Skip to main content
The job Forretningsorienteret sektionsleder has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Forretningsorienteret sektionsleder til pilotanlæg for fødevarer og foder

Teknologisk Institut i Sdr. Stenderup søger en kundeorienteret sektionsleder til at forestå udviklingen og driften af vores pilotanlæg. Sektionen består af flere forsøgs- og demonstrationsanlæg til procestekniske test og udviklingsopgaver for en række nationale og internationale virksomheder i fødevare- og foderindustrien.  Vi søger dig, der med faglig indsigt kan gå foran i videreudviklingen af forretningen med blik for muligheder, nye kunder og brancher. 
 

Forretningsudvikling og ledelse 
Du bliver leder for en sektion med 6 medarbejdere, der arbejder med kommercielle opgaver og projekter inden for pilotproduktion, test og produktudvikling af fødevarer og foder. Med reference til centerchefen leder du gruppen, som består af konsulenter og teknikere. Du varetager den daglige ledelse og drift af sektionen, hvor både udviklings- og produktionsopgaver har et betydeligt omfang. Hertil kræves god sans for planlægning, fleksibilitet og evnen til at levere til aftalt tid. 
 
Derudover skal du stå i spidsen for at videreudvikle sektionens ydelser i et område med stort vækstpotentiale, da der både inden for fødevare- og fodersegmentet er muligheder for nye anvendelser af vores eksisterende anlæg og et potentiale for investering i nye typer udstyr. På forsøgsanlægget testes og produceres fra få kg til flere tons, og der arbejdes typisk med udvikling af ekstruderede fødevarer, test af ingredienser til foderstofindustrien og forskellige typer af småskalaproduktion.   
 
Du vil være ansvarlig for økonomisk styring af sektionen, og du skal sikre udviklingen af området både fagligt og personalemæssigt. 
 
Det daglige arbejde foregår på lokationen i Sdr. Stenderup, og det forventes at du i et vist omfang etablerer samarbejder med kolleger i Taastrup og Aarhus. Der kan forekomme rejsedage til kunder og leverandører. Arbejdsstedet er i dag i Sdr. Stenderup ved Kolding, men det er planen at flytte arbejdsstedet til nye faciliteter i Trige ved Aarhus i løbet af 2022. Det forventes derfor, at du bidrager til planlægningen af vores nye pilot og testcenter. 
 
Ingeniør med flair for salg, udvikling og produktion 
Du har en baggrund som ingeniør eller anden teknisk uddannelse med nogle års erfaring inden for udvikling og alsidige produktioner i fødevareindustrien. Du har solid produktionsmæssig og maskinteknisk indsigt samt sans for at se udviklingsmuligheder i det daglige arbejde. 
 
Du er vant til at arbejde kundeorienteret og har flair for salg og forretningsudvikling. Derudover, finder du det spændende at skabe nye udviklingsprojekter og udvikle nye rådgivningsprodukter, som efterspørges i branchen. Du er samtidig en afslutter med solid erfaring med produktudvikling og projektledelse. 
 
Du vil få den daglige ledelse af sektionen, og du forventes således at have nogen ledererfaring, hvor du har bevist, at du er god til at motivere og samarbejde. Du er selvstændig og er god til at prioritere og sætte retningen for et team. Du har gode kommunikations- og forhandlingsevner, og så behersker du engelsk på forhandlingsniveau. 
 
Som sektionsleder i center for Fødevareteknologi bliver du sammen med centrets to andre sektionsledere og centerchefen en del af ledergruppen i centret. 
 
Center for Fødevareteknologi 
Center for Fødevareteknologi beskæftiger 28 højtspecialiserede medarbejdere, der servicerer fødevare- og foderbranchen gennem udviklingsprojekter og kommercielle services. I centret arbejdes der med spændende nye produkter og teknologier inden for fødevarebranchen, fx spiselige insekter, 3D print af fødevarer, nye vegetabilske proteintyper og bedre udnyttelse af restprodukter og sidestrømme. Centret er en del af AgroTech-divisionen på Teknologisk Institut, der arbejder bredt inden for landbrug, fødevarer og biomasseteknologi.  
 
Kontakt 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Stig Groven på tlf. 7220 1872. 
Vi glæder os til at modtage din ansøgning snarest muligt og senest d. 11. marts. Vi behandler løbende indkomne ansøgninger. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder