Om Thisted Kommune

Thisted Kommune er med sine ca. 4500 ansatte den største arbejdsplads i kommunen. Kommunen er organiseret i tre forvaltninger og to tværgående centre. Thisted Kommune ligger ud til Vesterhavet, og kan prale af at være Danmarks førende klimakommune samt at have en storslående natur med blandt andet Danmarks første nationalpark.

Thisted Kommune som arbejdsplads er meget bevidst om, at ”tingene ikke kommer af sig selv”. Derfor arbejder vi ihærdigt for at skabe udvikling, hvortil vi tilstræber at skabe så gode resultater for borgerne, at Thisted Kommune ofte dukker op på landkortet. Med et udviklingsorienteret fokus er opgaverne i Thisted Kommune yderst alsidige. Vi er altid på udkig efter talenter med høj faglighed. Vi tror på, at mangfoldighed er nøglen til at skabe det bedste udviklingsmiljø.

Derfor prioriterer vi at have mange forskellige faggrupper i vores organisation. Vi er en arbejdsplads, hvor du har mulighed for at få indflydelse på dine arbejdsopgaver ud fra interesser og kompetencer. Har du en god ide, er der ofte ikke langt fra tanke til handling.

Tør du tage initiativet, og har du kompetencerne, kan Thisted Kommune være stedet, hvor du kan realisere dine ideer og udfordre dit potentiale.