Elingeniør

Virksomhed
Arbejdssted
Esbjerg
Oprettet
6. januar 2017
Udløber
1. februar 2017
Ref
84057
Kontakt
Anja Vendelboe Eskildsen - Tlf. 4176 7150
Jobtype
Fastansættelse

COWI test

Elingeniør, Byggeri Vest

Som førende rådgivningsvirksomhed skaber COWI værdi for kunder, borgere og samfund gennem vores unikke 360°-løsninger. Vi oplever en stigende efterspørgsel efter installationstekniske løsninger i vores byggeprojekter. Derfor søger vi en erfaren elingeniør eller elinstallatør til spændende danske og internationale byggeriprojekter i Esbjerg - bliv en del af et fagligt stærkt projekteringsteam.

COWI Byggeri har stor fokus på at være først i markedet, præge vores projekter og medvirke aktivt til realisering af udviklingsprojekter. Har du en solid faglig erfaring inden for projektering af elinstallationer, og brænder du for at arbejde ledelsesorienteret og nytænkende inden for el-faget, så har vi jobbet til dig.

Du bliver en del af bygningsdivisionen på ca. 350 medarbejdere i Danmark, hvoraf ca. 135 sidder på vores kontorer i Jylland og Fyn. Du får et særdeles stærkt bagland i Byggeri til at sparre med og løse opgaverne sammen med. Derudover får du nye kolleger inden for vores andre ydelser som fysisk planlægning, byudvikling, trafik, miljø, energi og infrastruktur. Du vil referere til sektionslederen for området, men dit daglige omdrejningspunkt vil være dine kunder og projekter.

Vi lægger vægt på stor faglig indsigt og evnen til at lede fagprojekter. De arbejdsopgaver, vi primært løser inden for stærk- og svagstrømsinstallationer, vedrører sundhed-, forsvar-, bolig-, industri-, erhvervs-, institutions- og undervisningsbyggeri, hvor vi normalt er involveret i hele processen fra programmering, projektering, projektopfølgning til fagtilsyn og aflevering.

Ordrebeholdningen er god og omfatter en række store og markante byggeopgaver som fx. udbygning af Aabenraa Sygehus (fase 2); udvidelse af DGI-husets svømmehal i Vejle; P-hus i Roskilde; renovering af Møllevangen i Vejle med flere.

Rådgivning, projektering og disciplinledelse
Du har en ingeniørmæssig baggrund, og som disciplinleder tager du medansvar for, at projekterne gennemføres succesfuldt. Formentlig har du 10-15 års erfaring som projekterende hos en anden rådgivende ingeniørvirksomhed eller lignende.

Du vil via din rolle i afdelingen og vores interne fagnetværk få en central placering i udviklingen af vores stærke faglige miljø inden for el-faget i Byggeri Vest, som dækker Jylland og Fyn. For den rette kandidat vil der være rig mulighed for at sætte dit præg på nogle af de største byggerier i regionen. Vi leder efter en kandidat, der er parat til at indtage en central rolle i Sydjylland, og som kan medvirke til at tegne elmiljøet udadtil og sætte nye standarder for elprojektering.

Kommunikation og samarbejde
Nøgleordene for stillingen er:

  • Du er fagligt stærk inden for både stærk- og svagstrømsinstallationer i bygninger og har erfaring med projektering af CTS- og IBI-installationer
  • Du er fortrolig med BIM og 3D-projektering i Revit og tilhørende applikationer inden for elområdet
  • Du udøver kompetent fagledelse og udviser en struktureret tilgang til planlægning af arbejdet i samarbejde med projektlederen
  • Du er kvalitetsbevidst, har kendskab til kvalitetsstyring i projekteringsopgaver og evner til at sikre en høj kvalitet i projektet
  • Du har gode kompetencer inden for kommunikation og samarbejde på tværs af fag og geografi, herunder med dine kommende kolleger i Indien.
  • Du trives i en travl og til tider hektisk hverdag og har en forretningsorienteret tilgang til opgaverne

Du taler og skriver engelsk på et teknisk højt niveau, og det vil være en fordel, hvis du gennem din professionelle karriere har opnået erfaring med internationale projekter og samarbejde.

COWI som arbejdsplads
Vi tilbyder et spændende job, hvor vi lægger vægt på personligt engagement, ansvarlighed og selvstændighed i alt, hvad vi foretager os.

Du kommer til at indgå i et åbent og uformelt arbejdsmiljø med gode ansættelsesforhold, helbredssikring og fleksible personalegoder. Du får gode muligheder for at arbejde tværfagligt, ligesom du får mulighed for at udvikle dig personligt.

Vi har et godt socialt miljø, hvor vi arbejder udviklingsorienteret, og hvor sparring og videndeling er væsentlige elementer.

Du får også rig mulighed for at påvirke din egen arbejdssituation, ligesom målrettede efteruddannelses- og udviklingsmuligheder også følger med jobbet.

Interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Anja Vendelboe Eskildsen, Sektionsleder
Byggeri, Vest
Tlf.: 4176 7150

Vi ser frem til at modtage dit cv og ansøgning senest 1. februar 2017.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder