Skip to main content
The job Projektledere til udviklingsopgaver has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Projektledere til udviklingsopgaver i Center for Klimatilpasning i Københavns Kommune 
Vil du være med til at sikre København mod fremtidens klimaforandringer?  Kan du arbejde helhedsorienteret og finde holdbare løsninger på komplekse problemstillinger i en politisk styret organisation? Så er du måske en af vores nye udviklingsprojektledere.  

Teknik- og Miljøforvaltningen søger projektledere, heraf to barselsvikarer, til forskellige udviklingsopgaver, der skal løses for at gennemføre kommunens plan for klimatilpasning, med start senest 1. juni 2019. Københavns Kommune skal anlægge ca. 300 skybrudsprojekter, som skal være rygraden i byudviklingen i København i de næste mange år, så klimasikringen samtidig bidrager til at skabe gode byrum og en grønnere by.   

Om os  
Du vil komme til at arbejde i Center for Klimatilpasning, som hører under Byens Fysik, der er det ene af fire serviceområder i Teknik- og Miljøforvaltningen. Center for Klimatilpasning har hovedansvaret for at udvikle og anlægge de ca. 300 skybrudsprojekter.
Arbejdet foregår i et meget tæt samarbejde med forsyningsselskabet HOFOR og med inddragelse af resten af Teknik- og Miljøforvaltningen og i tæt dialog med omverdenen i form af borgere og andre interessenter.

Center for Klimatilpasning har ansvaret for udvikling og rammesætning af skybrudsprojekterne fra den tidlige planlægning og frem til, at projekterne er færdiganlagt. Centeret har også ansvaret for den overordnede styring, strategi, økonomi og politikerbetjening i forbindelse med projekterne.

De fleste af de 300 projekter er stadig i planlægningsfasen, og vi skal i de kommende år udarbejde masterplaner, hvor flere projekter tænkes i sammenhæng, herunder også med HOFORs klimatilpasningsprojekter. Da projekterne anlægges på overfladen, skal den vandtekniske løsning også tænkes sammen med hensynet til byrum, landskab og trafik. Hertil kommer en række myndighedskrav, som også skal tænkes ind i planlægningen.

Når masterplanerne er gennemført, skal de enkelte projekter projekteres og anlægges.   

I Center for Klimatilpasning er vi en centerchef, to enhedschefer og ca. 50 dedikerede og kompetente medarbejdere med baggrund inden for byplanlægning, klimatilpasning, bynatur, byrum, miljø, trafik, borgerinddragelse, byggeledelse, anlægsstyring, strategi- og visionsudvikling og økonomi. Vi hjælper og sparrer med hinanden og holder humøret højt i en ofte travl hverdag.  

Jobbene  
Fælles for alle stillingerne er, at arbejdet vil bestå i at have overblik over komplekse problemstillinger og kunne styre opgaverne. Du skal ikke nødvendigvis have viden om alle fagområderne, men være i stand til og have lyst til at sætte dig ind i nyt stof. Du skal kunne arbejde selvstændigt, men samtidig kunne arbejde tæt sammen med dine kolleger.  

Du kan have en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse med erfaring i planlægning og styring i en administrativ og politisk sammenhæng. Du kan også være generalist med erfaring inden for det tekniske/naturfaglige område eller have evne og lyst til at sætte dig ind i det. Du kan evt. også være nyuddannet med en uddannelse inden for et af de nævnte områder og have relevant erfaring fra studiejob eller lignende.   

Vi lægger vægt på, at du:  

  • har erfaring med projektledelse og/eller porteføljestyring  
  • er struktureret og helhedsorienteret  
  • kan bevare overblikket, stille skarpt og skelne væsentlige fra mindre væsentlige detaljer  
  • kan arbejde med tværgående udviklingsprojekter  
  • kan facilitere processer med mange forskellige aktører på tværs af faggrænser og administrative enheder  
  • kan håndtere skiftende mål for arbejdsopgaverne undervejs i processen  
  • har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation eller lyst til at lære det  
  • kan kommunikere letforståeligt på dansk såvel skriftligt som mundtligt om komplekse sammenhænge  

Vi tilbyder opgaver inden for masterplanlægning, vandfaglig helhedsplanlægning, vandhåndtering/skybrud og tværgående problemstillinger. Afhængigt af dine kompetencer og interesser vil du komme til at arbejde med én eller flere af følgende opgaver:   

Masterplaner  
Til arbejdet med masterplaner søger vi projektledere til at arbejde med konkrete masterplaner samt en medarbejder, der kan assistere vores porteføljeansvarlige for masterplaner.  

Som projektleder på masterplaner bliver du ansvarlig for at udarbejde en eller flere masterplaner og kan herudover blive projektmedarbejder på en anden masterplan. Du skal derfor kunne overskue komplekse vandfaglige sammenhænge og kunne planlægge helhedsorienteret inden for bl.a. vandteknik, byrum, landskab og trafik.  

Som assisterende på porteføljestyring af masterplaner skal du i samarbejde med vores porteføljeansvarlige medvirke til at skabe overblik over og styre masterplan-porteføljen, understøtte ledelsen i at tage beslutninger om porteføljen og understøtte et godt samarbejde med HOFOR. Du skal kunne vurdere, hvilke faktorer der påvirker mulighederne for at gennemføre robuste masterplaner. Du skal derfor have erfaring med porteføljestyring af komplekse projekter og være vedholdende i forhold til at nå målene omkring kvalitet og proces. Du skal desuden medvirke til intern formidling og læring om masterplaner på tværs af centeret.  

Vandoplandsansvarlig  
I vores arbejde med at skybrudssikre byen har vi opdelt byen i syv vandoplande. Til hvert vandopland er der knyttet en vandoplandsansvarlig. Som vandoplandsansvarlig har du ansvaret for at have overblik over og sikre fremdrift af projekterne inden for de enkelte vandoplande. Arbejdet skal koordineres med masterplanarbejdet og sker i tæt samarbejde med HOFOR og lokaludvalg. Du skal sikre, at projekterne i vandoplandet koordineres med andre dele af organisationen, herunder at der udarbejdes høringssvar til lokalplaner.  

Projektleder med vandfaglige/skybrudsfaglige kompetencer  
Din hovedopgave bliver at fungere som projektleder i forskellige faser på en række skybrudsprojekter. Du skal have faglige kompetencer inden for klimatilpasning og skybrudsløsninger og skal desuden have viden om fagområder som vandhåndtering, afløbsteknik og hydraulisk modellering. Du skal kunne bringe denne viden i spil i projekterne og samtidig fungere som faglig sparringspartner i en række andre projekter. Du skal kunne bruge dine vandfaglige kompetencer i en tværfaglig sammenhæng, så skybrudsløsningerne tænkes sammen med bl.a. trafik, byplanlægning, miljø og arkitektur.  

Tværgående indsatser og læring  
I arbejdet med at udvikle og anlægge projekterne skal der findes løsninger på en række tværgående problemstillinger. Vi søger en porteføljeansvarlig for de tværgående indsatser, der skal have overblik over den samlede portefølje af tværgående indsatser og en medarbejder, der kan assistere den porteføljesansvarlige. Vi søger også en eller flere medarbejdere, der kan styre og sikre fremdrift af de enkelte tværgående opgaver.

Som porteføljeansvarlig skal du have overblik over og styre en portefølje med tværgående indsatser. Som ansvarlig skal du sikre det bedst mulige grundlag for prioritering af projekterne i porteføljen. Du skal have overblik over projekternes aktuelle status og benytte denne viden til at identificere generelle mønstre og principielle problemstillinger. Du skal være i stand til at handle på dem og sikre, at de vigtige projekter blive løst først.  

De tværgående opgaver, der skal løses, kan ligge i krydsfeltet mellem miljø/klimatilpasning, økonomi og jura, opgaver af organisatorisk, strategisk og politisk karakter og teknisk-miljøfaglige udviklingsopgaver.  

Ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med Københavns Kommune.  

Er du interesseret?  
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte enhedschef Janus Christoffersen på 2936 3827 eller enhedschef Stine Cecilie Brink på 5137 0337.  

Når du skriver din ansøgning, så motiver den ud fra, hvilke af de nævnte profiler du er interesseret i. Har du en bred profil, kan det evt. være dem alle.  

Du kan læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen her: www.kk.dk/artikel/teknik-og-miljøforvaltningen.  

Søg stillingen via ovenstående link senest søndag den 7. april 2019

Vi forventer at holde 1. samtale tirsdag den 9. april eller efter nærmere aftale.  

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.