Jobbet "Adjunkt/lektor til forskning i militær anvendelse af kunstig intelligens" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Adjunkt/lektor til forskning i militær anvendelse af kunstig intelligens ved Forsvarsakademiet - Genopslag
Kan du se dig selv udvikle Forsvarets officerer og ledere på det teknologiske område? Har du interesse i at forske i kunstig intelligens og bidrage til forståelsen af, hvordan teknologier baseret på kunstig intelligens kan og vil påvirke fremtidens militære aktiviteter og operationer? Og har du lyst til at indgå i et ungt og inspirerende forsknings- og udviklingsmiljø ved et nyetableret institut? Så er en ansættelse ved Institut for Militær Teknologi ved Forsvarsakademiet muligvis det helt rigtige for dig.

Om os
Institut for Militær Teknologi har til opgave at klæde såvel fremtidens som nutidens militære beslutningstagere på til at kunne forstå den teknologiske udviklings betydning for fremtidens militære opgaveløsning og håndtere de muligheder og risici, der følger heraf. Vi er et tværfagligt team bestående af både civilt og militært personel, der forsker og underviser i og rådgiver Forsvarets beslutningstagere om operative, strategiske, folkeretlige og ledelsesmæssige aspekter af ny militær teknologi.

Instituttets tværfaglige sammensætning og nærheden til den operative del af Forsvaret skaber en unik mulighed for at lave praksisnær, dynamisk og mere helhedsorienteret forskning inden for et spændende felt i rivende udvikling, der er præget af stor kompleksitet og bevågenhed.

Som Forsvarsakademiets øvrige institutter, er Institut for militær teknologi fysisk beliggende på Svanemøllens Kaserne i København Ø, hvor der er et spændende forsknings- og undervisningsmiljø på militære områder som ledelse, operationer, krigsteori og strategi. Instituttets primære uddannelser er akkrediteret og for tiden underviser vi på både diplom og masterniveau.

Instituttets ledelsesmæssige struktur er flad, og vi har et godt sammenhold, hvor vi benytter hinanden som sparringspartnere og som kilder til inspiration. Vi har et udstrakt samarbejde med Forsvarsakademiets øvrige institutter samt med forskningsinstitutioner i ind- og udland, herunder NATO Science and Technology Organization, der er verdens største forskningsnetværk.

Om stillingen
Vi ønsker at styrke vores forskning inden for kunstig intelligens, herunder ”machine learning”, autonomi og de resulterende teknologiske udfordringer og muligheder. Forskningen skal give Forsvarets officerer og ledere et solidt vidensgrundlag, så de kan reflektere over situationen i forbindelse med opgaveløsninger samt de muligheder, som teknologien kan give dem for at bevare eller udbygge kampkraften.

Med din indgående viden om kunstig intelligens og evne til at sætte den i en militær kontekst, bliver du en central del af instituttets forskergruppe og vil skulle dække en afgørende gren af den militærteknologiske udvikling i relation til både ledelse, organisation, doktriner og uddannelse. Din stilling vil omfatte opgaver inden for forskning, udvikling og uddannelse på Forsvarets akkrediterede uddannelser: Den Militære Diplomuddannelse og Masteruddannelsen i Militære Studier samt andre af Forsvarets kurser.

Stillingen indebærer, at du skal opbygge og vedligeholde et nationalt og internationalt netværk med henblik på samarbejde med relevante forskningsinstitutioner og forsvarsindustrien i Danmark.

Om dig
Du har en ph.d. inden for en relevant naturvidenskabelig disciplin eller en human- eller samfundsvidenskabelig disciplin med speciale i kunstig intelligens samt har stor erfaring med at arbejde med forskning og kan dokumentere dette gennem din publikationsliste. Du er drevet at nysgerrighed inden for fremtidens teknologiske muligheder og evner at koble forskning og udvikling i tæt samarbejde med aktører på feltet. Især interesserer du dig for udvikling og anvendelse af kunstig intelligens til støtte for den militære opgaveløsning og de muligheder fremtiden vil bringe fx i relation til dataanalyse og ubemandede, autonome våbensystemer og platforme. Det er en fordel, hvis du allerede har kendskab til Forsvaret eller til forsvarsindustrien og under alle omstændigheder et krav at du har både evne og vilje til at sætte dig ind i den militære kontekst, som din forskning skal indgå i.

Da instituttet er nyoprettet, skal du kunne trives med at støtte kollegaer, der ikke nødvendigvis har samme forskningserfaring som dig i forhold til at få publiceret forskningsresultater. Du skal også være parat til at gå foran og tage ansvar for at integrere forsknings- og udviklingsaktiviteter i Forsvarsakademiets uddannelser. Det er helt nødvendigt, at du kan undervise på diplom- og masterniveau, herunder at du kan inspirere og udvikle de studerende gennem pædagogik, så de kan koble formidlet teori på egen praksis.

Selvom du indgår i et institut, hvor samarbejde og sammenhold er vigtige parametre, så forventes det, at du kan arbejde selvstændigt og systematisk samt kan bevare overblik og kvalitet selv i projekter, der har stor kompleksitet.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten.
Som adjunkt/lektor ved Forsvarsakademiet, vil du desuden blive omfattet af det til enhver tid gælden cirkulære om protokollat om visse ansættelsesvilkår for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt og civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landet grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte oberstløjtnant Thomas Galasz Nielsen, tlf. 4170 3747 eller thni@fak.dk
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, afdelingsleder Malene Nørgaard Abel på telefon 7281 9142.

Ansøgningsfristen er den 29. september 2019.

Stillingen er til besættelse pr. 1. november 2019 eller snarest derefter.

Efter ansøgningsfristens udløb vil et bedømmelsesudvalg foretage en vurdering af ansøgernes kvalifikationer. På den baggrund vil et antal kandidater blive indbudt til samtale.

Såfremt du søger om adjunktur skal du fremsende følgende:

  • Komplet publikationsliste opstillet kronologisk og med tydelig angivelse af, hvilke publikationer der har gennemgået peer review.
  • Digitale versioner af de vigtigste publikationer (maksimalt 5 stk.)
  • CV inkl. redegørelse for undervisning og administration
  • Beskrivelse af fremtidige forskningsplaner

Såfremt du søger om lektorat skal du fremsende følgende:

  • Komplet publikationsliste opstillet kronologisk og med tydelig angivelse af, hvilke publikationer der har gennemgået peer review.
  • Digitale versioner af de vigtigste publikationer (maksimalt 10 stk.)
  • Samlet konklusion på dansk og engelsk af evalueringsskemaer fra afholdt undervisning underskrevet af institutchefen.
  • Kopi af bevis for gennemført pædagogisk opkvalificeringsforløb (fx adjunktpædagogikum eller ”FAK didaktik og læreprocesser”)
  • CV inkl. redegørelse for undervisning og administration
  • Beskrivelse af fremtidige forskningsplaner

Vi vil bede dig søge stillingen via linket, hvor du bedes vedhæfte ansøgningen og CV.

Ansøgninger som ikke opfylder ovennævnte krav, vil ikke komme i betragtning.

Forsvarsministeriets Koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.