Jobbet "Projektrådgiver" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

I VELUX Gruppen får du lys og luft til at udvikle dig fagligt og personligt. Forme din egen karriere. Arbejde i en international atmosfære. Og være en del af en virksomhed, der er førende på sit felt: bæredygtige bygninger med sundt indeklima. Vi åbner en verden af muligheder for dig, der har evnerne og modet til at gribe dem.
Se mere på velux.com/career og velux.dk/karriere

Er du vant til at arbejde i projektmarkedet, og kan du styre en stor projektpipeline? Har du lyst til at blive del af en stærk projektafdeling i en virksomhed i fremgang og med store ambitioner på projektområdet? 

Så er du sikkert vores nye kollega, der evner at inspirere vores kunder med innovative løsninger, når de skal projektere dagslys, indeklima, komfort- og brandventilation, og derigennem udvikle vores forretning inden for offentligt byggeri og domiciler.

Dine opgaver og udfordringer
Du bliver en del af et team på ni personer, der er ansvarlig for samarbejdet med bygherrer, entreprenører, forhandlere samt arkitekter. Teamets grundlæggende opgave er at inspirere og rådgive omkring VELUX Gruppens koncepter, produkter og projekteringsværkstøjer.

Omdrejningspunktet for stillingen er øst for Storebælt. Her får du ansvaret for at bearbejde projektmarkedet og sikre, at VELUX ovenlysmoduler indarbejdes i et tidligt stadie. Vi forventer derfor, at du bor i Storkøbenhavn.

Projekterne følges til dørs gennem projekterings-, forhandlings- og udførelsesfasen. Din tekniske ballast kombineret med en kommerciel interesse og godt købmandsskab sikrer, at du tilfører værdi til byggeprojekterne ved, i samarbejde med entreprenører og projekterende, at finde den bedste løsning.

Du får din egen kundeportefølje, men samtidig lægger vi stor vægt på dine evner til at samarbejde med resten af teamet, som alle sætter en ære i at nå vores fælles mål, og i at udfordre samt udvikle os sammen.

Din baggrund
Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund med flere års erfaring fra rådgivende projektsalg. Dette har givet dig en god forståelse for byggeriets faser og aktører, og hvilke indsatser der skal til i de respektive stadier. Du har ligeledes kendskab til byggelovgivning, brandstrategi, geometri og tagkonstruktioner.

Du har udviklet gode kommunikations-, forhandlings- og samarbejdsevner. Du arbejder desuden selvstændigt, struktureret og skifter ubesværet mellem mange opgaver samt deadlines i en travl hverdag.

Dine IT-kompetencer omfatter Office pakken samt CRM- og projektstyringssystemer, som er en naturlig og uundværlig del af din hverdag.

Gennem din karriere har du opbygget et bredt netværk blandt entreprenører samt arkitekter. Vi lægger samtidig stor vægt på, at du bygger stærke relationer og derigennem forstår at bidrage til, hvordan VELUX Gruppen forstærker sin rolle som én af branchens bedste projekteringspartnere.

Dine muligheder
Du har friheden til selv at tilrettelægge din dagligdag og mulighed for at sætte dit præg på forretningsområdet. Du får en bred kontaktflade til kolleger i VELUX Gruppen samt til eksterne samarbejdspartnere. 

Du kan se frem til en arbejdsplads med et uformelt, dynamisk og fagligt udviklende miljø, hvor engagement og gensidig respekt er blandt kerneværdierne. 

Vores vision er, at enhver kontakt med VELUX Danmark skal skabe værdi for kunden, som skal føle sig godt hjulpet allerede fra første henvendelse.

Ansøgning og kontakt
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV. Vil du vide mere om stillingen eller VELUX Danmark, så ring gerne til salgschef Frank Thorbøll Larsen på tlf. 2183 4698. Du kan også finde mere information på VELUX.dk.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder