CSM Koordinator til Sikkerhed & Tilsyn

Virksomhed
Arbejdssted
Fredericia (By), Sydjylland
Oprettet
14. juli 2017
Udløber
20. august 2017
Ref
83982
Kontakt
Vibeke Lindberg - Tlf: 6180 4408
Jobtype
Fastansættelse

CSM Koordinator til Sikkerhed & Tilsyn i Fredericia

Har du lyst til at arbejde med risikostyring og sikkerhedsgodkendelser i en tværfaglig organisation med fokus på samarbejde og fælles mål? Så har vi jobbet til dig. 
Sikkerhed & Tilsyn er en stabsfunktion i Anlægsdivisionen, der støtter projekter og programmer i at gennemføre risikoledelse og tilsyn inden for jernbanesikkerhed og arbejdsmiljø. I CSM teamet håndterer vi risikovurdering og sikkerhedsgodkendelse af Banedanmarks mange anlægsprojekter. 
 
Du får reference til chefen for Sikkerhed og Tilsyn, hvor du bliver en del af et engageret team, der har stor erfaring med Banedanmarks mange anlægsprojekter. Du vil få ansvar for blandt andet at styre og koordinere risikovurdering og sikkerhedsgodkendelse af Banedanmarks mange anlægsprojekter efter CSM-RA (Common Safety Method-Risk Assessment; den fælles europæiske sikkerhedsmetode til risikoevaluering og -vurdering, Forordning nr. 402/2013), samt Banedanmarks eget ledelsessystem. 
 
Du håndterer risikostyring og samarbejder med myndigheder i flere sideløbende projekter 
Du designer og planlægger rammebetingelser for opfyldelsen af CSM-RA forordningen i projekterne. Du bistår projektlederne med, at CSM-processen følges smidigt og effektivt. 
 
Du står for ansøgning og kontakt til vores overordnede myndighed, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, samt vores interne sagsbehandling, Kvalitet & Sikkerhed. Du bidrager ligeledes til at projekternes sikkerhedsgodkendelse foreligger i tide. Du styrer og koordinerer leverancer med myndigheder såvel som med rådgivere og assessment bodies. Du faciliterer workshops for fareidentifikation og vejleder projektet i udfærdigelse af CSM dokumentation, samt kvalitetssikrer denne. I nogle projekter har du en styrende rolle og i andre projekter har du en mere rådgivende eller faciliterende rolle. I nogle projekter, vil du også bistå med at sikre leverancer i forbindelse med overholdelsen af EU's interoperabilitetsdirektiv. 
 
Sans for systematik, samarbejde og interessenthåndtering 
Vi er åbne for mange forskellige uddannelsesbaggrunde. Ideelt har du erfaring specifikt med CSM-RA. Alternativt har du gennem din uddannelse eller erfaring fra en lignende stilling beskæftiget dig med styring og koordinering, kvalitets- eller sikkerhedsledelsessystemer, risikostyrings- eller kvalitetsprocesser og/eller sikkerhedshåndtering. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med samarbejdet med myndigheder og har kendskab til jernbaneinfrastrukturen. Du har desuden med fordel erfaring med projektprocesser og projektledelse.  
 
Du er systematisk, vedholdende og proaktiv. Du er i stand til hurtigt at danne og bevare overblikket over et komplekst område og håndtere flere samtidige projekter og processer. Du kan opnå resultater indenfor fastlagte processer, lovgivning og tidshorisonter. Du er god til interessenthåndtering og har gode samarbejdsevner både internt i organisationen og eksternt. Du kan formidle fagligt kompliceret stof på en let tilgængelig måde. Du har gennemslagskraft og trives i et til tider hektisk miljø med mange omskiftelige opgaver og aktører. Du har lyst til at arbejde i et relativt nyt felt under konstant udvikling.  
 
Det er en forudsætning for varetagelse af stillingen, at du efter ansættelsen gennemgår jernbanesikkerhedskurset ”Pas på, på banen” samt kurser i CSM-RA. 
 
Løn 
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst, og lønnenfastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. 
 
Hvis du er HK’er er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK Stat samt protokollat for kontorfunktionærer ansat i Banedanmark. Afhængig af kvalifikationer og erfaring udgør basislønnen for Provins mellem kr. 302.497 (løngruppe 3, sats 1) og kr. 357.969 (løngruppe 3.3) årligt. Hertil kommer pension. Der er evt. mulighed for at forhandle tillæg. 
 
Ansøgning og kontakt 
Vil du vide mere, så kontakt CSM fagkoordinator Vibeke Lindberg eller CSM koordinator Tina Ravn. Du kan alternativt kontakte stabschef Rikke Aarøe Carlsen. Send din ansøgning og cv hurtigst muligt. Vi vurderer ansøgninger og indkalder til samtaler løbende. 
 
For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder