The job Vil du være med til at beskytte Danmark has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now
  • Vil du være med til at beskytte Danmark, danske værdier og det danske demokrati mod hacking?  
  • Kan du stå distancen mod de mest avancerede modstandere i cyberspace?  
  • Brænder du for netværksanalyse?  

Vi har en ledig stilling, så hvis det har vakt din interesse, så læs videre!  
 
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig  
Du kommer til at indgå i et team med et antal erfarne, initiativrige og skarpe analytikere, der brænder for at beskytte Danmark. Via netsikkerhedstjenestens sensornetværk skal du monitorere internettrafikken for at identificere cyberangreb og cyberspionage fra statsstøttede hackergrupper. Du kommer til at indgå i de særlige indsatsgrupper, der bistår lokalt ved de mest alvorlige angreb og du vil desuden skulle gennemføre netværksanalyser i forbindelse med sikkerhedshændelser. 

Dine opgaver vil primært være: 

  • Netværksanalyse og cyber threat intelligence 
  • Udvikling af regler til at opdage avancerede netværksangreb 
  • Teknisk netflowanalyse og analyse af logs og data  
  • Videnopsamling i arbejdsdokumenter og databaser

Derudover vil du skulle indgå i tæt samarbejde med øvrige kollegaer i CFCS og FE samt sikkerhedsansvarlige personer i både den offentlige og private sektor. Du vil blive en del af lukkede specialistnetværk, hvor den nyeste viden om avancerede angreb udveksles, og du vil løbende blive videreuddannet på højt niveau med kolleger i ind- og udland.  

Sammen med andre analytikere vil du indgå i en turnus vagtordning.
 
Du og din baggrund er vigtig  
Du skal opdage og bekæmpe de mest avancerede angreb mod Danmark, og du skal brænde for at gøre en forskel. Du skal være målfokuseret, nysgerrig, vedholdende, og du skal trives med at tackle komplekse og vanskelige problemstillinger. Du arbejder systematisk, og du har analytiske evner over det normale. Du kan skelne mellem det væsentlige og uvæsentlige i store datamængder, og du evner at have fokus på de rigtige detaljer.  
  
Du skal have blik for, at du er en del af et team, og at de øvrige teammedlemmer og teamets resultater er dybt afhængige af din indsats. Derfor er det vigtigt, at du evner at kommunikere åbent og ærligt med dine kollegaer, og at du har en stor helhedsforståelse. 
  
Du har en god forståelse for computernetværk og netværksanalyse, herunder netværkstopologi og -protokoller. Du må også gerne have erfaring med regelskrivning. Du interesserer dig for og har viden om internetsikkerhed, sårbarheder og operativsystemer.
 
Det vil være en fordel med kendskab til et eller flere af nedenstående områder: 

  • Struktureret og ustruktureret data, gerne med fokus på open source-løsninger 
  • Erfaring med og brug af BRO og Snort 
  • Kendskab til programmering 
  • Interesse for anvendelse af tcpdump/wireshark og NetFlow samt evt. SIEM 
  • Kendskab til værktøjer til loganalyse, f.eks. Logstash, Kibana, Splunk og/eller ElasticSearch 
  • Overvågning af computernetværk 
  • Linux/unix operativsystemer 
  • Eventuel erfaring med modellering af data, f.eks. vha. RDF eller lignende   

Din nye arbejdsplads  
Center for Cybersikkerhed er Danmarks nationale it-sikkerhedsmyndighed og en del af Forsvarets Efterretningstjeneste. Vi leder og kontrollerer den militære it-sikkerhedstjeneste på Forsvarsministeriets område. 
 
Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og det er hos os, at vi samler, opbygger og deler den afgørende viden, som kan forebygge det næste angreb.  

Som en del af Center for Cybersikkerhed er du med i fronten af Danmarks cyberforsvar. Det er en spændende opgave, der følger den løbende udvikling på cyberområdet, og som derfor stiller store krav til vores medarbejdere. Hvis du er dedikeret og stadig har lyst til at lære, kan Center for Cybersikkerhed tilbyde en spændende og alsidig arbejdsplads, som løser en vigtig samfundsopgave for Danmark.  

Afdelingen som du vil blive en del af, rummer netsikkerhedstjenesten, som varetager monitoreringen af de myndigheder og virksomheder, som er tilsluttet Center for cybersikkerheds’ sensornetværk. Via sensornetværket monitorerer vi internettrafikken med henblik på at varsle om og modvirke de mest avancerede hackerangreb, og vi gennemfører netværks- og malwareanalyser i forbindelse med sikkerhedshændelser.  

For at læse mere om Center for Cybersikkerhed, kan du finde information på www.cfcs.dk. 

Arbejdssted er Østerbro, København. 

Løn- og ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.  
  
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
 
Sådan søger du stillingen 
Du skal sende din ansøgning og CV eller LinkedIn-profil senest torsdag d. 7. februar kl. 12.00.
 
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 7 og stiler mod en ansættelse fra 1. maj.

Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 3332 5566, lokal 2224, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. 
  
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
  
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder