Jobbet "CIO søges" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

CIO søges til Copenhagen Business School

Copenhagen Business School søger en CIO, som kan toptune vores IT-afdeling, så den bliver verdens bedste samarbejdspartner for forretningen.

IT-afdelingen på CBS har gennem de sidste 5 år konsolideret og standardiseret IT-services, modnet processer, governance og porteføljeorganisation og transformeret IT-afdelingen til en serviceenhed. Vores credo har været forretningsdrevet IT – at skabe de bedst mulige IT-services for CBS’ uddannelser, forskning og administration. Vi er godt på vej, men ikke i mål. Vi har i 2015 besluttet en Teknologistrategi som fundamentet for det videre arbejde, og vi har nu brug for en CIO, som med afsæt i strategien kan føre CBS’ digitale understøttelse op på næste udviklingstrin og udvikle IT-afdelingen til en effektiv, driftssikker og agil leverandør af IT-services til CBS, funderet på velvalgte strategiske platforme, standardiserede processer, en solid enterprisearkitektur, og ressourcemæssigt optimeret gennem det rette mix af sourcede og internt tilpassede standardteknologier. Du skal kunne løfte udfordringen med at matche hastigt forandrende krav med it-tjenester, der skal fungerer på mange platforme. Dit mål som CIO vil være at sikre, at CBS til stadighed får mest muligt værdi ud af vores investeringer i IT.

IT-afdelingen består af ca. 65 fuldtidsansatte og ca. 35 studentermedhjælpere fordelt på 5 enheder: Support, Projektenhed, Systemintegration, Drift og den tværgående enhed for Enterprisearkitektur. IT leverer omkring 95 % af CBS’ IT-services til vores ca. 23.000 studerende og 2.450 ansatte.

Vi har i dag ca. 230 forskellige it-services, og vores løsninger baserer sig på Microsoft, open source og Oracle i et mix af internt driftede, egenudviklede og eksternt hostede løsninger. Vi anvender Prince2, ITIL og agile metoder som SCRUM og Kanban i pragmatisk tilpassede og simplificerede versioner.

Ansvarsområder i stillingen

  • Ledelse af IT-afdelingens medarbejdere via 5 mellemledere, med særligt fokus på kontinuerligt at skabe engagement, trivsel og fremdrift;
  • Sikre forretningsdreven support, drift og udvikling af IT-services på CBS med høj grad af stakeholderinvolvering – og inden for aftalt budget, kvalitet og tid;
  • Til stadighed forbedre og effektivisere ITs processer og services samt CBS’ porteføljeorganisationen;
  • Deltage i forretningsenhedernes arbejde med at udarbejde en strategi for digital forretningsudvikling på CBS; 
  • Operationelt og taktisk ansvar for informationssikkerhed med reference til Informationssikkerhedsudvalget på CBS;
  • Indgå konstruktivt og med en solid forståelse for CBS’ grundlæggende mål som universitet i fora, samarbejdsrelationer og processer på tværs af og uden for CBS;
  • I samtlige arbejdsopgaver: Have et skarpt blik for den værdi, IT skal skabe for CBS.

Dine kompetencer og personlige egenskaber

  • Evne til at tænke visionært og strategisk – og lede mennesker og organisationer gennem forandrignsprocesser;
  • Virkeligt gode analytiske evner, koblet med evnen til at improvisere og pragmatisk reagere på en foranderlig verdens ændrede krav og behov;
  • Dokumenterbart gode evner i forhold til at eksekvere og skabe resultater gennem andre;
  • Tager ansvaret for, at mange sideløbende processer og opgaver kommer sikkert i mål - og elsker at nye udfordringer løbende kommer til;
  • Stort talent for at samarbejde og begå sig i en politisk styret organisation med mange, ligeværdige og konkurrerende dagsordener;
  • Teknologisk velfunderet, fx med en baggrund som datalog;
  • Solid erfaring med sourcing, og kendskab til offentlige udbud og kontraktstyring;
  • Har kendskab til Prince2, SCRUM, Kanban og ITIL og kan bruge rammeværkerne pragmatisk og videreudvikle dem i forhold til CBS’ specifikke behov;
  • CBS er et internationalt universitet, og det er derfor væsentligt, at du behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau i skrift og tale.

CBS tilbyder
… en lederstilling med stort selvstændigt ansvar og tilsvarende stort rum til at præge både udviklingen af IT-services på CBS og egen hverdag. Det er en lederstilling med virkelig god mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt på et internationalt, komplekst og forrygende universitet med store ambitioner og højt til loftet.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Stillingen er klassificeret i lønramme 37, og der er mulighed for forhandling af personligt tillæg afhængig af kvalifikationer og erfaring. Ansættelsen er på fuld, og der ønskes tiltrædelse snarest muligt.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingens indhold, er du velkommen til at kontakte universitetsdirektør Kirsten Winther Jørgensen, universitetsdirektor@cbs.dk.

Ansøgningsfrist og rekrutteringsforløb
Ansøgningsfristen er d. 1. september 2016. Første runde af samtaler afholdes d. 12. eller 16. september; anden runde afholdes d. 23. september. Vi vil muligvis bruge personligheds- og/eller færdighedstest i ansættelsesforløbet.

Din ansøgning
Du søger stillingen online ved at åbne linket "Ansøg", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning med oplysninger om tidligere beskæftigelse, eksamenspapirer og CV.

Ansøgningsfrist: 01/09/2016

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder