Skip to main content
The job Trusselsanalytiker has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Trusselsanalytiker til Center for Cybersikkerhed
Vil du være med til at beskytte Danmark mod cybertrusler?

Center for Cybersikkerhed søger en trusselsanalytiker til Trusselsvurderingsenheden. Enheden har ansvaret for at udarbejde vurderinger af cybertrusler mod de samfundsvigtige sektorer i Danmark, som f.eks. energisektoren og finanssektoren. Vi analyserer og opdaterer løbende trusselsbilledet for danske myndigheder og virksomheder, så de effektivt kan imødegå cybertruslerne.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du vil blive en del af omdrejningspunktet i sektionens analytiske og skriftlige produktion.

Trusselsvurderingerne udarbejdes i tæt samarbejde med resten af Forsvarets Efterretningstjeneste samt de samfundsvigtige sektorer. Du vil gennem dine arbejdsopgaver få et unikt indblik i en trussel, der er kommet for at blive, men som samtidig er under konstant udvikling. 

Dine hovedopgaver vil være at:

  • Analysere og vurdere truslen fra cyberangreb mod samfundsvigtige sektorer
  • Udarbejde skriftlige trusselsvurderinger på baggrund af lukkede og åbne kilder

Derudover vil du støtte kolleger, bl.a. med indsamling og analyse af oplysninger samt redigering af kollegers trusselsvurderinger. Du vil også skulle koordinere enhedens arbejde på udvalgte områder. Samtidig vil du tage del i kontakten med kunder og gennemføre briefinger og andre mundtlige præsentationer om cybertruslen.

Du og din baggrund er vigtig
Du har en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende, enten civil eller militær.

Du lever desuden op til flere af nedenstående kriterier:

  • Du har stærke analytiske evner og kan overskue store mængder information og komplekse problemstillinger med en naturlig kritisk sans
  • Du har særdeles gode formidlingsevner skriftligt og mundtligt, bl.a. med henblik på at kunne formidle trusselsvurderinger til en bredere kreds.
  • Derudover behersker du engelsk såvel skriftligt som mundtligt på forhandlingsniveau

Du har veludviklede samarbejdsevner og har lyst til at indgå i et team, hvor faglig sparring på tværs er en vigtig del af hverdagen.

Vi forventer ikke, at du har stor teknisk indsigt, det vigtigste er, at du er i stand til at sætte dig ind i tekniske forhold, som har betydning for analysen af cybertrusler. Derudover er du kendetegnet som selvkørende, systematisk og vedholdende.

Kendskab til efterretningskredsløbet og efterretningsvirksomhed er en fordel, men ikke en betingelse.

Nyuddannede med relevant erfaring er velkomne til at søge. 

I forbindelse med ansættelsesprocessen skal du gennemføre tests.

Din nye arbejdsplads 
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) arbejder for at beskytte Danmark og det danske demokrati. Vi opnår vores viden gennem målrettet efterretningsarbejde, og bruger den til at vurdere, bekæmpe og rådgive om aktuelle og fremtidige trusler. Det gør vi ved at indhente og analysere oplysninger om forhold i udlandet eller af relevans for den nationale cybersikkerhed, og som har betydning for Danmark og danske interesser. FE er både Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste, Danmarks militære sikkerhedstjeneste og den nationale it-sikkerhedsmyndighed. 

FE’s Center for Cybersikkerhed udgør Danmarks nationale forsvar mod cybertrusler, og vi arbejder for et sikkert digitalt Danmark. Vi er med til at opdage og håndtere, når danske interesser udsættes for cyberangreb, og vi samler, opbygger og deler den viden, som kan forebygge det næste angreb.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som Forsvarets Efterretningstjeneste betaler. 

Som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af Forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet. 

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV eller LinkedIn profil via stillingsopslaget, senest mandag d. 2. september kl. 12.00.

Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted fra uge 37 og stiler mod en ansættelse fra 1. december. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 3332 5566, lokal 2224, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk , hvor du blandt andet finder vores ”Beretning” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.