The job Arbejdsmiljøkonsulent til Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold has expired.
View company profile on Jobfinder
Go to company profile
View related jobs in this category
Show me related jobs
Get the newest jobs in your mailbox
Create job agent now

Vil du være med til at sikre et godt arbejdsmiljø i vores anlægsprojekter?

I område for Mobilitet og Anlæg varetager vi bygherrerollen i kommunens anlægsprojekter og sikrer en effektiv projektstyring samt udførelse. Området er en del af afdelingen for mobilitet, klimatilpasning og byvedligehold i Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF).

Vi søger en fagligt dygtig arbejdsmiljøkonsulent med stærke kompetencer indenfor arbejdsmiljøkoordinering i alle faser fra projektering til anlæg.

Vi er dygtige sammen
Du bliver én af vores to arbejdsmiljøkonsulenter i område for Mobilitet og Anlæg. Som arbejdsmiljøkonsulenter er I med til at sikre, at vores pligter, som bygherre, opfyldes, og at de dermed forbundne opgaver løses i henhold til gældende lovgivning. Vores vision er effektivt at sikre indarbejdelse af arbejdsmiljøhensyn i anlægsprojekterne og generelt være med til at præge udviklingen på arbejdsmiljøområdet i en positiv retning. Arbejdsmiljøkoordineringen i projekteringsfasen skal være værdiskabende for den videre proces – både i anlæg og drift.

Du bliver sparringspartner for hele afdelingen for mobilitet, klimatilpasning og byvedligehold, og her skal du samarbejde med et tværfagligt team af projekt- og byggeledere samt udbudsjurister. Herudover vil dit daglige arbejde også være præget af vores eksterne samarbejdspartnere, eksterne arbejdsmiljøkoordinatorer, rådgivere og entreprenører, og her bliver du deres sparringspartner om arbejdsmiljørelaterede spørgsmål. Du bliver fysisk placeret i enheden Bro og Tunnel, hvor der køres et parløb med vores arbejdsmiljørepræsentant for det udegående personel.

Dine opgaver omfatter bl.a.:

  • Rådgivning af kollegaer i afdelingen for mobilitet, klimatilpasning og byvedligehold om håndtering af arbejdsmiljøforhold i anlægsprojekter både i projektering og udførsel
  • Udvikling af system til registrering af (nærved-) ulykker i anlægsprojekterne og opfølgning på ulykkesstatistikken
  • Udvikling af system til indsamling af erfaringer fra driften og sikre, at disse kommer nye anlægsprojekter til gode
  • Varetage rollen som arbejdsmiljøkoordinator (B) i udvalgte projekter
  • Granskning af projektmateriale i projekteringsfasen med henblik på arbejdsmiljøkoordineringen
  • Tilsyn med arbejdsmiljøkoordinering i udførelsesfasen, som tit udføres af hovedentreprenøren
  • Auditering af igangværende anlægsprojekter i udførsel
  • Afholde årlige netværksmøder for område for Mobilitet og Anlæg-medarbejdere om arbejdsmiljøkoordinering
  • Afholde interne kurser om bygherrens rolle, og hvordan denne bedst rammesætter og kvalitetssikrer arbejdsmiljøkoordinators arbejde 

Vi lægger vægt på, at du arbejder selvstændigt, men samtidig forstår at indgå i et team af professionelle kollegaer, hvor der også er tid til fælles læring og til, at du kan udvikle dig selv og erhverve nye kompetencer.

Erfaren arbejdsmiljøkonsulent, der navigerer sikkert
Du er en engageret og dynamisk person med min. 5-10 års erfaring med arbejdsmiljølovgivningen og med arbejdsmiljøarbejde inden for projektering og udførelse. Du har fx erfaring fra en stilling hos Arbejdstilsynet, Branchearbejdsmiljørådet, en offentlig bygherre, fra en projekterende rådgivervirksomhed eller som arbejdsmiljøkoordinator hos en større entreprenørvirksomhed.

Du har erfaring med arbejdsmiljøkoordinering, og vi sætter pris på, hvis du har indblik i og/eller forståelse for ledelse af anlægsprojekter. Det er en fordel, at du har kompetencer eller erfaring indenfor

  • Kommunikation, formidling og afholdelse af kurser/workshops
  • Formidling og implementering af nye processer og regler i anlægsprojekter
  • Udbud og kontraktstyring af både teknisk rådgivning og af entreprenørarbejde
  • Offentlig forvaltning og arbejdet i en politisk ledet organisation 

Herudover lægger vi vægt på, at du har overblik, og at du har stærke evner med hensyn til at prioritere og strukturere opgaver undervejs i processen. Du har personlig gennemslagskraft og mestrer naturligt samarbejdets mange facetter.

Du opleves som imødekommende og konstruktiv, og du kommunikerer direkte, åbent og inddragende. Du taler og skriver et velformuleret dansk, ligesom du også behersker it-programmer på brugerniveau.

Et kompetent, udviklende og engageret arbejdsklima
Vi lægger vægt på et uformelt og inspirerende arbejdsklima med fokus på læring og kompetenceudvikling samt samarbejde med gode kolleger. Jobbet rummer mange udviklingsmuligheder og udfordringer, både fagligt og personligt.

Derudover tilbyder vi dig en gennemsnitlig 37 timers arbejdsuge inkl. frokost, idet vi lægger vægt på et afbalanceret forhold mellem arbejdsliv og familie-/fritidsliv.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Lønniveauet i stillingen vil være afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Hertil kommer pension.

Er du blevet nysgerrig?
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte arbejdsmiljøkonsulent Helena Kreipke Juul på 2178 2486 eller enhedschef Annette Kjeldsen på 6136 0823.

Vedhæft din ansøgning og CV i pdf-format. Øvrige relevante dokumenter som eksamensbeviser eller lignende har du lejlighed til at medbringe ved en eventuel samtale.

Søg via ovenstående link senest den mandag den 31. august 2020

Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler med udvalgte kandidater i uge 37 og 38.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder