About Albertslund Kommune

Et alsidigt kulturliv skaber en dynamisk by med et rigt foreningsliv og en lang række fritidsaktiviteter for børn, unge, ældre - og forældre. Se f.eks. en god film i Albertslund Biograferne, bliv underholdt på Hovedbiblioteket, tag en dukkert i én af svømmehallerne eller i Friluftsbadet Badesøen, lær at spille violin på Musikskolen, besøg Vikingelandsbyen, se en teaterforestilling i MusikTeatret eller gå til koncert på Forbrændingen. 

Albertslund Kommune har gennem mange år været kendt for en høj standard på børneområdet, der er båret af nærværende, engagerede og kompetente voksne. Den pædagogiske kvalitet følges op af høj kvalitet på madfronten - i daginstitutionerne får børnene mad, der er over 80% økologisk. Det er landets højeste økologiprocent. 

Albertslund Kommune er frontløber på miljøområdet og er et laboratorium for byudvikling, hvor nye løsninger udvikles og afprøves med fokus på energieffektivitet til fordel for den enkelte borger, det lokale miljø og det globale klima. Albertslund er blevet udnævnt til Nordisk Energikommune 2011. Ca. 28.000 borgere er de levende billeder, der er med til at skabe den gode energi, der kendetegner Albertslund. 

Alt dette gør i mere end én forstand Albertslund til en bæredygtig forstad til København, hvor det er rart at bo. 

Kommunens mærkesager 
Kommunens tre mærkesager børn og unge, kultur og miljø er med til at skabe rammerne for det stærke fællesskab i Albertslund.