Nyuddannet med 12 på eksamensbeviset får 80 afslag

28. oktober 2013 kl. 14:00
Offshore-branchen skriger på maskinkyndige teknikere. Alligevel har den nyuddannede maskinmester Raid Salah fået 80 afslag de seneste tre måneder. »Det er ualmindeligt ærgerligt,« lyder det fra hans vejleder.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mediernes mange skriverier om den danske offshore-branches desperate mangel på arbejdskraft klinger hult hos den nyuddannede maskinmester Raid Salah. Siden sin afgangseksamen fra Fredericia Maskinmesterskole i juli i år har han fået afslag på samtlige 80 ansøgninger, han har sendt - rigtig mange adresseret til virksomheder inden for offshore-industrien. Den 27-årige maskinmester opnåede et 12-tal for sit afgangsprojekt om fjernvarmeproduktion og undrer sig derfor over, at han konsekvent havner i bunken med afviste ansøgere.

»Det er træls at høre mediernes mange historier om manglen på dygtige maskinmestre og maskiningeniører. Virkeligheden ser noget anderledes ud, kan jeg desværre konstatere,« påpeger Raid Salah.

Holder du dig orienteret om nye job inden for maskiner og produktion? Se Jobfinder

Indtil videre har Raid Salah været til samtale to gange, men har fået afslag begge steder. Den nyuddannede maskinmester, der kom til Danmark fra Irak som 15-årig, har tidligere været ansat i flere danske virksomheder, blandt andet Dansk Supermarked, samt været ansat i forsvaret i en længere periode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»I løbet de 4 år på studiet blev vi tudet ørerne fulde om, at vi ville kunne vælge og vrage mellem jobbene, hvis vi bare gjorde os umage med studiet. Da jeg fik 12, troede jeg, det var en sikker adgangsbillet til det danske arbejdsmarked. Det er frustrerende at have lagt så mange kræfter i sit fag og så ikke få lov at bruge det,« fortæller Raid Salah.

Ud over de omkring 80 opfordrede og uopfordrede ansøgninger han har sendt ud, har Raid Salah lagt sin profil ind på flere af de store ingeniørvirksomheders hjemmesider, ligesom han har været i kontakt med flere rekrutteringsbureauer. I øjeblikket arbejder han på deltid som tolk i offentligt regi, men drømmen er at komme til at arbejde med udvikling af nye produkter – og meget gerne inden for olie- og gasindustrien.

Hvorfor tror du, du bliver valgt fra?

»Måske frygter arbejdsgiverne, at jeg ikke kan begå mig på en dansk arbejdsplads. Men jeg har arbejdet blandt danskere i alle mine tidligere job og aldrig haft problemer. Tværtimod har de fleste af mine tidligere kolleger givet udtryk for, at jeg bragte noget nyt og positivt til virksomheden,« forklarer Raid Salah.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lektor på Fredericia Maskinmesterskole Claus Pedersen, der har vejledt og eksamineret Raid Salah i hans eksamensprojekt, ærgrer sig over situationen. Han beskriver Raid Salah som både fagligt kompetent, behagelig og lærenem.

»Det er ualmindeligt ærgerligt, hvis Raid bliver sorteret fra på grund af sin baggrund. Han taler et meget fint dansk og forstår alt. Man opnår ikke et 12-tal, hvis man ikke både har de faglige kvalifikationer og mundtligt kan fremlægge sin opgave professionelt. Det burde være bevis for hans kvalifikationer,« siger Claus Pedersen.

Læs også: Ingeniører skal lokkes til offshore-branchen

Raid Salah har fået sin ansøgning rettet til af bekendte med HR-erfaring, ligesom Claus Pedersen har skrevet en anbefaling på den 27-åriges LinkedIn-profil.

»Jeg har gjort alt det rigtige, og alligevel ligger der afslag på afslag, hver eneste gang jeg åbner min mail. Det er dybt frustrerende. Under studietiden sagde mine studiekammerater for sjov, at jeg aldrig ville få job, fordi jeg var indvandrer. Dengang troede jeg ikke på det, men i dag er jeg kommet i tvivl,« siger Raid Salah.

Af rapporten 'Afdækning af kompetencebehov til offshorebranchen' fra Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte fremgår det, at der aktuelt er et rekrutteringsbehov på ca. 175 personer til stillinger i branchen på dansk område. Region Syddanmarks kortlægning af branchen viser, at netop manglen på arbejdskraft er en af de største barrierer for branchen de kommende 5-10 år.

Læs også: 2020: 50.000 ansatte i offshorebranchen

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning