Skip to main content
The job Ingeniør eller officer med flyteknisk baggrund has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Ingeniør eller officer med flyteknisk baggrund til stillingen som Kapacitetscentermanager for Kapacitetscenter Flystøtteudstyr
Har du lyst til at stå i spidsen for det tekniske arbejde med det vigtige flystøtteområde i forsvaret? Vil du være med til at påvirke, hvordan Forsvarets fly håndteres på flyvestationerne? Så er stillingen som chef for Kapacitetscenter Flystøtteudstyr måske noget for dig.

Om os
Kapacitetscenter Flystøtteudstyr ved Kapacitetsansvarlig Luftsystemer dækker al jordudstyr inklusive brand-og redningsudstyr til forsvarets flyvestationer, pilotudrustning, redningsflåder, udstyr til forsvarets specialkorps, arktisk udstyr samt særligt udstyr til Beredskabsstyrelsen.

Kapacitetsansvarlig Luftsystemer er et af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) tre kapacitetsansvarsområder; Land, Maritim og Luft. Kapacitetsansvarlig Luftsystemer har en stor berøringsflade med interessenter internt i FMI samt eksternt i forhold til leverandører og kunder.

Som chef for Kapacitetscenter Flystøtteudstyr bliver du ansvarlig for at lede og prioritere sektionens 14 dygtige og motiverede medarbejdere i den daglige opgaveløsning med såvel interne som eksterne opgaver. Gruppen er sammensat af primært civile medarbejdere og favner flere faggrupper.

Vi tilbyder en udfordrende hverdag i et dynamisk miljø med en fri og uformel omgangstone og hvor der er respekt for den enkeltes kompetencer.

Om stillingen
Dine opgaver som chef vil omfatte ledelse og gennemførelse af planlægning i relation til anskaffelser og modifikationer, herunder projektledelse på akademisk niveau. Du vil sørge for, at anskaffelser sker koordineret med den øvrige organisation og overholder gældende lovgivning og retningslinjer/direktiver.

Du vil være ansvarlig for at lede kapacitetscentrets operative kapaciteter i den daglige drift, sørge for udviklingen heraf samt støtte driften i hele kapaciteternes levetid og tilse, at de opfylder gældende myndighedskrav og brugerspecifikationer samt en bærende luftdygtighed.

Du skal gennemføre controlling og driftsoptimering af logistiske forhold, herunder gennemføre korrigerende handlinger, nødvendige teknologisk og operativt betingede opdateringer samt godkende teknisk dokumentation for de systemer, der vartes af kapacitetscenteret.

Du vil bidrage til organisationens samlede kvalitetsarbejde og kommer til at træffe afgørelser i løbende sager indenfor det teknisk/faglige område samt føre en løbende kontrol af driftstilstand til sikring af omkostningseffektivitet.
Endvidere bidrager du til budgetteringsprocessen, i indeværende såvel som i efterfølgende år, således at økonomien inden for de tildelte kapaciteter, stemmer overens med tildelte budget.

Du vil desuden varetage øvrige opgaver indenfor kapacitetscentrets område efter forretningsområdechefens nærmere bestemmelser, herunder projektarbejde i nationale og internationale arbejdsgrupper.
Stillingen medfører varierende rejseaktivitet i ind- og udland svarende til op til Ca. 5 uger om året.

Om dig
For at komme i betragtning til stillingen skal du være uddannet ingeniør eller have en tilsvarende teknisk/teknologisk uddannelse på akademisk niveau. 
Alternativt er du officer med relevant flyteknisk baggrund og har gennemført Videreuddannelsestrin II/Ledere (VUTII/L) eller er i gang med at gennemføre Master i Militære Studier eller tilsvarende, der kan underbygge udnævnelse til major.

Du har evt. allerede erfaring med tilsvarende materiel, ligesom kendskab til arktiske forhold og de særlige krav, de stiller til materiellet. Du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig på skrift og i tale på dansk, og behersker engelsk på forhandlingsniveau både mundtligt og skriftligt. Du har gode IT-kompetencer.

Som menneske er du resultatorienteret og forstår at skabe værdi for kunden. Du er loyal overfor helheden og har vilje og mod til at delegere. Du forstår at begejstre dine medarbejdere og har fokus på udvikling.

Vi forventer, at du har gode ledelses-, forhandlings- og samarbejdsevner og besidder stærke analytiske evner samt solid økonomisk indsigt, herunder forståelse for offentlig budgettering og økonomistyring.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation, og helst på chef/leder niveau, ligesom det er ønskeligt, at du har en grundlæggende viden om Forsvarets operationer og opgaveløsning.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling med fast tjenestested i Ballerup.

Du bliver ansat og aflønnet efter gældende overenskomst.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Hvis du har en militær baggrund, har du som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktbyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Endvidere er ansættelsen betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale missioner.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chef Carsten Nyborg Nørgaard fra FMI på telefon 7281 5090.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Mette Sihm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 7281 9696. 

Ansøgningsfristen er den 16. juni 2019. Vi forventer at afholde samtaler umiddelbart herefter. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter for uddannelse mv.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder.