Projektleder til signalprojekter

Virksomhed
Arbejdssted
København
Oprettet
14. oktober 2016
Udløber
28. oktober 2016
Ref
80967
Kontakt
Rune Stenbæk Olsen - Tlf: 8234 0598
Jobtype
Fastansættelse

Vil du være med til at forbinde Danmark?  
I Anlæg- Banedanmarks bygherreorganisation - gennemfører vi anlægs- og fornyelsesprojekter på jernbanen over hele landet. Vi er en projektorganisation på ca. 180 medarbejdere, der inden for spor, sikring, broer, kørestrøm, stærkstrøm og myndighedsbehandling er fordelt på otte teams og ca. 320 projekter. Vi omsætter årligt for 2-2,5 mia. kr.  
 
Vi søger en dygtig projektleder med energi og autoritet til at gå forrest i teamet Sikring og Fjernstyring. Du skaber resultater og succeser gennem projekterne og dine projektmedarbejdere; med engagement, drive og stor professionalisme - din ansøgning og cv demonstrerer dette.  
 
Du får en udfordrende hverdag i en afdeling med spændende jernbaneprojekter i et højt og udviklende fagligt miljø og i et team med en uformel omgangstone. Teamets målsætning er, at vi agerer professionelt og målrettet - både i forhold til leverancen og til kunden. For os er succes, at projekterne bliver gennemført til aftalt tid, økonomi og kvalitet.  
 
Dit arbejdssted bliver i København, men projekterne i teamet gennemføres på tværs af Danmark, og du kan derfor regne med nogen rejseaktivitet.  
 
Projekter af forskellig kompleksitet og størrelse  

Som vores nye projektleder kommer du til at arbejde med projekter for at optimere togdriften og gøre den mere sikker. Konkret betyder det, at du får en vigtig rolle i at hjælpe Banedanmark i sine bestræbelser på at levere bedre og billigere projekter i Danmark. 
 
Du får det samlede ansvar for de projekter, du er projektleder for. Det indebærer, at du styrer projekterne fra beslutning om opstart til færdiggørelse med aflevering til de driftsansvarlige.  
 
Sammen med projekterings- og byggelederne håndterer du samspillet med rådgivende ingeniørfirmaer, entreprenører samt øvrige interne og eksterne samarbejdspartnere, herunder myndigheder. Du har desuden ansvaret for at udbyde, forhandle og forberede indgåelse af rådgiverkontrakter. Vi benytter hovedsagligt Banedanmarks interne entreprenørorganisation til udførslen.  
 
Du driver, koordinerer og styrer  
Du har en videregående uddannelse kombineret med projektledelseserfaring og - som det vigtigste - den rette personlige profil og tilgang til projektlederrollen.  
 
Du behøver ikke at have erfaring med anlægsprojekter i forvejen, men må meget gerne have erfaring fra projekter med myndigheder eller tilsvarende. Uddannelsesmæssigt kan du derfor have den ”klassiske” ingeniør-tilgang (konstruktioner/bygge og anlæg/elektronik) kombineret med projektledelseserfaring, men du kan også have en anden teknisk eller akademisk baggrund kombineret med projektledelseserfaring og erfaring med kontraktforhandling- og styring. Du er gerne certificeret indenfor IPMA, PRINCE2 og/eller PMI.  
 
Du ved, at der i projekter som disse konstant opstår udfordringer. Via dit initiativ og dine lederevner får du dit team med dig, og du går selv forrest for at løse problemer. Du er god til at se den enkle vej gennem komplekse problemstillinger, og du forstår at motivere dine projektteams samt øvrige samarbejdspartnere.  
 
Samtidigt med at du er ambitiøs og ønsker at være Sikring og Fjernstyrings bedste projektleder, ved du at for at vi har succes, skal alle andre også lykkedes. Du skal derfor samtidigt kunne give en hånd med i stort og småt. 
 
Løn  
Du ansættes i forhold til gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.  
 
Ansøgning og kontakt  
Vil du vide mere så kontakt sektionschef Rune Stenbæk Olsen. Du kan læse mere om Runes vej til Banedanmark på Linkedin.  
 
For at søge stillingen klikker du på linket "Ansøg" her på siden og følger instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder