Afdelingsleder for Plan & Byudvikling
Vil du stå i spidsen for en velfungerende afdeling, der arbejder med en bred palet af fagligt udfordrende problemstillinger og store, komplekse by- og erhvervsudviklingsprojekter?
Vil du stå i spidsen for en velfungerende afdeling, der arbejder med en bred palet af fagligt udfordrende problemstillinger og store, komplekse by- og erhvervsudviklingsprojekter? Vil du arbejde tæt med borgere, med erhvervsliv og med politikere? Vil du have en hverdag, hvor to dage ikke er ens, og hvor fokus kan skifte fra miljøtunge problematikker til unikke kulturarvshensyn, ofte i en og samme sag? Tænker du ’grønt’ og bæredygtigt, og har du lyst til at påvirke en hel kommunes udvikling i denne retning? Og har du lyst til at være personaleleder i en kommune med en ung organisation, hvor der ikke er langt til toppen, og hvor alle bidrager til sammenhængskraften, fremdriften og samarbejdet på tværs?
Så er du måske den nye afdelingsleder for Plan & Byudvikling.
Den nye afdelingsleder for Plan & Byudvikling, Fredericia Kommune, bliver ansvarlig for den faglige og personalemæssige ledelse af 15 veluddannede og fagligt meget engagerede medarbejdere. Afdelingen arbejder primært med den fysiske planlægning, herunder kommuneplan og lokalplaner, samt med byudvikling og bevaringsværdige bygninger og arealer (kulturarv). Der er stor offentlig interesse og et stort politisk fokus på området.
Som afdelingsleder får du mulighed for at bidrage til og sætte dit præg på disse forskelligartede opgaver ved at sætte en tydelig retning for afdelingens arbejde. Du skal sikre fremdrift og prioritering og bringe afdelingens fagligheder i spil på tværs af organisationen og i samarbejdet med afdelingens mange samarbejdspartnere til gavn for Fredericia Kommunes borgere og erhvervsliv.
Vi forventer, at du har en bred faglig profil og relevant erfaring fra området eller dele af området samt erfaring fra en politisk styret organisation. Vi forventer også, at du har erfaring med ledelse i form af enten personaleledelse eller projektledelse.
Du er strategisk proaktiv og tydeligt retningssættende samt agerer og tænker samarbejds- og helhedsorienteret. Du skal udvise en naturlig interesse for andre mennesker med lyst til at række ud og tage dialogen. Du skal være en motiverende leder, der udviser nærvær og tillid og er anerkendende og positiv over for andre.
Det forventes, at du kan bidrage til den gode og uhøjtidelige stemning.
Vil du vide mere?
Læs mere om Fredericia Kommune og stillingen i job- og personprofilen (pdf) her.
Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte fagchef Jesper Schlüter på tlf. 5154 8179 eller chefkonsulent i Genitor Evald Eriksen på tlf. 4057 8708 eller ee@genitor.dk.
Ansøgningsfristen er mandag den 12. september 2022 kl. 10.00.