Om Gate 21

Gate 21 er et partnerskab mellem kommuner, virksomheder og videninstitutioner, der arbejder for det fælles mål at accelerere den grønne omstilling.

Strategisk afsæt
Gate 21’s vision er at gøre Greater Copenhagen til den førende region i verden for grøn omstilling og vækst. Strategien tager udgangspunkt i at bruge regionernes og kommunernes efterspørgsel til at udvikle, demonstrere og udbrede nye energi og ressourceeffektive løsninger på klima- og energiområdet.

Region Hovedstaden og en række kommuner i Greater Copenhagen har vedtaget ambitiøse mål for omstillingen til et fossilfrit samfund. Det, sammen med et allerede stærkt grønt brand og vores evne til at samarbejde på tværs af offentlige institutioner, virksomheder og vidensinstitutioner om nye løsninger, er grundlaget for, at Greater Copenhagen kan blive den førende region i verden inden for grøn omstilling og vækst.

Den grønne omstilling står højt på den internationale dagsorden. Løsningerne efterspørges globalt. Det er en fælles chance, og vi kan med de ambitiøse politiske mål i regionen styrke danske virksomheders forspring og tiltrække flere udenlandske investeringer i de grønne løsninger.

Gate 21 har gennem sine første seks år skabt stærke resultater og med dem vist nye, konkrete veje for den grønne omstilling. Vi kan derfor tilbyde en velafprøvet og solid platform for offentlig-privat innovation og samarbejde og dermed gøre vores til at løfte de ambitiøse målsætninger for Greater Copenhagen.

I de kommende fire år vil Gate 21 sammen med sin voksende partnerkreds og de centrale  erhvervsfremmeaktører arbejde målrettet for at virkeliggøre vores vision. Gate 21 vil bidrage med videndeling, konkrete samarbejdsprojekter og etablering af Living Labs, hvor kommuner og regioner stiller sig til rådighed som testbeds og showrooms for udvikling og demonstration af virksomheders nye grønne løsninger.