Jobbet "Geo-konstruktionsingeniør" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Kunne du tænke dig at arbejde med infrastrukturdesign og være med på holdet under vores fortsatte vækst og udvikling inden for design af geotekniske konstruktioner? Har du allerede erfaring inden for området og ønsker du at udvikle dig yderligere? Så er her en enestående mulighed for at blive en del af afdelingen for Havne og geokonstruktioner i Ørestad.

Vi arbejder med en lang række forskellige bygherrer, som spænder fra offentlige myndigheder og bygherrer, over entreprenører til øvrige private kunder, som eksempelvis projektudviklere.

Vores arbejde er præget af stærke relationer, hvor opgaverne løses i et tæt samarbejde med kunden samt både interne og andre eksterne samarbejdspartnere.

Dine ansvarsområder som geo-konstruktionsingeniør
Du bliver en del af afdelingen for Havne og geokonstruktioner placeret i Rambølls division for Internationale Projekter i Ørestad, hvor du vil indgå i vores stærke designteam og have følgende primære ansvarsområder:

  • Indgå som en del af vores geo-konstruktions-designteam med selvstændigt ansvar for etablering af projekteringsforudsætninger og dokumentation  
  • Afhængigt af erfaringsniveauet vil du kunne påtage dig rollen som fagprojektleder med ansvar for intern faglig koordinering eller projektleder med leveranceansvar og ekstern kundekoordinering
  • Bidrage til udvikling og innovation i afdelingen

Dig og dine kompetencer
Du er fagligt velfunderet inden for det geotekniske felt og har interesse og god forståelse for sammenhængen mellem jord og konstruktion.
Du er konstruktionsingeniør med min. 3 års praktisk erfaring med projektering af anlægskonstruktioner (beton og stål). Sprogligt er du flydende i både skrift og tale på dansk og engelsk.

Ønskekandidaten er en team player med følgende karakteristika:

  • Stærke grundlæggende designkompetencer inden for anlægskonstruktioner i jord
  • Specifik erfaring fra projektering af anlægskonstruktioner af beton
  • Interesseret i faglig udvikling
  • Selvstændig og initiativrig

Bliv en del af afdelingen ”Havne og geokonstruktioner”
Du vil blive en del af en stærkt engageret og ambitiøs gruppe af medarbejdere i vores afdeling for Havne og geokonstruktioner i København, hvor vi forventer, at du, ligesom resten af afdelingens medarbejdere, sætter en ære i at holde et højt niveau for de ydelser, vi leverer til vores kunder og samarbejdspartnere.

I vores afdeling projekterer vi alle former for geotekniske konstruktioner, herunder eksempelvis indfatningsvægge, sænkekasser, borede og rammede pæle, jorddæmninger, sluser og tunnelskakte. Kort sagt projekterer vi gerne alle konstruktioner, hvor der er interaktion mellem jord, vand og konstruktion.

Ud over design af havne og marine anlæg på både nationalt og på globalt plan, bidrager vi med projektering på signifikante multidisciplinære nationale og internationale bygge- og infrastrukturprojekter, der indeholder komplekse geotekniske problemstillinger. På disse projekter agerer vi ofte som specialister inden for geokonstruktionsfeltet i forhold til ”interne kunder”, dvs. at vi bidrager med indsats på projekter forankret i andre afdelinger, divisioner og forretningsenheder i Rambøll, herunder eksempelvis i transportafdelingerne Urban Civil Works, Tunneler og Broer samt byggeridivisioner i Rambøll Danmark-regi, i Rambølls transportafdelinger i andre lande (eksempelvis i Sverige, UK og Mellemøsten) samt i Rambølls globale forretningsenheder Water og Energy.

Afdelingens medarbejdere er aktuelt involveret i bl.a. tilbudsprojektering for entreprenører på Storstrømsbroprojektet, opgraderingen af jernbanestrækningen mellem Lund og Malmø, Stormwater Tunnel i Dubai og 4th Panama Crossing (bro). Herudover en række projekter som rådgiver direkte for bygherrer, herunder Mineral Export-havn i Gabon, Kronløbsø-projektet i Nordhavn, opgradering af oliepier ved Stigsnæs, undersøgelser og design-review af kajanlæg ved Asnæsværket. Flere kystbeskyttelsesprojekter for Roskilde Kommune samt opgradering af Valby-Svanemøllen-jernbanestrækningen for Banedanmark.

Vores fælles Rambøll-kasse med projekteringsværktøjer indeholder en lang række programmer, som vi benytter i forbindelse med løsning af opgaverne, heriblandt Robot, FEMdesign, Lusas, Fagus, Sofistik, Plaxis, Geo5, Limitstate Geo, Frew, Geoslope, Dsheet og Lpile samt ROSA, blot for at nævne nogle.

Om at arbejde hos Rambøll
Når du arbejder hos Rambøll, bliver du en del af en vidensorganisation med mennesket i fokus. Vi fokuserer på videndeling og samarbejde på tværs af kompetencer og geografi, og vi sigter efter mangfoldighed blandt vores medarbejdere. Det giver os mulighed for at løse en bred vifte af projekter, og vi tror på, at tværfagligt samarbejde fører til kreative og langtidsholdbare løsninger. Derfor er mulighederne hos Rambøll også mange og forskelligartede - vi investerer i udvikling af vores medarbejdere og tilbyder hver medarbejder en individuelt tilpasset karrierevej.

Interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, kontakt da afdelingsleder Morten Thorhauge Boolsen på tlf. 5161 7529.

Ønsker du at søge stillingen, så send din ansøgning samt CV via vores online rekrutteringssystem ved at klikke på ”Ansøg”. Send din ansøgning senest 22. januar 2017.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder