Engageret miljøchef

2 dage tilbage

Arbejdssted
Frederiksberg
Oprettet
15. november 2016
Udløber
5. december 2016
Ref
83564
Kontakt
Jan Bøge Sørensen - Tlf: 2898 4200
Jobtype
Fastansættelse

Engageret miljøchef til Frederiksberg Kommune
Vi søger en ny miljøchef, der kan være med til at løfte og fortsat udvikle vores visioner på miljøområdet og samtidig evner, at manøvrere i en travl og omskiftelig hverdag.

Det er Frederiksbergs vision, at vi skal være et bæredygtigt storbyområde, der er CO2-neutralt, godt rustet til fremtidens klima, og som gennem innovative miljø- og klimaløsninger skaber en grønnere og renere by, med mere livskvalitet for borgerne. 

Miljøchefen er leder for Miljøenheden, i Vej, Park og Miljø inden for By- og Miljøområdet. Enhedens ansvarsområde er meget bredt og omfatter kommunens indsatser og myndighedsopgaver i forhold til jord og grundvand, affald og genbrug, miljøtilsyn og behandling af miljøklager,  rottebekæmpelse, bæredygtig udvikling og klimatilpasning. Det er vigtigt for os, at du er fortrolig med så mange af disse fagområder som muligt, men du behøver ikke være ekspert.
 
Du vil som miljøchef være personaleleder for 24 medarbejdere. Du vil referere til afdelingschefen for Vej, Park og Miljø, og du vil indgå i den samlede ledergruppe sammen med tre andre enhedschefer. 

Frederiksberg er en vækstkommune og miljøområdet er en vigtig del af kommunens drift og udvikling. Du skal derfor være med til at sætte miljø på dagsordenen, sætte retning og understøtte iværksættelsen af de politiske beslutninger på miljøområdet. Du er serviceminded og har fokus på borgerne i din tilgang, men du skal samtidig kunne holde en fast kurs i forhold til de myndighedsopgaver, som enheden har. 

Du skal have gode samarbejdsevner og medvirke til at udvikle det tværgående samarbejde, da det er et vigtigt fundament for os. Det gælder internt i enheden mellem de vidt spændene fagområder, mellem enhederne i afdelingen og i området, på tværs af forvaltningsgrene og samarbejdsparter. 

Som leder af enheden forventer vi at du er en synlig, åben leder, der anerkender, lytter til og inddrager sine medarbejdere, som kan agere situationsbestemt og give plads til forskelligheder. Din tilgang er uddelegerende og tillidsbaseret. Som del af vores lederteam i afdelingen lægger vi vægt på, at du tænker ledelse som et tværgående ansvar og er ledelsesmæssig sparringspartner med afdelingschefen og dine tre enhedschefkolleger.

Du har en videregående uddannelse og erfaring inden for miljøområdet. Du har ledelseserfaring suppleret med en relevant lederuddannelse samt erfaring fra en politisk styret organisation. Du skal have en god politisk forståelse og kunne operere i feltet mellem det politiske arbejde, de politiske beslutninger og den praktiske udfoldelse og implementering af disse. 

Vi tilbyder, en lederpost for et spændende og bredt område med megen politisk fokus og selvstændige, engagerede og fagligt højt specialiserede medarbejdere. Du får mulighed for at præge udviklingen i enheden og på miljøområdet. Samtidig vil du indgå i et lederteam, der er indstillet på tværgående samarbejde og support.

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af individuelle tillæg efter kvalifikationer og erfaring. Starttidspunktet for ansættelsen forventes at være den 1. februar 2017.

For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte afdelingschef Jan Bøge Sørensen på tlf. 28 98 42 00. En uddybende jobprofil kan hentes via kommunens hjemmeside under stillingsopslaget.

Ansøgning samt CV sendes, så den er modtaget senest den 5. december 2016 kl. 14.00 Samtaler afholdes den 16. og 19. december 2016. For kandidater der går videre til 2. runde afholdes samtaler den 22. december 2016.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden. 

Vi er knap 7.000 medarbejdere, der betjener ca. 105.000 borgere i Frederiksberg Kommune.  

Frederiksberg kommune ønsker at fremme ligestillingen og derfor opfordres alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.