Jobbet "Kontorchef" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte søger kontorchef til kontoret for Studieadministrative Systemer

Om stillingen  
Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har hovedansvaret for alle forsknings- og uddannelsesinstitutioner på ministerområdet, herunder universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, de kunstneriske og de maritime institutioner, forskningsfonde, GTS institutter mv. Styrelsens ansvar rummer administration og udmøntning af bevillinger og tilskud til institutionerne mv., mål- og resultatstyring, tilsyn, administration af SU samt drift, vedligeholdelse og udvikling af it-systemet vedrørende SU og de studieadministrative it-systemer vedrørende de videregående uddannelser. Styrelsen har ca. 250 medarbejdere.  
 
Kontoret for Studieadministrative Systemer har ansvaret for udvikling, vedligeholdelse og levering af de specialudviklede fagsystemer STADS og SIS, der anvendes til studieadministration på de videregående uddannelsesinstitutioner. Vi udvikler ikke systemerne selv, men har et tæt samarbejde med vores it-leverandører.  
I 2017 skal der vælges leverandør til Nyt SIS, som skal erstatte det nuværende system, SIS, der bl.a. bruges af professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Sideløbende hermed skal der udarbejdes et solidt og kvalificeret grundlag for beslutning om fremtidig systemunderstøttelse af studieadministrationen på universiteter og øvrige STADS-institutioner. Opgaverne løses i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.  
 
Kontoret har endvidere et tæt samarbejde med kontoret for It-Drift, som har ansvar for den daglige drift af bl.a. de studieadministrative systemer for de videregående uddannelser samt med de kontorer som har ansvaret for den løbende kontakt med de videregående uddannelsesinstitutioner.  
 
Som kontorchef står du i spidsen for moderniseringen af de studieadministrative systemer. Du skal sikre den faglige og personalemæssige ledelse af projektledere og it-specialister. Du skal derudover kunne samarbejde med mange forskellige aktører og have et klart strategisk perspektiv på opgaveløsningen.  
 
Om dig  
Du har en relevant akademisk uddannelsesmæssig baggrund. Det vil være en fordel, hvis du har ledelseserfaring fra centraladministrationen, anden politisk ledet organisation eller det private erhvervsliv. Endvidere forventes det, at du betydelig erfaring med og kendskab til projektledelsesarbejde, udbud og kontrakt- og leverandørstyring.  
 
Du skal arbejde i et miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forventer, at du:  

  • har solide ledelseskompetencer med lyst til og flair for personaleledelse  
  • kan lede og optimere en stor enhed og er parat til at initiere og lede forandringer  
  • besidder stærke kompetencer på it-området  
  • er god til at kommunikere i skrift og tale  
  • har gennemslagskraft og evner at lytte  
  • kan arbejde med strategisk perspektiv  
  • har gode samarbejdsevner og kan etablere en god og ligeværdig dialog med dine samarbejdsparter  
  • interesserer dig for både udviklings- og driftsopgaver  
  • har politisk forståelse  

Du vil indgå i chefkredsen i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, og det forventes, at du bidrager aktivt til styrelsens fortsatte udvikling.  
 
Din nye hverdag  
Du skal lede kontoret for Studieadministrative Systemer i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Du refererer til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøttes direktør. I kontoret er der 21 engagerede medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Vi har en uformel omgangstone og vægter tværgående samarbejde højt.  
 
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern i henhold til gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 på åremål. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer. Hvis du i forvejen er tjenestemand, ansættes du som tjenestemand i lønramme 37 på åremål. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Dronningen.  
 
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt vicedirektør Thomas Viggo Lindrum Pedersen på telefonnummer 7231 7860 eller på e-mail  tvp@uds.dk.  
 
Søg stillingen  

Søg via "Ansøg" linket her på siden og upload din ansøgning mv. senest fredag d. 7. april 2017 kl. 12.00  
 
Vi forventer at holde 1. samtalerunde i uge 16 og 2. samtalerunde i uge 17. Mellem 1. og 2. samtalerunde gennemføres muligvis en ledertest af udvalgte kandidater hos Genitor ApS, som ligeledes deltager i 2. samtalerunde.  
 
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Nydansker. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder