The job Sektionschef for Kundevendte applikationer og portaler has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Sektionschef for Kundevendte applikationer og portaler i Forsvarsministeriet

Har du lyst til at være med til at lede en af de største og meste komplekse it-organisationer i det offentlige og skabe de rigtige vilkår for optimal opgaveløsning, så skal du måske være sektionschef for Kundevendte applikationer og portaler i Koncern IT under Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI).

Om os
Koncern IT er ansvarlig for at drive, vedligeholde og udvikle forsvarets it og i det hele taget digitalisere koncernen. Organisationen tæller omkring 300 medarbejdere (ca. 1/3 militære og 2/3 civile), og er dermed blandt de største i den offentlige sektor. Vores mission er at levere optimal forretningsværdi gennem it. 

Digitaliseringsafdelingen, som sektionen er en del af, er ansvarlig for portefølje- og projektstyring samt udvikling og implementering af den koncernfælles it-arkitektur. Derudover driver og udvikler afdelingen koncernens business intelligence-løsninger samt SharePoint-portaler og en lang række kundevendte applikationer.

Koncernen befinder sig midt i en markant IT-mæssig modernisering, som skal understøtte Forsvarets og Koncernens internationale engagement i verdens brændpunkter og samtidig gennemføre og bidrage til en større omlægning og modernisering. 

Samtidig skal Koncernen i gang med en meget stor konsolideringsopgave, som i de næste seks år skal skabe en helt ny måde at levere it på til hele Koncernen, og Koncern it kommer at spille en central rolle i den opgave.

Sektionen og Digitaliseringsafdelingen arbejder målrettet efter Koncern IT’s mission, vision og strategi, herunder sikrer, at Koncern IT leverer optimal forretningsværdi gennem IT.

Om stillingen
Du vil komme til at stå i spidsen for ca. 15 engagerede medarbejdere og have direkte reference til Digitaliseringschefen. Sektionen har ansvaret for at udvikle, drive, vedligeholde og supportere koncernens SharePoint-løsninger samt en række kundevendte applikationer, der er forudsætningen for hele koncernens opgaveløsning. 

Sektionen er nyoprettet, og du vil få stor indflydelse på retning og udvikling for denne. Sektionen har et tæt samarbejde med alle styrelserne under Forsvarsministeriet og indgår i en række it-serviceudvalg, der udstikker retning og ønsker for udviklingen af de enkelte portaler og applikationer. Sektionen vil komme til at spille en væsentlig rolle i Koncern IT’s ønske om at udvikle sig i en mere agil retning med fokus på agile metoder og DevOps.

Din helt store opgave vil indledningsvist være at opbygge sektionen, herunder udvikle de nuværende medarbejdere og ansætte nye. Det vil stille store krav til dine lederegenskaber. Det er afgørende, at du formår at lede og udvikle medarbejderne og samtidig opbygge og bevare overblikket over sektionens leverancer til koncernen.

Som sektionschef for Kundevendte applikationer og portaler kommer du til at referere til Digitaliseringschefen i Koncern IT.

Du får ansvaret for blandt andet, at:

  • Lede og koordinere den overordnede planlægning af udvikling, drift og vedligeholdelse af koncernens portalløsninger i SharePoint samt omkring 200 større og mindre kundevendte applikationer.
  • Sikre at indgåede aftaler med kunder og leverandører overholdes og fornys rettidigt, herunder gennemføre de nødvendige udbud.
  • Indgå i en række it-serviceudvalg, hvor den præcise understøttelse aftales mellem Koncern IT og vores kunder i koncernen, herunder den operative del af Forsvaret.
  • Bidrage til udviklingen af arkitekturen omkring sektionens løsninger i tæt samarbejde med arkitekturfunktionen i Koncern IT
  • Udvikle dine medarbejdere, så sektionen til stadighed yder den bedst mulige støtte, baseret på viden og færdigheder.

Om dig
Hvis du er civil, forventer vi, at du har en relevant uddannelsesmæsig baggrund samt ledelseserfaring inden for IT-området og gerne fra en offentlig myndighed eller større virksomhed, hvor du har skabt gode resultater. Du har et it-fagligt niveau der gør, at du kan lede stærke faglige kompetencer. Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til Forsvarsministeriets organisation og opgaver og forsvarets opgaveløsning.

Har du en militær uddannelse, vil en baggrund som officer med gennemført Videreuddannelsestrin II for militære ledere, MMS eller en tilsvarende civil uddannelse jf. kvalifikationsrammen for livslang læring på trin 7 være et krav.

Du skal i dit daglige virke have fokus på forretningens behov for IT-understøttelse og samtidig balancere disse i forhold til Koncern ITs ressourcer til at understøtte disse. Derfor er det vigtigt, at du har solid erfaring med at agere som brobygger mellem forretning og it. Herunder er det en klar fordel, hvis du har erfaring med nationale- og EU-udbud og den efterfølgende kontraktstyring.

Idet udviklingen på systemerne varetages i samarbejde med eksterne leverandører, og der er et væsentligt samarbejde med kunder i Forsvaret og Koncernen generelt, er det vigtigt, at du formår at skabe gode relationer gennem kommunikation, netværkspleje og faglig professionalisme. Da vi i Koncern IT arbejder ud fra deviserne om, at åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde, vil et tilsvarende krav om blik for god kommunikation og synlighed i ledelse indadtil være vigtige parametre i dit daglige virke som chef. Der vil tillige blive lagt vægt på din evne til at træffe nødvendige og effektive beslutninger samt sætte retning og prioritere indsatsen, så resultater nås til planlagte deadlines. Endelig skal du kunne tænke nyt og finde veje ud af ofte vanskelige problemstillinger.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling alt efter kvalifikationer.

Både som civil- og militæransat er du som ansat i Forsvarsministeriets koncern omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Hvis du er militæransat, er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos Digitaliseringschefen Tano Nordgaard Jakobsen på telefon 2294 4536. 

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Toke Rasmussen på telefon 3266 5991 eller fps-ba-bs202@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 17. juni 2018.

Vi forventer at holde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er til besættelse pr. den 1. august 2018.

Send motiveret ansøgning og CV via linket hvor eksamenspapirer og andre relevante dokumenter også kan vedhæftes. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder