Gå til hovedindhold

Ser du regnvand som en ressource og klimatilpasningsløsninger som et værdifuldt værktøj til at håndtere skybrud? Er du interesseret i innovative og bæredygtige løsninger? Har du lyst til at sætte dit præg på fremtidens afvandings- og klimatilpasningsprojekter i en af Danmarks største rådgivende entreprenørvirksomheder? Så er du måske vores nye kollega.

Vi søger en selvkørende afvandings- og klimatilpasningsingeniør til spændende anlægs- og byggeprojekter, hvor design i forbindelse med afvanding og klimatilpasning indgår som et vigtigt parameter.

I MT Højgaard har vi fokus på at arbejde innovativt og bæredygtigt. Det betyder, at du i din hverdag vil få mulighed for at arbejde med nye teknologier sammen med engagerede kollegaer, der alle brænder for at levere løsninger, der er teknisk optimale og fremtidssikrede. 

Du bliver en del af sektionen Design & Engineering, hvor du får cirka 100 kollegaer fordelt på kontorer i Danmark og Vietnam. Det mangeårige samarbejde mellem vores danske kontor og vores dygtige vietnamesiske kollegaer, skaber også mulighed for et kortere eller længere ophold på vores designkontor i Ho Chi Minh.  

Afhængigt at dit erfaringsniveau og kompetencer vil der være mulighed for at blive ingeniør eller disciplinleder på større og mindre afvandings-og klimatilpasningsprojekter.

Opgaver og ansvarsområder
Som afvandings- og klimatilpasningsingeniør skal du styrke vores kompetencer og forsætte udviklingen inden for områderne afvanding og klimatilpasning. Du får en central rolle i koordineringen af projektering af afvandings-, afløbs- og klimatilpasningsprojekter.

Du kommer til at arbejde med både små og store projekter. Dit faglige bidrag er vigtigt i alle projektfaser, som dækker over idéstadie, tilbudsdesign og optimering, tilbudsgranskning, estimering af designtilbud, detaljeret design, fagtilsyn og opfølgning under udførelse.

Dine daglige arbejdsopgaver bliver:

  • projektering af kloakker og overfladeafvanding
  • eftervisning og kontrol af afvandingsløsninger
  • udfordre konventionelle afvandingsløsninger
  • koordinering af byggemodninger og ledningsplaner
  • terrænmodellering, bluespot og jordhåndtering
  • håndtering af modeller i Mike Urban
  • fagtilsyn på MT Højgaards byggepladser
  • sparring med andre specialister og udførende i organisationen

Din faste arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Søborg med direkte reference til sektionsdirektøren.

Om dig
Du er uddannet ingeniør og har tre til syv års erfaring med de ovenstående beskrevne opgaver og ansvarsområder. Du har desuden erfaring med projektering af afvandingsløsninger, herunder både spildevand og regnvand, og du formår at optimere løsningerne. Du er bekendt med lovgivningen omkring spildevand og kan omsætte den til praksis.

Vi lægger vægt på, at du kan arbejde i 3D, og har kendskab til, samt kan håndtere, Mike Urban, DanDas, MicroStation samt Bentley-applikationerne PowerCivil/InRoads. Vi lægger også vægt på, at du er opdateret omkring anvendelsen af LAR-løsninger.

Som afvandings- og klimatilpasningsingeniør kommer du til at håndtere flere opgaver sideløbende. Derfor er det vigtigt, at du kan arbejde struktureret og bevare overblikket. 

Endelig lægger vi vægt på, at du som person:

  • har et godt humør og evner at indgå i et tæt samarbejde med dine kolleger
  • er fagligt dygtig og tager ansvar for alle aspekter af projekteringsprocessen
  • trives i et miljø, hvor tillid og ansvar er rammesættende for dine opgaver
  • er initiativrig og engageret
  • har gode kommunikationsevner på dansk og engelsk
  • holder dig opdateret på nye afvandingsløsninger og kan omsætte dem til praksis

Vi tilbyder
Du bliver del af en organisation med et højt kompetenceniveau, spændende og komplekse opgaver, tværfaglige projekter og en god kultur, hvor samarbejde og kommunikation er i højsædet. I afdelingen Design & Engineering er der desuden fokus på personlig udvikling såvel som løbende udbygning af dine faglige kompetencer. 

Ansøgning
Vil du vide mere, så kontakt sektionsdirektør Torben Johannesson på telefon  2270 9881. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV via "Ansøg" linket. Sidste ansøgningsfrist er søndag den 11.august 2019.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder