Jobbet "Agile webudviklere til stærke it-faglige teams i Aarhus" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Styrelsen for It og Læring (STIL) har ansvaret for udvikling og drift af alle Børne- og Undervisningsministeriets forretningskritiske it-løsninger. Lige nu søger vi webudviklere til at sikre, at vores brugere af praktikpladsen.dk og på en række prøveløsninger fortsat oplever brugervenlige it-løsninger af høj kvalitet. 

 

Ambitiøs styrelse, der vil være blandt de bedste!

I STIL er vi ambitiøse. Vi vil udvikle brugervenlige, sikre systemer, der opfylder undervisningssektorens behov. Vi vil sikre, at der er digitale sammenhænge mellem undervisningssektorens forskellige systemer, og at vi skaber og indsamler kvalitetsdata, der hurtig kan bringes i spil.

I STIL sætter vi it-fagligheden højt, og vi ved, at kompetencer løbende skal udvikles. Derfor vil du hos os komme til at arbejde tæt samme med andre dygtige it-faglige specialister som interne og eksterne udviklere, UX’ere og systemadministratorer.

Vores it-systemer anvendes dagligt af flere end 100.000 børn, unge og voksne og har stor betydning i hverdagen på de danske uddannelsesinstitutioner. Det er en afgørende forudsætning, at it-systemerne virker i praksis. Som udvikler spiller du en vigtig rolle i denne sammenhæng. 

 

Om stillingen 

Du indgår i et engageret og tværfagligt team med en bred samarbejdsflade, som har ansvaret for udvikling af flere af ministeriets forretningskritiske it-løsninger. Vi har indført agile arbejdsmetoder i alle vores udviklingsprocesser og ser stor værdi heri. Har du erfaring med agile arbejdsmetoder, lærer vi også gerne af dig.

”Som udvikler i STIL indgår du i tværfaglige teams, hvor din ekspertise vil være et uundværligt bidrag til at designe og udvikle fremtidens løsninger på undervisningsområdet. De teknologier vi anvender, og den løbende sparring med styrelsens andre udviklere oplever jeg er med til at udvikle vores udviklerkompetencer.” (Henrik Gaardsted Spalk)

 

Din profil 

Vi lægger vægt på, at du:

  • har en relevant videregående uddannelse, fx som ingeniør eller datalog. Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring,    
  • anvender strukturerede og professionelle udviklingsmetoder 
  • har indsigt i webteknologier og React, både front-end og back-end  
  • har programmeret enten i C# på .Net platformen eller i Java til en applikationsserver 
  • er nysgerrig og holder dig orienteret om udviklingen inden for dit fagområde  
  • er engageret og ansvarsbevidst 
  • har gode samarbejdsevner og er indstillet på at arbejde i et team, der arbejder agilt, og hvor du selv medvirker til at estimere, afklare og strukturere dit daglige arbejde.  

 
Dine opgaver 
Vi søger ekstra udviklere til to af vores agile, århusianske teams: Team Praktik og Team Grundskole. Du vil blive ansat i et af de to teams.
 
Som en del af Team praktik skal du være med til at videreudvikle Praktikpladsen.dk, der er et mødested for lærlinge, praktikvirksomheder og erhvervsskoler. Systemet har stor politiske bevågenhed, så du vil få en hverdag, hvor meget af din tid skal bruges på at udvikle ny funktionalitet, der skal være med til at sikre, at vi får så mange og så dygtige erhvervsuddannede som muligt. Praktikpladsen.dk er en Java EE applikation, der til dagligt kører på JBoss Enterprise Application Server med Postgres som database. Vores frontend er bygget i React med nyeste teknologier og hjemmebyggede komponenter. Hele setuppet kører på Linux på OpenStack.
 
Som en del af team Grundskole skal du være med til at etablere en ny infrastruktur for alle de mange forskellige test og prøver, som ministeriets varetager. Et stigende behov for testsystemer nødvendiggør, at vi etablerer en service-baseret arkitektur, der digitalt kan understøtte forskellige dele af testprocessen på en mere generel måde. Konkret vil du arbejde med produkter som Test- og Prøve-systemet, som i dag afvikler Nationale Test samt Folkeskolens Afgangsprøver for elever i grundskolen. Platformen anvender primært .Net på Windows i dag, men på sigt forventer vi at anvende .Net Core i Docker-containere på en OKD-platform.
 
Som udvikler hos STIL vil dine opgaver fx være at: 

  • deltage i både frontend og backend udvikling, herunder udvikling mod databaser, designe og udvikle integrationer til andre systemer, 
  • udfordre og kvalitetssikre de tekniske løsninger, så vi opnår robuste og vedligeholdelsesvenlige applikationer på den givne platform, 
  • vurdere og estimere ønsker om ændret eller ny funktionalitet, 
  • udarbejde teknisk design og dokumentation i Atlassian Jira og Confluence, 
  • bidrage til test og QA af teamets løsninger, eksempelvis gennem unit tests,
  • bidrage til indsættelse af de udviklede løsninger i den givne infrastruktur, kvalificere fejl og lave fejlrettelser. 

 
Om os 
 
Styrelsen for It og Læring (STIL) er en styrelse i Børne- og Undervisningsministeriet. Ved at styrke brugen af it og læring understøtter vi ministeriets målsætning om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle. Vores vision er at være de bedste i staten til at skabe værdi gennem it, digitalisering og data.
 
Vi beskæftiger ca. 325 medarbejdere i København og Aarhus. 
 
STIL indgår i et partnerskab med Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen om at skabe de mest attraktive arbejdspladser for it-specialister i staten. Partnerskabet betyder, at du som medarbejder kan sparre med ligesindede fra de andre styrelser i partnerskabet og på sigt bistå i særlige opgaver i de andre styrelser inden for dit fagområde. 
 
Arbejdsstedet er Styrelsen for It og Læring, Lyseng Alle 1, 8270 Højbjerg. 
 
Vi tilbyder 
Vi tilbyder et alsidigt, indflydelsesrigt, selvstændigt og udfordrende job i et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede medarbejdere. 
 
Flere oplysninger 
Du er velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om stillingen ved at kontakte kontorchef Signe Rønn Sørensen på tlf. 25284800 eller på mail: signe.ronn.sorensen@stil.dk, kontorchef Søren Nielsen på tlf. 29136584 eller på mail: soeren.nielsen@stil.dk eller, chefkonsulent Henrik Gaardsted Spalk tlf. 41209302 eller per mail: henrik.gaardsted.spalk@stil.dk.
 
Løn og ansættelse 
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Med de rette kvalifikationer og erfaring kan ansættelse evt. ske på niveau med special- eller chefkonsulent ansættelse. 
 
Stillingerne ønskes besat pr. 1. august 2020. 
 
Ansøgning 
Ansøgningsfristen er søndag den 14. juni 2020. Vi forventer at afholde 1. samtaler fredag den 19. juni og 2. samtaler tirsdag den 23. juni virtuelt.
 
Ansøgningen skal indeholde dokumentation for uddannelse (eksamensbevis) og beskriv (eventuel) tidligere beskæftigelse.  
 
Du kan uploade din ansøgning indtil ansøgningsfristens udløb. Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb indgår ikke i den videre proces. 
 
Hvis du går videre til 2. samtalerunde, vil du blive bedt om at udfylde en personprofil om dine adfærdspræferencer samt gennemføre en kognitiv test.
 
Læs mere om Styrelsen for It og Læring på www.stil.dk. Her kan du også møde en medarbejder og læse mere om vores rekrutteringsproces og arbejdsplads.  
 
I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.