The job Økonomisk sekretariatschef has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Økonomisk sekretariatschef til Teknik og Miljøforvaltningen 

Vil du være en del af det serviceområde i Københavns Kommune, som alle københavnere kommer i kontakt med i løbet af deres liv?  

Teknik- og Miljøforvaltningen søger en økonomisk sekretariatschef til Byens Anvendelse, som kan sikre sammenhæng mellem mål, resultater og budget – og som bidrager til forvaltningens tværgående udvikling af økonomistyring. Du spiller en central rolle på serviceområdet og i forvaltningen, hvor du leder en fortsat forretningsudvikling og driver et velfungerende sekretariat.
 
Om stillingen
Stillingen som økonomisk sekretariatschef er placeret i Byens Anvendelse, som er et af forvaltningens fire serviceområder. Byens Anvendelse beskæftiger sig med myndighedsopgaver i forhold til parkering, byggeri, miljø samt trafik og byliv og har godt 600 medarbejdere og 20 chefer.

Du refererer til vicedirektør Hans Christian Karsten, som leder Byens Anvendelse. Der er tilknyttet to tværgående sekretariater til serviceområdet. Ét for politik, myndighedsudvikling og HR og ét for økonomi og styring. Som vores nye sekretariatschef står du i spidsen for sekretariatet for Økonomi og Styring, som består af 14 økonomifaglige medarbejdere.

I det daglige indgår du i tæt partnerskab med sekretariatschefen for det andet sekretariat, ligesom du har tætte samarbejdsflader med de økonomiske sekretariatschefer fra de andre serviceområder samt forvaltningens økonomichef. Du er bindeled såvel internt som eksternt i serviceområdet, hvor du aktivt understøtter relationer på tværs.  

Væsentlige opgaver  
Vi lægger vægt på, at du kan lede den fortsatte forretningsudvikling og en solid økonomistyring samt indgå i en positiv og resultatorienteret relation til serviceområdets lederkreds. Som sekretariatschef er du vicedirektørens højre hånd på økonomiområdet, og du spiller en central rolle i serviceområdet og forvaltningen. Du vil eksempelvis få en central rolle i implementering af den aktuelle takst- og budgetanalyse.  

Vi forventer, at sekretariatschefen har særligt fokus på 

  • Sikker økonomistyring af serviceområdets sammensatte økonomi, der omfatter både takster, indtægter og ordinær drift  
  • At indgå i udviklingen af forvaltningens økonomistyring og værktøjer  
  • Effektiviseringstiltag og analyser  
  • Understøttelse og servicering af driften i enhederne  
  • Fortsat udvikling af sekretariatet, herunder at der er de relevante kompetencer i forhold til opgaveløsningen  

Om dig   
Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse samt flere års erfaring med kompleks og sammensat økonomistyring, herunder gerne kommunal økonomi og indtægter. Du har blik og evner for at kunne udvikle serviceområdets økonomistyring og derigennem sikre en solid drift af serviceområdets økonomiske ramme. Du kender til arbejdet i et sekretariat og har ledelseserfaring fra en politisk ledet organisation.

Som leder praktiserer du nærværende og motiverende personaleledelse og giver konstruktiv feedback på arbejdsindsatsen. Du kommunikerer åbent og klart om krav og forventninger til sekretariatet og er ansvarlig for, at sekretariatets ressourcer anvendes optimalt. Du definerer opgaverne for og sammen med medarbejderne, som du også er en inspirator og sparringspartner for.

Du sikrer høj trivsel og et godt arbejdsmiljø i sekretariatet. Derudover kan du skabe effektive relationer til enhedscheferne og sikre gode samarbejdsrelationer til de øvrige dele af Teknik- og Miljøforvaltningen.  
 
Som person forventer vi, at du 

  • har et stærkt personligt engagement, evner at strukturere og prioritere i en travl hverdag  
  • har stor organisationsforståelse og kan navigere i mange forskellige og skiftende dagsordner og processer  
  • har blik for de politiske rammer, som forvaltningen arbejder under og handler proaktivt på udfordringer og udviklingstendenser af betydning for forvaltning og serviceområde  
  • er vedholdende og har beslutnings- og gennemslagskraft, som sikrer konstruktive løsninger og udvikling  
  • formulerer dig skriftligt og mundtligt med stor sikkerhed, og er en opmærksom lytter.

Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen ønskes besat senest den 1. marts 2019.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønniveauet i stillingen ligger omkring 570.000-650.000 kr. om året afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Hertil kommer pension.

Byens Anvendelse ligger i attraktive omgivelser på Islands Brygge, hvor en stor del af Teknik- og Miljøforvaltningen holder til.  

Har du spørgsmål  
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Hans Christian Karsten på 2018 5489.  

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 14. januar 2019  

Vi forventer at holde 1. samtalerunde den 21. januar samt 2. samtalerunde den 25. januar. Der vil blive gennemført test den 22. januar og 23. januar. Hvis du ønsker at komme i betragtning til stillingen, skal du kunne møde de nævnte dage.  

Om Teknik- og Miljøforvaltningen  
Du kan læse mere om Teknik- og Miljøforvaltningen på: http://www.kk.dk/artikel/teknik-og-milj%C3%B8forvaltningen.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder