Skip to main content

Sådan besvarer du spørgsmål: Hvorfor skal vi ansætte netop dig?

Du slipper sjældent for at skulle svare på, hvorfor virksomheden skal vælge lige netop dig til jobbet. Her er seks råd til, hvordan du svarer på det frygtede spørgsmål til jobsamtalen.

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 30/10-2014

Samtalen kører fint, du og din interviewer er på bølgelængde, og du synes, du har fået forklaret, at du har de rette kompetencer til jobbet. Men lige som du troede, du havde klaret dig igennem, kommer spørgsmålet: Hvorfor skal netop du have jobbet og ikke de fem andre, der også har været til samtale og er lige så kvalificeret som dig?

Skal dine kompetencer i spil på en ny arbejdsplads? Tjek mulighederne på Jobfinder.

Koldsveden begynder at melde sig i nakken. Det er ikke noget let spørgsmål at svare på. Men også selv om du ikke bliver spurgt om det direkte, bør du være forberedt på at forklare det, for det er måske det allervigtigste, din jobinterviewer skal have et klart billede af efter jeres samtale.

Jenna Allcock er marketingsansvarlig i rekrutteringsvirksomheden Give A Grad A Go. Hun skriver i avisen The Guardian en række råd til, hvordan du kan forberede dig bedst muligt på svaret og imponere din jobinterviewer.

Referér til jobbeskrivelsen. Læs beskrivelsen af jobbet grundigt og notér dig, hvilke erfaringer og kompetencer virksomheden har opstillet som krav. Vælg tre-fire stykker ud, som du virkelig føler, du opfylder, og brug dem som udgangspunkt for dit svar.

De fleste jobbeskrivelser har en liste med kompetencer, der 'kræves', og nogle, der 'ønskes'. Fokusér dit svar på, hvilke af de ønskede kompetencer du har, for du må gå ud fra, at jobintervieweren allerede har tjekket, at du opfylder de krævede, inden du blev kaldt til samtale.

Hvad du kan tilføre virksomheden - ikke hvad de kan give dig. Spørgsmålet om, hvorfor virksomheden skal ansætte dig, giver dig mulighed for at forklare, hvordan du kan blive løsningen på deres problemer. Identificér, hvilke af dine kompetencer virksomheden vil få gavn af, men som de måske ikke har prøvet før, så du fremstår unik og innovativ.

Undgå at forveksle spørgsmålet med, hvad du kan få ud af at få jobbet. At det er en stilling, du altid har drømt om, er fint, men det giver stadig ikke virksomheden en grund til at ansætte netop dig.

Sammenlign aldrig dig selv med de andre ansøgere. Det er let at falde i den fælde at forklare egne fortrin frem for konkurrenternes. Men ærlig talt, du kender ikke de andre ansøgere, og du ved reelt ikke, om du er hurtigere, klogere eller dygtigere end dem.

Det kan let give bagslag, for du sidder over for intervieweren, der modsat dig har mødt de andre og derfor nok er den bedste til at vurdere dig i forhold til de andre. Så hold dig på den sikre side og tal om, hvad du kan, og ikke om, hvad de andre ansøgere kan.

Undgå klicheer. Lad være med at sige, at du burde få jobbet, fordi du er pålidelig, hårdtarbejdende eller god til at arbejde som del af et hold. Det er klicheer og uinspirerende adjektiver, som enhver kan sige om sig selv.

Derudover er disse personlige egenskaber ikke andet end, hvad virksomheden som minimum forventer af dig som en selvfølge, så det er ikke noget, der ligefrem kan bruges til at promovere dig selv.

Giv belæg for dit svar. Når du skal fortælle, hvorfor virksomheden skal give dig jobbet, er det din mulighed for at promovere dig selv, men også en risiko for at komme til at fremstå arrogant.

Så i stedet for at bruge tomme ord som succesrig, flittig og selvsikker, så bevis i stedet, at du er det ved at komme med konkrete eksempler fra din karriere. For eksempel: Mine særlige analytiske evner gjorde, at jeg opnåede A, da jeg arbejdede med at få B og C til at gå op.

Følg en klar struktur. Dit svar på spørgsmålet må ikke blive en lang, vævende forklaring. Giv et enkelt, kort og slagkraftigt svar, som intervieweren husker.

Begynd med at fastslå dine pointer. 'Jeg synes, du skal ansætte mig, fordi jeg kan X, Y og Z.' Bevis det derefter med eksempler, som beskrevet ovenover. Rund til sidst svaret af med en opsummering. 'Alt i alt er jeg overbevist om, at X, Y og Z gør mig til et godt match til jobbet og jeres virksomhed.'