Om LINDØ port of ODENSE A/S

LINDØ port of ODENSE A/S er en aktieselskabshavn og er Danmarks største havn. Med en placering mellem Nordsøen og Østersøen tilbyder vi unikke produktionsfaciliteter og stærke logistikløsninger, der skaber optimale rammer for produktion, lagring og udskibning af store komponenter til kunder inden for offshore, maritim og tung industri.

LINDØ port of ODENSE A/S dækker i alt 6,4 mio. kvadratmeter industri- og havneområde fordelt mellem Terminal City i Odense og Terminal Nord og Syd på Lindø. Kerneydelserne er udlejning af bygninger og arealer, kraner og mandskab, lastning/losning af skibe samt løfte- og transportopgaver. Vi råder over kraner med op til 1.200 t løfteevne, transportkøretøjer med op til 1.110 t lasteevne samt ISPS-godkendt havn med 4.400 m kaj.

LINDØ port of ODENSE A/S er i vækst, og behovet for areal stiger i takt med, at virksomhederne rykker ind på Lindø, og projekterne vokser i omfang. Ydermere er Terminal City under forandring, og tidligere og eksisterende industriarealer vil over de kommende år blive konverteret til bymæssig bebyggelse, som forbinder by og havn.

Derfor udvider LINDØ port of ODENSE A/S det eksisterende havneområde på Lindø med 400.000 kvadratmeter areal med en kilometer ny kaj.