Sundhedsfaglig statistiker (farmakometriker)

7 dage tilbage

Arbejdssted
København S
Oprettet
10. november 2016
Udløber
11. december 2016
Ref
83538
Kontakt
Thomas Senderovitz - Tlf: 9359 6479
Jobtype
Fastansættelse

Lægemiddelstyrelsen søger sundhedsfaglig statistiker (farmakometriker)

Vil du være med til at opbygge en stærk funktion for kvantitative assesments i tæt samarbejde med dygtige biostatistikere? Vil du være med til at sætte scenen for evaluering af lægemidler og kliniske forsøg? Vil du medvirke til scientific advice på højt fagligt niveau? Vil du være med til at drive den europæiske agenda med hensyn til lægemiddelgodkendelse - med særligt fokus på dataanalyse og PK/PD modellering & simulering?  
 
Så er dette job i Lægemiddelstyrelsen noget for dig!  
 
Lægemiddelstyrelsen har en vision  
Lægemiddelstyrelsen er Danmarks natilonale myndighed for godkendelse og overvågning af lægemidler, medicinsk udstyr og kliniske forsøg. Vores mission er at sikre effektive, sikre og tilgængelige lægemidler og medicinsk udstyr til gavn for samfundet.  
 
Vi er ca. 400 medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen på Islands Brygge, og gennem det Europæiske Lægemiddelagentur EMA (European Medicines Agency) samarbejder vi dagligt med vores kolleger fra de andre europæiske lægemiddelmyndigheder. Vi deltager i forskellige faglige arbejdsgrupper med andre eksperter, og Danmark har medlemmer i alle de europæiske lægemiddelkomiteer.  
 
Det er vores vision at blive en lægemiddelstyrelse i europæisk topklasse. Det betyder, at du vil være en drivkraft i det europæiske samarbejde, sikre en stærk international position samt bidrage til at gøre Danmark til en førende life science nation.  
 
Lægemiddelstyrelsen er en tværfaglig arbejdsplads  
Stillingen er placeret i Biostatistisk funktion i den nyoprettede Enhed for Medicinsk Evaluering. Denne enhed samler Lægemiddelstyrelsens lægelige ressourcer inden for områderne godkendelse og lægemiddelsikkerhed. Den nye Biostatistiske funktion skal styrke Lægemiddelstyrelsens biostatistiske og farmakometriske indsats og etablere et effektivt data-analytisk miljø. Denne funktion skal samarbejde med alle relevante grupper i huset.  
 
Din profil  
Du har en relevant sundhedsfaglig eller statistisk kandidatuddannelse. Forskningserfaring gennem f.eks. et ph.d.-studium inden for modellering & simulering er en klar fordel. Vi lægger vægt på, at du har praktisk erfaring med PK/PD modellering, herunder særligt populations PK/PD og evaluering af modeller, gerne erfaring fra lægemiddelindustrien eller et stærkt forskningsmiljø.  
 
Derudover skal du:  

  • have interesse og flair for at vurdere klinisk forskning, herunder særlig farmakokinetiske/dynamiske analyser og studier, bioækvivalensstudier og data, populations PK/PD og clinical trial simulations mv.  
  • kunne kombinere og balancere det detaljeorienterede med det pragmatiske  
  • have gode samarbejdsevner, kunne arbejde målrettet, bevare overblikket og overholde tidsfrister  
  • være motiveret for at arbejde tværfagligt i et internationalt miljø, hvor engelsk er det daglige arbejdssprog, som du må beherske på højt niveau, både mundtligt og skriftligt  
  • have indgående kendskab til relevant software, fx NONMEM NLME, Phoenix o. lign.   

Vi tilbyder  
En international orienteret arbejdsplads med samarbejdspartnere i hele Europa gennem Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA. På lidt længere sigt vil du være selvskreven til at deltage i arbejdsgrupper i EMA.  
 
Du bliver en del af et dynamisk fagligt miljø, blandt dygtige og ihærdige kolleger, og du får mulighed for efter- og videreuddannelse inden for relevante områder. Vores arbejdsklima er uformelt og fyldt af engagement, humor og gensidig respekt.  
 
Du vil få udfordrende og afvekslende opgaver, og du får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for et bredt felt af arbejdsopgaver.  
  
I Biostatistisk funktion får du mulighed for at supplere og øge din erfaring med at vurdere studiedesign og kliniske data og et indgående kendskab til, hvilke krav myndighederne stiller til godkendelse af lægemidler.  
 
En arbejdsdag i Lægemiddelstyrelsens Biostatiske funktion  
Du vurderer PK/PD data og kliniske data, herunder modeller, som en lægemiddelvirksomhed har indsendt på et nyt lægemiddel. De har designet et dosis-respons studie, og brugt PK/PD modellering til at understøtte designet. Du har dog en række spørgsmål til deres modelvalg og til deres studiedesign.  
 
Du skal holde telefonkonference med eksperter fra et andet EU-land, der også har vurderet studierne. Du er medforfatter på en rapport, som alle de europæiske lande skal diskutere på næste møde i den europæiske lægemiddelkomite CHMP (Committee for Medicinal Products for Human use).  
 
Du forbereder dig til et scientific advice med et firma. En lægemiddelvirksomhed planlægger at indsende en ansøgning på et nyt lægemiddel, men de er i tvivl om det planlagte kliniske udviklingsprogram er tilstrækkeligt. De har fået rådgivning fra de amerikanske lægemiddelmyndigheder. Nu besøger de også forskellige lægemiddelagenturer i Europa. Du bidrager med farmakometrisk rådgivning mhp. studiedesign af deres fase 2a og 2b program, særligt mhp. dosis-respons design.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation med mulighed for individuelle tillæg afhængig af kvalifikationer.  
 
Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. februar 2017 eller snarest derefter. Dit arbejdssted bliver Lægemiddelstyrelsen, Islands Brygge.  
 
Vil du vide mere?  
Du kan få flere oplysninger om stillingen ved at kontakte direktør Thomas Senderovitz på tlf. 9359 6479/ 4488 9595  
 
Du kan læse mere om Lægemiddelstyrelsen på www.lmst.dk.    
 
Er du interesseret?  
Så send os din ansøgning med CV og eksamensbevis elektronisk via linket under jobannoncen senest den 11. december 2016. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uger 50-51.  
 
Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder