The job Erfaren informations- og datasikkerhedsansvarlig has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Erfaren informations- og datasikkerhedsansvarlig til udskiftning af ca. 25 systemer der bl.a. understøtter vores import og eksport. En stor opgave i den helt nye Udviklings- og Forenklingsstyrelse.

Vi skal udskifte 25 toldsystemer med nye it-systemer og datamodeller og skabe et fremtidigt toldvæsen, hvor data er omdrejningspunktet. Har du erfaring og lyst til at tage stort ansvar for og koordinere vores informationssikkerhed og databeskyttelse, så vil vi meget gerne høre fra dig! 

På toldområdet betyder EU's nye toldforordning (EUTK) væsentlige ændringer, der medfører udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet, så medarbejderne i Toldstyrelsen kan arbejde effektivt og sikre korrekt toldprovenu, gode vilkår for erhvervslivet, sikkerhed ved vareimport samt generelt regel-compliance. Den samlede udvikling vil ske agilt på tværs af it, data og processer – og i høj grad anvende en big data, samt nye teknologier og advanced analytics. 

I forbindelse med udbud, udvikling og implementering af et af Danmarks største it-programmer håndterer vi store mængder data af høj sikkerhedsmæssig og fortrolig karakter. Og vi deler data med alle de andre EU-lande.  Som informations- og datasikkerhedsansvarlig vil du derfor skulle bidrage til at sikre høj informations- og datasikkerhed i Implementeringscenter for Told (ICT), både i centrets organisation og processer og i vores it-udviklingsopgaver og anvendelse af data. 

Ansvar for håndtering af personfølsomme data i stærkt fagligt fællesskab med dygtige jurister og it-sikkerhedsfolk på tværs i organisationen 
Som data og -informationssikkerhedsansvarlig vil du blive ansat i kontoret for Data & Analyse. Her får du ansvar for at definere, hvordan ICT håndterer de store mængder af personfølsom data, der skal processeres, samtidigt med at du skal orientere organisationen om relevant lovgivning. 

Du vil som ICTs informationssikkerhedsansvarlige indgå i tæt samarbejde med Informationssikkerhed og databeskyttelse (ID) i den kommende Udviklings- og Forenklingsstyrelse i forhold til udvikling og implementering af tværgående strategier, koncepter, modeller, m.v. for informationssikkerhed. Her vil du få et attraktivt fagfællesskab, hvor du vil kunne sparre med fx jurister og it-sikkerhedsfolk, som er absolut førende eksperter inden for informationssikkerhed, persondata, GDPR mv.  

Du bliver ansvarlig for, at ICT efterlever gældende standarder for informationssikkerhed samt integrerer de tværgående strategier og koncepter for informationssikkerhed i ICTs organisation.  

Dine konkrete opgaver bliver at:  

  • implementere, udføre og følge op på sikkerhedsprocedurer og -kontroller i ICT i tæt samarbejde med ID 
  • rådgive it-projekterne og ledelsen i ICT om informationssikkerhed herunder, hvordan informationssikkerhedsreglerne i SKAT skal implementeres i konkrete, tekniske og organisatoriske løsninger 
  • lede kolleger i projekter, der skal implementere sikkerhed, og derfor må du gerne have erfaring med projektledelse samt have personlig gennemslagskraft 
  • gennemføre og følge op på risikovurderinger og risikomitigeringsplaner på ICTs område i samarbejde med ID 
  • håndtere, rapportere og følge op på sikkerhedshændelser i ICT 
  • være den primære drivkraft for at facilitere og forbedre informationssikkerheden i ICT 

Det vil være en fordel, hvis du har indsigt i databeskyttelsesforordningen, således at du i samarbejde med ID kan sikre implementeringen af procedurer og kontroller for databeskyttelse i ICT, samt rådgive i forhold til databeskyttelse i ICT.

Du har dyb erfaring med informationssikkerhed og enten juridisk eller it-faglig baggrund 
Du har fx en relevant juridisk eller IT-faglig baggrund med dyb erfaring inden for informationssikkerhed samt relevante certificeringer eller tilsvarende kompetencer. Du har dokumenteret erfaring fra lignende stillinger i en offentlig eller privat organisation. Du har stærke sprogfærdigheder skriftligt og mundtligt både på dansk og engelsk.   

Du er analytisk og metodisk og er god til at formidle data- og informationssikkerhed, så andre forstår det. Du kan kommunikere dine budskaber til både medarbejdere, chefer og leverandører, og er samtidig god til at samarbejde med forskellige interessenter i og uden for ICT. 

Om at arbejde i ICT 
ICT er et implementeringsprogram og en del af den kommende Udviklings-og Forenklingsstyrelse. Vi startede ud for blot et år siden, hvor vi i mellemtiden er gået fra 0 til 100 medarbejdere. Gennem 2018 skal vi sige god dag til op mod 50 nye kolleger. Dertil kommer eksterne konsulenter samt leverandører, som bliver indstationeret hos os i agile udviklingsteams. Dette er en unik og ny måde at arbejde med IT og udvikling på i det offentlige. Derudover er vores arbejde underlagt stor offentlig bevågenhed, så du vil komme til at opleve den politiske verden på tæt hold.   

ICT har fokus på trivsel og søger at skabe et arbejdsmiljø og en kultur, der gør det sjovt at gå på arbejde. Vi tilstræber en god kommunikation gennem en uformel omgangstone. 

Ansøgning og kontakt 
Ansøgning med CV og eksamenspapirer samt relevant dokumentation bedes sendt via "Ansøg" linket senest den 21.maj 2018. Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Tune Bergholt Hammer på tlf. 7238 9085 eller interim sikkerhedsansvarlig Nikita Baklanov på tlf. 7238 9574. 

Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes. 

Du skal være opmærksom på, at der kan blive gennemført test som led i ansættelsesproceduren. 

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.  

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. 

Dit arbejdssted vil indtil videre være Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokation på Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg. 

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen 
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser - skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  

Udviklings- og Forenklingsstyrelsens kerneopgave bliver at sikre, at skatteforvaltningen understøttes af driftssikker og fremtidsparat it. Styrelsen forventes bemandet med ca. 900-1.100 medarbejdere og får kontorer i København, Middelfart og Aalborg. Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.fra1til7.dk

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder