup. I Acquisition and Contracting er vi ca. 70 udbudskonsulenter og category managers fordelt på seks sektioner og med god fordeling på køn, alder og uddannelse. Vores opgave er at anskaffe materiel og it til soldater og civilt ansatte i Forsvaret i fred, krise og krig. Afdelingen er faglig stærk og velfungerende med en god kultur, hvor vi hjælper hinanden. Vi er både socialt og fagligt engagerede, og har en uformel omgangstone med plads til det gode humør.

Det er i denne afdeling, at du kan blive sektionschef for sektionen Air and Maritime systems (AAM). Sektionen er for nuværende normeret til 14 medarbejdere med forskellig baggrund og alder. De 14 engagerede medarbejdere fordeler sig på 9 udbudskonsulenter og 5 category managers. AAM håndterer primært anskaffelser til flyvevåbenet og søværnet, hvilket dækker over alt fra hundefoder, skibsvedligehold, helikoptere samt meget andet.

Som chef for AAM bliver du også en del af chefholdet i AC. Vi er et stærkt hold, der udnytter hinandens forskellige kompetencer og sparrer med hinanden på tværs af sektioner og geografi. Vi glæder os til at tage imod dig og sikre, at du bliver en integreret del af holdet.

Om stillingen
Som sektionschef skal du både være faglig leder og personaleleder.

Som sektionschef har du herudover ansvar eller medansvar for:

  • Den daglige organisering og fordeling af opgaverne i sektionen.
  • Daglig sparring med dine medarbejdere og med medarbejdere i afdelingen.
  • Samarbejde med de materielbærende kapaciteter, herunder ift. langtidsplanlægning af anskaffelserne.
  • Løbende kompetenceudvikling i sektionen og afsøgning af muligheder for kompetenceudvikling.
  • Samarbejde med dine chefkollegaer i afdelingen og divisionen.
  • Godkendelse og kvalitetssikring af sagsoplæg, undervisningsmateriale, notater mv.
  • Særligt ansvar på styringsrelevante områder, herunder forretningsudviklende tiltag.
  • Løbende udvikling af sektionen og afdelingen ved blandt andet at rammesætte processer mv.

Om dig
Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse og gerne ledelseserfaring fra det offentlige, herunder gerne erfaring med styringsopgaver og faglig ledelse relateret til udbud. Det er desuden en fordel, at du har erfaring med strategiarbejde, og hvis du har arbejdet med kategoristyring, er det også en fordel.

Uanset hvad din baggrund er, så forventer vi, at du forholder dig åben for fortsat personlig udvikling og efter at have læst dette opslag, at du også er opsat på at være med til at lede og styre både sektionens, afdelingens og divisionens opgaver, fordi det er med til at sikre, at FMI kan levere ”materiel og it til tiden - i fred, krise og krig”.

Som person har du helhedsforståelse, gode samarbejds- og planlægningsevner foruden analytisk sans. Du er typen, der skaber gode relationer og kan samarbejde på tværs af specialer. Desuden kan du begå dig i et politisk miljø, og du har gerne kendskab til politisk betjening og/eller sagsbehandling. Hvis du har erfaring fra Forsvarsministeriets område og/eller kendskab til FMI anskaffelsesprocesser, vil dette være et plus.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne under hele ansættelsen.

Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Acquisition and Contracting, Afdelingschef Bolette Bisp Justesen på 4033 7839.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på 3266 5818.

Ansøgningsfristen er den 28. maj 2023. Stillingen er til besættelse fra 1. september 2023 eller snarest derefter. Ansættelsessamtaler forventes afholdt snarest derefter.

Du bedes søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, cv og uddannelsesbevis.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder