The job Quality Manager has expired.
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Quality Manager til Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste i Karup

Vil du være med til at lede en af Danmarks største flytekniske organisationer? Og har du baggrund i flyindustrien eller Forsvaret som tekniker eller ingeniør med et godt kendskab til uddannelsesvirksomhed, kvalitetsledelses- og styringssystemer? Så har Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste brug for dig.

Om os
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste oprettes formelt 1. januar 2020 ved sammenlægning af vedligeholdelsesorganisationer på tværs af Forsvaret og har allerede nu brug for kvalificerede ledere til at gennemføre implementeringen.

Vedligeholdelsestjenesten bliver en organisation med ca. 1700 civile og militære medarbejdere, der balancerer forretningsdrift med operativ indsættelse i vedligeholdelsen af Forsvarets køretøjer, skibe og fly samt våben- og kommunikationssystemer.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste bliver organiseret under Forsvarskommandoen i tre værnsopdelte vedligeholdelsesafdelinger samt en central ledelse.

Vedligeholdelsesafdeling Luft består af 654 faste medarbejdere og op til ca. 100 elever, og omfatter Forsvarets flymekanikeruddannelse i Karup, to flyværksteder i Karup og Nørresundby og en central ledelse i Brabrand.

Om stillingen
I stillingen vil du være den nominerede EASA Form 4 godkendte Quality Manager for Forsvarets Vedligeholdelsestjenestes civile Part 145 og 147 certificeringer samt den tilsvarende position i den militære DKMAR 145. Som Quality Manager er du derfor Vedligeholdsafdeling Lufts garant for kvalitetsledelsessystemernes vedblivende overensstemmelse med gældende standarder, og du har derfor løbende kommunikation med eksterne myndigheder, akkrediterende og certificerende organer. DKMAR er i sin helhed under implementering i Forsvaret, og du vil derfor kunne påvirke udviklingen indenfor området.

Som Quality Manager indgår du i ledelsen af Vedligeholdelsesafdeling Luft i Brabrand, hvor du leder den samlede Kvalitetssektion Luft, der geografisk er opdelt med 6 stillinger i Karup og 3 stillinger i Nørresundby.

Kvalitetssektion Luft har samlet ansvaret for den effektive overvågning af kvalitetsledelsessystemets procedurer iht. gældende standarder, herunder:

  • EASA Part 145 og DKMAR 145
  • EASA Part 147 og DKMAR 147
  • AT BEK 289/2001 og 685/2013
  • ISO 17020
  • 49 CFR

Aktuelt omfatter det drift, udvikling og vedligeholdelse af procedurer for audit, inspektion, træning, analyse af eksamensresultater og uddannelsesforløb, kompetenceafklaring og autorisation. Desuden bidrager Kvalitetssektion Luft til den generelle drift, udvikling og vedligeholdelse af kvalitetsledelsessystemets procedurer og støtter Vedligeholdelsesafdeling Lufts koordination og behandling af afvigelser og reklamationer.

Endvidere bidrager Kvalitetssektion Luft til udvikling og overvågning af Forsvarets Vedligeholdelsestjenestes overordnede certificerede ledelsessystemer iht. ISO 9001 og OHSAS 18001.

Du må påregne, at en del rejseaktivitet kan forekomme inden for landets grænser, og du forventes at have kørekort til almindelig personbil.

Om dig
Du er major og har gennemført Master i Militære Studier. Du kan også være en erfaren kaptajn, der er godt i gang med uddannelsen Master i Militære Studier.

Er du civil, skal du have et indgående kendskab til Forsvarets organisation samt forretningsgange i Forsvaret generelt og Flyvevåbnet i særdeleshed for at komme i betragtning til stillingen. Du har en akademisk uddannelse på kandidatniveau.

Du har en uddannelsesbaggrund indenfor flyteknik eller en relevant ingeniørbaggrund med minimum fem års erfaring fra praktisk og administrativt arbejde i flyvedligeholdelse. Vi forventer, du har et indgående kendskab til EASA Part 66, 145 og 147 og har et generelt kendskab til EASA Part M og 21 samt ICAO. Desuden har du et indgående kendskab til kvalitetsledelses-, styrings- og sikringssystemer samt uddannelse og auditerfaring som Lead Auditor.

Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring inden for tilsvarende EASA Form 4 godkendte ledelsesfunktioner og gerne undervisningserfaring inden for flyteknisk grunduddannelse eller efteruddannelse.

Du har gode lederevner og er i stand til at motivere dine medarbejdere og skabe helhedsorienterede resultater i samspil med andre. Du træffer nødvendige og effektive beslutninger og kommunikerer klart i skrift og tale på et højt fagligt niveau på dansk og engelsk.

Du arbejder selvstændigt og har stærke analytiske kompetencer, som du kan bringe i anvendelse, når du planlægger og forudser hvert trin i din opgaveløsning på et højt fagligt niveau.

Du får en travl hverdag med muligheder for udvikling i et nært samarbejde med den øvrige ledelse af Vedligeholdelsesafdeling Luft. Du får den nødvendige introduktion til opgaverne samt relevant efteruddannelse.

Ansættelsesvilkår
Som militær besættes stillingen efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Hvis du er kaptajn/kaptajnløjtnant og er i gang med at gennemføre Master i Militære Studier eller anden relevant masteruddannelse, kan du ansættes i stillingen som kaptajn/kaptajnløjtnant mod, at der indgås en uddannelsesaftale indtil uddannelseskravet kan honoreres. Ansættelse og aflønning sker i så fald som kaptajn/kaptajnløjtnant i henhold til reglerne for funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som major/orlogskaptajn kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt og ved styrelseschefens godkendelse.

Civile ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten.

Der vil afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Hvis du er militæransat, er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer. Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Kontakt og ansøgning
Du er velkommen til at høre mere om stillingen hos major Finn Christensen på telefonnr.: 2249 7490 eller 7284 3170. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 7281 9143.

Ansøgningsfristen er 20. november 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 48. Ansættelse pr. 1. januar 2020 eller efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk