Jobbet "Aarhus Universitet søger institutleder ved det nye Institut for Elektro- og Computerteknologi" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Faculty of Technical Sciences ved Aarhus Universitet søger en visionær og samlende institutleder, der kan stå i spidsen for et nydannet institut. Du skal bidrage til at skabe en tydelig profil for AU’s ingeniørområde, der afspejler fakultetets strategiske fokus på samarbejde, entreprenørskab, grøn omstilling og digitalisering.

For at skabe en stærkere ingeniørprofil og stærke faglige enheder, opretter Faculty of Technical Sciences pr. 1. januar 2021 fire nye ingeniørinstitutter, der erstatter Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Institut for Ingeniørvidenskab. For at sikre fuld implementering af Aarhus Universitets strategi på ingeniørområdet skal de fire nye institutter sikre styrket samarbejde omkring uddannelse, forskning og udvikling, samt styrke og samle de faglige miljøer.

De nye institutter er opbygget på baggrund af fire ingeniørfaglige områder og vil alle indeholde både diplom- og civilingeniøruddannelser. De fire nye institutter er: Institut for Bioteknologi og Kemiteknologi, Institut for Elektro- og Computerteknologi, Institut for Byggeri og Bygningsdesign og Institut for Mekanik og Produktion.

Om Institut for Elektro- og Computerteknologi
Elektro- og Computerteknologi samler teknisk videnskabelige discipliner inden for elektriske og elektroniske systemer inklusiv hardware- og softwareteknologier, der spiller en afgørende rolle i defineringen af det moderne samfund, dets digitalisering og menneskets ageren heri. Instituttet bygger på forsknings- og udviklingsmiljøer med høj, international konkurrencedygtighed.

Instituttets forsknings- og udviklingsaktiviteter omfatter p.t. alle klassiske elektrotekniske områder som stærkstrømsteknik, elektronik, kontrol og automatisering, kommunikation og netværk, fotonik, signalbehandling, software- og IT-systemer, robotteknologi, biomedicinsk teknologi, elektrisk energiteknologi samt akustik og lydteknologi.

Institut for Elektro-og Computerteknologi har et veletableret samarbejde med branchens forskellige aktører, et internationalt forskningsmiljø i vækst samt en stærk uddannelsesprofil.

En stor del af instituttets forsknings- og udviklingsaktiviteter tager udgangspunkt i virksomhedernes innovationsbehov. Det er med til at sikre, at videnproduktionen på universitetet får en klar forankring i virkeligheden og kommer det omgivende samfund til gavn.

Instituttet uddanner både diplom- og civilingeniører med stærke fagligheder og kompetenceprofiler. Det nye instituts fremtid skal bygge på udvikling og vækst i studenterpopulation for begge typer af uddannelser.    

Instituttet er organisatorisk forankret ved fakultetet Technical Sciences og er en del af brandet AU Engineering.

Tjenestestedet er i Aarhus. Instituttet placeres sammen med beslægtede miljøer på Katrinebjerg, som også er en del af AU’s Campus 2.0-strategi.

Vi tilbyder et spændende ansvarsområde
Til Institut for Elektro- og Computerteknologi søger vi en institutleder, som kan videreføre den stærke forskning og udvikling samt sikre den høje kvalitet i uddannelsen af ingeniører til dansk erhvervsliv.

Som institutleder står du i spidsen for at skabe en fælles kultur på det nyetablerede institut. Med respekt for medarbejdernes fagligheder og kompetencer, forener du det faglige og arbejdskulturen fra de to organisationer. Fremadrettet vil instituttet ansætte på begge stillingsstrukturer for at kombinere det forskningsbaserede og det erhvervsorienterede. Du har stor indflydelse på den strategiske retning og for at skabe rammerne for trivsel og udvikling for alle medarbejdere. Du er en motiverende og samlende leder, der forstår at lede en helt ny organisation, hvor du tydeligt viser og troværdigt kommunikerer den strategiske retning. Du skaber et godt samarbejdsmiljø og bidrager til at styrke samarbejdet på tværs af organisationen.

Du har en stor opgave i at samle den nye organisations forskelligheder og skabe organisatorisk sammenhængskraft mellem de faglige miljøer. Du bidrager ligeledes til fortsat at styrke de faglige miljøer og videreudvikle instituttets stærke diplom- og civilingeniøruddannelser.

Du har som internationalt anerkendt forsker det overordnede ansvar for forskning på instituttet. Dermed har du fokus på at sikre høj kvalitet og sammenhæng primært i instituttets forskning, men også i undervisning og talentudvikling.

Du er en stærk brobygger på tværs af fagligheder og ser synergier i det tætte samspil med omverdenen, hvor du begår dig med politisk tæft. Du sætter dit visionære præg på at skabe fremtidens universitet gennem udvikling af instituttets profil som et attraktivt og inspirerende forsknings-, arbejds- og studiemiljø. Hermed bidrager du til, at der nationalt og internationalt tiltrækkes de allerbedste medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere.

Du formår at holde fokus på strategisk ledelse, økonomisk ansvarlighed og god personaleledelse og er i stor grad frigjort for administrative opgaver, der varetages af en professionel og specialiseret administrativ supportfunktion.

Udover at lede instituttet har du og de tre andre institutledere på ingeniørområdet en fælles opgave i at skabe et stærkt og sammenhængende ingeniørområde på Aarhus Universitet på tværs af de fire nye institutter, så de kan stå bedst muligt i konkurrencen om de dygtigste studerende og de bedste forskere.

Du påtager dig ligeledes ansvaret for – med udgangspunkt i AU’s strategi – at udarbejde strategi- og handlingsplaner for instituttets forsknings- og udviklingsindsats med særligt fokus på, at instituttet bidrager helhjertet til interdisciplinær forskning på tværs af traditionelle fagskel både inden for instituttet og sammen med fakultetets øvrige institutter.

Du repræsenterer instituttet udadtil og varetager efter bemyndigelse fra rektor og dekan instituttets faglige, økonomiske og personalemæssige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver.

Du vil referere til dekanen og indgår i fakultetsledelsen, som har det overordnede ansvar for Institut for Elektro- og Computerteknologi.

AU har aktivt fokus på ligestilling og diversitet og forventer, at ansøgere også har interesse for at arbejde med denne del af kulturen og har konstruktive bud på arbejdet med at tiltrække og udvikle talenter fra underrepræsenterede grupper.

Din erfaring og faglige kompetencer
Det forventes, at du har flere års ledelseserfaring gerne fra erhvervslivet eller universitetsverdenen og evner at arbejde med strategisk ledelse. Du er en internationalt anerkendt forsker inden for elektro- og computerteknologi, der har solid erfaring med forskning, uddannelse og myndighedsbetjening. Indsigt i nationale og internationale tendenser på instituttets fagområder og et veletableret netværk til relevante nationale og internationale virksomheder er en fordel.

Du har indsigt i og erfaring med organisationsudvikling og formår at bygge bro på tværs af tidligere organisatoriske forskelle og skabe synergi mellem disse, således at der kan skabes en fælles vision for fremtiden.

Ansættelsesprocedure
Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte: Dekan Eskild Holm Nielsen på tlf. 21 22 95 11 eller mail dean.tech@au.dk eller Senior Recruitment Consultant Erik Bernskov på tlf. 41 21 13 29 eller mail erik.bernskov@hartmanns.dk.

Send gerne dine tanker og idéer vedrørende instituttets udvikling i de nærmeste år i din ansøgning sammen med dit CV og publikationsliste.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 1 (1. runde) og i uge 3 (2. runde). Ansøgere, der går videre til 2. samtalerunde, må påregne deltagelse i en lederprofiltest efter 1. samtalerunde.

Ifølge universitetsloven og universitetets vedtægt skal ansættelsesproceduren sikre, at institutlederen har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Der er derfor nedsat et rådgivningsudvalg, som på dette grundlag rådgiver dekanen om hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale. Rådgivningsudvalget består af videnskabelige medarbejdere, teknisk/administrative medarbejdere samt studerende.

Ansøgningsfrist d. 2. december 2020.
Forventet tiltrædelse d. 1. marts 2021.

Formalia
Ansættelse er på overenskomstvilkår og sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og AC, herunder cirkulære om institutledere og dekaner ved universiteterne. Der er tale om en stilling som institutleder (lønramme 37).

Ansættelsen er tidsbegrænset og sker i henhold til principperne i cirkulære om åremålsansættelse i staten. Åremålsperioden er på 3-6 år, hvor udgangspunktet er 6 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år.

Der kan indgås aftale om videnskabelig tilbagegangsstilling.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge. AU har underskrevet chartret om flere kvinder i ledelse og opfordrer såvel kvinder som mænd til at søge stillingen.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, ved at trykke på "Ansøg".

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.

Om Technical Sciences
Faculty of Technical Sciences ønsker gennem uddannelse, forskning og samarbejde med det omkringliggende samfund at bidrage til at løse store samfundsudfordringer, og dermed skabe grøn impact via teknologiudvikling og innovation. Vi lægger stor vægt på et tæt samarbejde med erhvervslivet og den offentlige sektor og tager medansvar for samfundsudviklingen. De primære aktiviteter dækker uddannelse, forskning og myndighedsbetjening inden for ingeniørvidenskab, agroøkologi, fødevarer, husdyrvidenskab, biologi, natur og miljø. Fakultetet har 1.400 ansatte, 4.100 studerende og en samlet årlig omsætning på 1,5 mia. kr. Du kan læse mere om fakultetet her.