Jobbet "Service Manager" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Service Manager til leverandørsamarbejde, Forretnings-IT

Lægemiddelstyrelsens vision er at blive blandt de bedste i Europa til gavn for patienter og at gøre Danmark til førende nation inden for life science. Vi har en central rolle i forhold til politiske beslutninger, godkendelse af nye lægemidler, tværgående og nationale sundhedspolitiske opgaver og har indflydelse på små og store sager med konsekvenser for retningen af vores samfund. Vi arbejder nationalt og i udpræget grad europæisk og internationalt.  
 
Lægemiddelstyrelsen er i øjeblikket inde i en spændende udvikling, hvor vi øger antallet af medarbejdere, og hvor nye udfordrende opgaver nationalt og internationalt kommer til. Samtidig er vi i gang med at indføre lean som en strategisk indsats for at løfte vores kvalitet endnu højere. Lægemiddelstyrelsens samarbejde med vores eksterne driftsleverandør udgør en vigtig brik på vejen mod at realisere vores vision, og vi søger derfor en dygtig service manager til at videreføre samarbejdet.  
 
Om os  
Du bliver en del af sektionen Forretnings-IT (FOR), som refererer under vicedirektøren. Sektionen består af en sektionsleder, to teamledere og 15 akademiske medarbejdere. Lægemiddelstyrelsens IT-udvikling og drift er outsourcet, så vores primære opgaver er inden for IT-projekter, processer og styringsprincipper, informationssikkerhed, udbud og leverandørsamarbejde. Vi indgår i mange IT-fora i Danmark og i EU, vi arbejder sammen med Sundheds- og Ældreministeriets Koncern-IT, og vi deltager i interne og eksterne audits/revisioner og udformer benchmarks ift. sikkerhed, drift og udvikling.  
 
Forretnings-IT er organiseret i to teams med hver sin teamleder. Det ene team retter fokus mod projektporteføljen, udviklingsopgaver og de daglige driftsopgaver, mens teamet du vil indgå i har fokus på både strategiske og mere administrative IT-opgaver. Teamets opgaver omfatter bl.a. enterprise-arkitektur, lean, leverandørsamarbejde, kvalitetsledelse, snitflader til europæiske systemer, journalområdet og informationssikkerhed.  
 
Dine arbejdsområder  

Dine primære arbejdsopgaver bliver:  

  • Forhandling af driftsøkonomi og driftskontraktforhold  
  • Eskalering ved tvister i den løbende opfølgning på f.eks. fejl, økonomi og fremdrift hos vores driftsleverandør  
  • Kvalitetssikring af driftsaftaler og tilbud  
  • Opfølgning på månedlige, skriftlige rapporter herunder månedlige vederlag fra vores eksterne driftsleverandør Opfølgning på aftaler i driftskontrakter ift. vores leverandør  
  • Opfølgning på samarbejdet med koncern-IT og Sundhedsdatastyrelsen, hvor du vil indgå som en nøgleperson i vores opfølgning på koncernens og styrelsens IT-strategier.  

Du bliver ejer på en række opgaver og vil komme til at arbejde tæt sammen med dine kollegaer, og du vil komme til at indgå i løsningen af mange forskelligartede opgaver i sektionen.  
 
Vi forventer, at du aktivt bidrager til teamet, sektionen og styrelsen, og at du når de IT-fastlagte mål på området, herunder strategiimplementering og indføring af lean. Vi skal implementere lean i sektionen i foråret 2018.  
 
Din baggrund  
Vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse eller anden faglig baggrund inden for IT, økonomi eller generel administration. Vi forventer, at du har en del års erfaring med og god indsigt i leverandørsamarbejde og basal viden om ITIL.  
 
Vi forventer ikke, at du har indgående kendskab til alle de discipliner som teamet dækker over, men selvfølgelig er det en fordel at du har stiftet bekendtskab med de områder, vi arbejder inden for. Det vigtige er, at du er systematisk i din opfølgning, kan samarbejde og kommunikere, kan forhandle samt tage teten og gå foran i opfølgningen over for driftsleverandøren. Det er også vigtigt, at du er god til at afslutte til tiden.  
 
Du skal have lyst til at være med til at sætte retning og skabe resultater på dit opgaveområde, og du skal kunne træffe beslutninger og bevare overblikket i pressede situationer.  
 
Vi tilbyder  
En stilling med stort ansvar og et tæt samarbejde på tværs af huset på alle niveauer. Du får en udadvendt og vigtig rolle på en arbejdsplads i rivende udvikling med dygtige kollegaer og god plads til at udvikle personlige og faglige kompetencer, og du bliver en del af en sektion og et team med et godt sammenhold og god humor.  
 
Løn og ansættelsesvilkår  
Ansættelse sker som fuldmægtig eller specialkonsulent alt efter kvalifikationer. Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten), og den til enhver tidgældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat.  
 
Kontakt os gerne  
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Jeppe Väinö Sørensen på telefon 2552 8160.  
 
Er du interesseret?  
Klik på ”Ansøg” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 36.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder