Jobbet "Softwareudviker" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

9_WEB_LEDELSE-OG-POLITIK_Gl-Vartov_600x375px

Softwareudviker til Teknik- og Miljøforvaltningen

Vi søger en softwareudvikler, der vil medvirke til at bevise, at offentlige it-projekter kan blive en succes - med korte feedback loops, continuous delivery, DevOps og agile metoder.

PUMA laver de rigtige løsninger på den rigtige måde
Der har i mange år været en tendens til, at it-løsninger gradvist har vokset sig større og større, for til sidst at ende med at være gigantiske monolitter. Det er ikke det ønskede resultat: de bliver umulige at vedligeholde og forbedre, og man kan ikke genbruge dele af monolitterne til nye løsninger.

Digitalisering i Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) i Københavns Kommune har bygget en Platform til Understøttelse af Mobile Arbejdsgange (PUMA) for hurtigere og mere effektivt at kunne understøtte behovene for digitale løsninger til medarbejdere og borgere. Målet er at give en sammenhængende arbejdsgang, både før, under og efter det, der sker ude i byrummet. Platformen understøtter indtil videre fem løsninger, og forbedres løbende i takt med at nye løsninger fødes.

PUMA har standardkomponenter og services, der genbruges og sættes sammen til nye løsninger til specifikke forretningsmæssige behov, således at man kan koncentrere ressourcerne om det, der er unikt for forretningsdomænet. Ved at genbruge standardkomponenter i nye løsninger, kommer der konstant forbedring af eksisterende komponenter, hvilket gavner tidligere løsninger. Der er også konstante forbedringer af processerne; både udviklingsprocesser og processer med at forstå forretningen og understøtte de brugere, der er en essentiel del af den forandring - som PUMA- løsninger skal understøtte. 

Data i anvendelse
PUMA-løsningerne er konkrete eksempler på begrebet ‘Smart City’, hvor data skabes og samtidig kommer i anvendelse, således at potentialerne kan realiseres.

Vi har en operationel tilgang til data, som skal skabe værdi på både kort og lang sigt. Vi tror på, at data skal præsenteres til de forskellige typer slutbrugere, således at de er i stand til at tage faktabaserede beslutninger, når arbejdet udføres ude i byen.

Samtidig genereres der en større mængde brugbar data, at vi er begyndt at tage Machine Learning i brug, for at kunne se mønstre, der ikke ellers er umiddelbart synlige, så vi bl.a. kan tilpasse forvaltningens ressourceforbrug efter reelt behov, frem for tradition.

Nuværende fokus for PUMA er bl.a. at understøtte vejenes vedligeholdelse og styring af over 2.500 køretøjer, bl.a. ud fra GPS-data. Kommende projekter kunne være at gøre data fra sensornetværk og droner operationelt, eller at skabe bedre løsninger til Københavns borgere, så vi sammen kan skabe en bedre by.

Team PUMA skaber konstant forbedring
PUMA-løsninger er et arbejdsværktøj for mange hundrede medarbejdere hver dag. Der er derfor værdi i en konstant forbedring af løsningerne, så ressourcerne bliver brugt på at opfylde Københavns behov, frem for spildtid på usammenhængende løsninger og dårlige workflows.

Derfor søger vi endnu en softwareudvikler til det interne udviklingsteam, som opererer i samarbejde med eksterne udviklere. 

Du kommer til at arbejde i Team PUMA med løsninger på én platform, frem for at blive sendt rundt mellem flere forskellige projekter og kunder, hvor der ikke er en rød tråd. Det betyder samtidig, at du kommer til at genbesøge din egen kode igen og igen, så værdien i at bygge det ordentligt fra starten bliver tydelig, i bedste DevOps ånd; you build it, you run it. 

Dine primære arbejdsområder:

  • Vedligehold og forbedring af kørende løsninger.
  • Bygge nye løsninger ud fra komponenter på platformen.
  • Bygge nye løsninger sammen med eksterne udviklere.
  • Sætte retningen for platformen.

Team PUMA består, på nuværende tidspunkt, af tre interne udviklere og to Product Owners, samt eksterne udviklere fra forskellige leverandører. Der bygges teams omkring de løsninger, der laves, så alle er fælles om at holde liv i løsningen i produktion samtidig med, at der udvikles nyt. 

Tilgangen til arbejdet
Vi tror på, at man får bedre løsninger ved at starte med at bygge det mest værdifulde først, frem for at analysere og specificere alt, der kunne bygges. Vi analyserer de eksisterende arbejdsgange, for at finde mere optimale arbejdsgange, der så digitaliseres. Det sker med korte feedback loops: Vi har tests i reel arbejdskontekst med slutbrugere flere gange om ugen og daglige releases til produktion. Det fjerner dramaet fra launches, men der er ingen, der savner de søvnløse nætter.

Ved at binde leverancerne sammen med den effekt, der skal til for at opnå de aftalte forretningsmæssige mål, så bygger vi i højere grad kun det, der er behov for - frem for en masse, der alligevel aldrig ville blive brugt. Vi bygger med henblik på, at det skal være nemt at lave forbedringer, og at forbedringer kan genbruges i andre løsninger. 

Hvad forventer vi af dig?
Det vigtigste for den rette kandidat er nysgerrighed og lyst til at blive ved med at lære og forbedre sig. Du har naturligvis masser af praktisk kodeerfaring og gerne et godt kendskab til agile arbejdsmetoder såsom SCRUM. Du har helst allerede nu arbejdet med enterprise løsninger og ved, hvad det betyder at arbejde mange sammen om en større løsning.  

Vi forventer, at du er full stack udvikler, i den forstand, at du kan begå dig i både frontend og backend, samt har god forståelse for infrastruktur og desuden kan stå for egne systemtests. 

Du har praktisk erfaring med en eller flere af nedenstående teknologier og tilgange:

  • .NET/C#
  • Angular
  • REST API’er
  • RavenDB
  • PostgreSQL.

Du har desuden en god matematisk forståelse og har praktisk erfaring med at gøre komplekse data operationel for flere forskellige typer af slutbrugere. Udvikling er hovedfokus, men vi ser gerne, at du har forståelse for data og koblingen til praktisk brug.

Som person skal du brænde for at udvikle noget, som har betydning for mange mennesker. Du er samtidig nysgerrig efter at finde nye og bedre løsninger. Der lægges meget vægt på, at du selv kan indgå i en aktiv rolle i forbindelse med løsningsmuligheder sammen med Product Owner. 

Grib udfordringen og vær med til at vise, at it-løsninger i det offentlige både kan levere værdi til brugerne og kan genbruges og forbedres. 

At arbejde i TMF
Du bliver en del af Team PUMA i Digitaliseringsenheden i TMF Stab. Digitalisering består af 27 kolleger, der har til hovedformål at understøtte, at de fire Serviceområder i TMF kan opfylde Københavns behov. Det gør vi gennem stor forretningsforståelse, faglig indsigt og ved hele tiden at lære, hvordan vi kan blive bedre. I TMF som arbejdsplads lægges der vægt på helhedssyn, åbenhed, tillid og arbejdsglæde. Vi holder til centralt på Islands Brygge. Du kan læse mere om TMF som arbejdsplads

Du får en arbejdsuge på gennemsnitlig 37 timer inklusiv frokostpause og flekstidsordning. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst. 

Ansøgning og spørgsmål
Du skal vedhæfte dit CV i Word- eller PDF-format. Øvrige dokumenter som eksamensbeviser, referencer eller lignende skal du medbringe til en eventuel ansættelsessamtale. Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rolf Foxby på 2977 5069.

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 5. juni 2017.
Vi afholder ansættelsessamtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristens udløb.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder