Institutleder

Udløber i dag

Arbejdssted
København N
Oprettet
11. november 2016
Udløber
4. december 2016
Ref
83541
Kontakt
John Renner Hansen - Tlf. 3533 2001
Jobtype
Fastansættelse

Institutleder - Niels Bohr Institutet

Københavns Universitet, Det Natur- og Biovidenskabelige fakultet, søger en fremragende kandidat med stor interesse for ledelse af forskning og undervisning til stillingen som institutleder på Niels Bohr Institutet.

Niels Bohr Institutets forskning og undervisning spænder over astronomi, geo-, partikel-, kvante-, faststof- og biofysik. Helt i den bohrske tradition er den videnskabelige forskning baseret på internationalt samarbejde med førende forskergrupper på verdensplan.

Niels Bohr Institutet havde i 2015 en omsætning på 330 mio. kr., hvor af 241 mio. kr. var eksterne midler og 43 mio. kr. var STÅ- og færdiggørelsesindtægter. Instituttet har været i kraftig vækst gennem det sidste årti.

Instituttet består af 10 forskningssektioner og fem forskningscentre, hvoraf de fire er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond. Der er ca. 75 fastansatte professorer og lektorer, 140 projektansatte videnskabelige medarbejdere, og der indskrives omkring 45 nye ph.d.-studerende hvert år. Desuden har instituttet et stort antal gæsteforskere. Instituttet har endvidere 103 tekniske og administrative medarbejdere.

Institutlederens profil
Institutlederen skal fungere og trives i krydsfeltet mellem forskning, uddannelse, udviklingsarbejde, formidling, ledelse og administration. Den ideelle kandidat:

  • Har en stærk videnskabelig profil af høj international kvalitet indenfor Niels Bohr Institutets forskningsområder og er internationalt anerkendt for at være førende og excellent indenfor sit faglige speciale
  • Har interesse, evner, erfaring og visioner for ledelse
  • Har erfaring med at undervise inden for de fysiske fag og har demonstreret lyst og engagement til at udvikle kurser og har vejledt på universitetsniveau
  • Har evner til at kommunikere og repræsentere instituttet overfor beslutningstagere på alle niveauer samt skabe interesse for instituttets forskningsområder hos beslutningstagere og i offentligheden 
  • Har en vision for Niels Bohr Institutets fremtid og kender de globale tendenser indenfor fysik og kan fremme instituttet ved at kombinere instituttets eksisterende styrker med de kommende tendenser og udfordringer indenfor forskning og uddannelse i fysik.

Læs mere om organisationen, opgaverne og rekrutteringsprocessen i job- og personprofilen.

Du kan fortroligt henvende dig til dekan John Renner Hansen, tlf. 3533 2001, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansættelsesforhold
Ansættelsen sker som udgangspunkt på åremål med en ansættelsesperiode på 5 år med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og AC samt protokollat til overenskomst for akademikere i staten om institutledere og dekaner ved universiteterne. Hertil kommer efter nærmere aftale et åremålstillæg, kvalifikationstillæg samt pensionsbidrag på 17,1 %.

Ansøgning
Ansøgning skal sendes via stillingsopslaget på KU’s Jobportal senest den 4. december 2016.

Klik på linket ’Ansøg’ i opslaget.

Ansøgningen skal indeholde dit CV og en redegørelse (max. tre sider) for din vision for instituttet, herunder vigtige elementer i en forsknings- og uddannelsesstrategi, ledelsesopgavens varetagelse og organisering af instituttet.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset personlig baggrund.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder