Jobbet "Rådgiver til den kollektive transport" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Den kollektive transport er under store forandringer. I hovedstadsområdet åbner Cityringen og Letbanen i 2019/2023, og på resten af Sjælland stiller den demografiske udvikling nye krav til transportløsninger i og uden for Movia. 

Vil du spille en central rolle som rådgiver i tilrettelæggelsen af fremtidens kollektive transportløsninger for Region Hovedstaden? Brænder du for at sikre maksimal samfundsmæssig gevinst af investeringerne i den kollektive transport? Og vil du være med til at synliggøre bussens betydning for mobilitet og vækst i samfundet, som et stadigt bedre produkt og mere miljøvenligt alternativ til bilen?
 
Rådgiver for Region Hovedstaden
Som rådgiver i Movia bistår du regionen med at sikre, at den kollektive transport bliver en attraktiv del af den samlede service, regionen kan levere til sine borgere. Du er regionens foretrukne sparringspartner på trafikområdet og har ansvaret for rådgivning og planlægning af de regionalt finansierede buslinjer og sikring af samspillet med den kommunale busbetjening. 
 
Gennem solid faglig bistand og god forståelse og respekt for de politiske processer bidrager du til at sikre, at der bliver stadigt bedre sammenhæng mellem regionens krav til serviceniveau og egenfinansiering og passagerernes samlede transportbehov. 
 
Du identificerer i tæt samarbejde med regionen deres kollektive transportbehov og formår at formidle dette videre internt i Movia, så kommunerne oplever at få den service og de transportydelser, som de har efterspurgt. 
 
Du navigerer sikkert gennem kommunernes politiske virke og rådgiver professionelt om sammenhængende trafikale løsninger - både når det gælder tilpasning af busnettet til nye baner, omlægning af den samlede bustrafik i en kommune, og langsigtede projekter med en vision for en kommunes samlede trafik. 
 
Dine primære arbejdsopgaver vil være, at: 

 

  • Rådgive Region Hovedstaden om sammenhængende trafikale løsninger på tværs af transportformer.
  • Planlægge og udvikle det samlede trafiktilbud i samarbejde med kommuner og regioner. 
  • Vurdere kundekonsekvenser og økonomi ved konkrete ændringer af bustrafikken.
  • Have tæt samarbejde med stor mødeaktivitet i forhold til region, kommuner, operatører og Movias øvrige områder.
  • Arbejde med mobility management.

 
Vi forestiller os, at du: 

  • Er uddannet ingeniør eller har en relevant videregående uddannelse inden for økonomi eller samfundsvidenskab.
  • Har erfaring med rådgivning og projektarbejde.
  • Har politisk tæft og kendskab til de interne processer i kommuner og regioner.
  • Ser muligheder og motiveres af at finde nye trafikale løsninger i en omskiftelig sektor.
  • Kan fremstille komplekse problemstillinger forståeligt både skriftligt og mundtligt.
  • Har gode forhandlings- og samarbejdsevner og er god til opbygge og vedligeholde relationer. 
  • Har et stærkt personligt engagement og evner at nå resultater - både alene og sammen med andre.

 
Vi tilbyder

Du bliver en del af Movias Rådgivning i Movias forretningsenhed for Trafik og Planlægning. Området bestående af i alt 13 rådgivere og projektmedarbejdere. Området har ansvaret for rådgivning af kommuner og regioner om trafikplanlægning med afsæt i busbetjeningen. Du bliver en del af et engageret fagligt fællesskab, får stor frihed i den daglige opgaveløsning, og et stærkt netværk af engagerede kolleger i Movia at sparre med. 
 
Movia er en spændende arbejdsplads med knap 330 medarbejdere. Vi hylder høj faglighed, innovative og fremtidssikre løsninger, og et kollegialt fællesskab på tværs af fagligheder, områder og centre. Vi har en uformel omgangstone og samarbejder på tværs af organisationen om at udvikle og forbedre den kollektive trafik til gavn for kommunerne, regionerne og borgerne. 
 
Vi lægger vægt på vores medarbejderes trivsel og tilbyder gode kantineforhold, frugtordning, træningsrum, massageordning samt praktisk beliggenhed som nabo til Valby St. Vi arbejder systematisk med kompetenceudvikling i hele organisationen og har flextid, hvilket gør det muligt at få arbejdsliv og familieliv til at hænge godt sammen. I Movia vil vi gerne sikre en sund arbejdsplads nu og i fremtiden, hvorfor vi er en røgfri arbejdsplads.
 
Trafikselskabet Movia tilbyder individuel løn efter kvalifikationer i henhold til overenskomst mellem relevant faglig organisation og KL.
 
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. maj 2017.
 
Interesseret?
Ansøgningsfrist er søndag den 5. marts 2017.
 
Du ansøger via nedenstående link. 
 
Vil du vide mere om stillingen, så kontakt: Områdechef Torsten Rasmussen på tlf. 3613 1640. 
 
Vi forventer at holde 1. samtaler den 14. marts og 2. samtaler den 20. marts 2017. 
 
 Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder