The job Kontorchef til bæredygtig udvikling has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Kontorchef til bæredygtig udvikling i Region Nordjylland

Kontorchef søges til bæredygtig udvikling i Region Nordjylland

Ser du indsatsen for et bedre klima og grøn omstilling som helt afgørende? Er du optaget af hvordan vores fælles råstofresurser bedst udnyttes på ansvarlig vis? Er FNs verdensmål vigtige for dig? Har du samtidig erfaring med personaleledelse, politisk betjening, kommunikation og ekstern samarbejde? Så er du måske vores nye chef.

Vi opretter et nyt kontor for regionens bæredygtige udvikling
Ønsket om en ny og stærkere organisering af arbejdet med bæredygtighed følger af Regionalrådets vision om en markant grøn omstilling og skånsom resurseanvendelse. Kontoret skal derfor både udvikle og videreføre Regionens to store opgaver på råstof- og klimaområdet, samtidig med at kontoret skal have fokus på at udvikle den synergi, der ligger i kombinationen af de to områder i en bæredygtig retning, fx. i forhold til genbrug og cirkulær økonomi. Kontorets hovedopgaver kan på denne baggrund sammenfattes således:

  • Råstofområdet - en væsentlig myndighedsopgave, hvor den rette balance mellem benyttelse og beskyttelse er helt afgørende. Området følges tæt politisk og er løbende til debat. En ny råstofplan skal vedtages inden udgangen af 2020.
  • Klimaområdet - en højt prioriteret satsning, hvor Regionsrådet med sin nyligt vedtagne klimahandlingsplan har sat retning for udviklingen, både internt i organisationen og eksternt ift. kommuner og andre interessenter.
  • Genbrug, cirkulær økonomi og biodiversitet - der er nye indsatsområder, som Regionsrådet har prioriteret højt i budgettet for 2020 og som fremadrettet vil få meget større opmærksomhed i form af konkrete initiativer.

Organisatorisk er det nye kontor en del af virksomheden Regional Udvikling, som er en del af Region Nordjylland. Du bliver chef og personaleansvarlig for en enhed med aktuelt 12 dygtige og engagerede medarbejdere. Som kontorchef refererer du til direktøren for Regional Udvikling og indgår i ledelsesteamet i Regional Udvikling. Du vil også deltage i aktiviteter for det samlede lederforum i Region Nordjylland, idet der lægges vægt på at styrke og udvikle tværgående lederrelationer.

Ambitioner og evnen til samarbejde
Som kontorchef får du mulighed for at præge såvel udformningen som udviklingen af kontoret og dets opgavesæt. Dine vigtigste opgaver, som i øvrigt vil være i løbende bevægelse og udvikling, bliver:

  • Betjening af Regionsrådet, Forretningsudvalget og de relevante politiske udvalg.
  • Samarbejde med eksterne interessenter, fx kommuner og videninstitutioner.
  • Daglig personaleledelse af kontoret, herunder skabe udvikling, motivation og arbejdsglæde.
  • Samarbejde med den øvrige ledelse i Regional Udvikling og i Region Nordjylland.

Vi lægger vægt på et positivt og godt arbejdsmiljø, hvor dine evner til at facilitere det gode og konstruktive samarbejde er afgørende. Du går forrest og motiverer og inspirerer dine medarbejdere og samarbejdspartnere til at levere holdbare løsninger, der baner vejen til fremtiden inden for bæredygtig udvikling. Vi bygger på gode og anerkendende samarbejdsrelationer, både internt og eksternt, og du får en vigtig rolle i forhold til at vedligeholde og videreudvikle disse.
 
Klare lederambitioner og erfaring inden for området
Du har en relevant videregående uddannelsesbaggrund, fx som ingeniør, geolog eller cand.scient. Vi lægger vægt på, at du har solid viden og erfaring fra råstofområdet eller inden for klima og miljø. En vis ledererfaring, som minimum erfaring med team- eller projektledelse, er nødvendig. Vi søger herudover en kontorchef, der kan stå inde for følgende kompetencer:

  • Du er engageret ud til fingerspidserne og har qua dit drive masser af gennemslagskraft.
  • Du har politisk tæft og er en dygtig kommunikator både i skrift og i tale.
  • Du tænker naturligt i strategiske helheder, samtidig med at du bevarer et skarpt blik på detaljen.
  • Du følger op på dine opgaver og deadlines og sørger for, at vi er proaktive og skarpe.
  • Du trives i en travl og omskiftelig hverdag med skiftende dagsordener.

Vi tilbyder
En spændende og nyskabende stilling, der peger ind i fremtiden og med fleksibilitet og mulighed for at tilrettelægge sin hverdag og præge kontorets profil. Du bliver en del af et udviklende fagligt miljø med engagerede kolleger og et godt arbejdsmiljø, hvor arbejdsglæde, trivsel og medindflydelse er højt prioriteret. Arbejdsstedet er Regionshuset i Aalborg.

Praktiske informationer
Stillingen er på fuldtid, og vi har brug for dig fra den 1. april 2020, eller hurtigst muligt derefter. Løn og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst.

1. samtalerunde finder sted onsdag, d. 5. februar 2020. En evt. 2. samtalerunde finder sted fredag, d. 7. februar. Alle der indkaldes til samtale vil få tilsendt en case, der skal præsenteres og diskuteres.

Vil du vide mere om stillingens baggrund og indhold, er du velkommen til at kontakte direktør Henning Christensen på tlf. 2226 9208.

Ansøgningsfrist den 30. januar 2020.

Stillingen søges via "Ansøg" linket.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder