Gå til hovedindhold
search
Ingeniøridentitet

Er ingeniørkulturen engagementets modpol?

Viden forpligter! Men hvad forpligter viden egentlig til, hvis man er ingeniør? Den forpligter til, at man skal være omhyggelig, forsigtig, præcis, systematisk, effektiv, sandfærdig og objektiv i sit arbejde. Det vil de fleste skrive under på. Men vel også til, at den viden man har tilkæmpet sig som professionel ingeniør, faktisk kommer nogen til gode – at den kommer til at gøre en positiv forskel i det samfund og den verden, som vi er en del af. Eller hvad?

Det mener mange ingeniørorganisationer, ingeniørskoler og tekniske universiteter rundt om i verden i hvert fald. De har tilsluttet sig de såkaldte ABET-kriterier, der taler om, at ingeniøruddannelserne skal fremme ingeniørers professionelle og etiske ansvar, og at ingeniøruddannelserne skal tydeliggøre de økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser, som ingeniørmæssige løsninger ofte indebærer. Etik og social ansvarlighed har derfor fået en plads i undervisningen i mange ingeniøruddannelser – ikke mindst i USA.

Det er jo vigtige og gode intentioner, men er de det papir værd, som de er skrevet på? Bidrager ingeniøruddannelserne faktisk til at gøre fremtidige ingeniører bevidste om deres ansvar overfor offentligheden, miljøet, borgere, klienter, osv.?

En ny undersøgelse foretaget af den amerikanske sociolog Erin A. Cech tyder på noget andet. Hun har undersøgt, hvordan amerikanske ingeniørers interesse for spørgsmål om offentlig velfærd og deres følelse af professionelt ansvar udvikler sig fra de første år på ingeniørstudiet, og til de havner i et job efter deres ingeniøruddannelse. Hun viser, at de interviewede lægger mindre og mindre vægt på etiske og værdimæssige spørgsmål, efterhånden som de kommer længere frem i studiet og til sidst ender i et job. En tankevækkende – og bekymrende – udvikling. Hun konstaterer, at de adspurgte fx interesserer sig mindre og mindre for 1) ingeniørernes professionelle og etiske ansvar, 2) hvordan mennesker bruger teknologien og 3) de sociale konsekvenser af teknologien. Cech peger på, at socialiseringen ind i ingeniørkulturen er styret af en apolitisk ideologi, der trækker en skarp grænse mellem det tekniske og det politiske, og som generelt ser de herskende sociale forhold som rimelige og retfærdige.

På baggrund af den tendens spørger Cech så sig selv – og læseren: Hæmmer socialiseringen ind i ingeniørkulturen, at man engagerer sig i samfundsforhold og tager et moralsk og politisk ansvar for sine handlinger? Er det et kendetegn ved ingeniørkulturen, at man ensidigt fokuserer på det instrumentelle og tekniske og i stigende grad bliver uengageret i sociale forhold? Det interessante ved Cechs undersøgelse er, at hun ikke sporer signifikante forskelle i engagementet imellem de ingeniørstuderende, der uddannes fra de traditionelle ingeniøruddannelser (fx MIT) og de ingeniøruddannelser, som normalt ser sig selv som ’progressive’, og som lægger mere vægt på etik og teknologiens rolle i samfundet i undervisningen (fx Olin og Smith College).

Nu er det jo altid svært at overføre undersøgelsesresultater foretaget i en kultur til en anden – det amerikanske og danske samfund er meget forskelligt på mange punkter. Men er der noget om, at socialiseringen ind i ingeniørkulturen medfører, at man engagerer sig mindre i samfundsforhold og kommer til at interessere sig mindre for politik, etik og samfundsforhold? Er det sådan, at ingeniørkulturens ’ideologi’ giver de studerende en snævert teknisk perspektiv og hæmmer, at man bliver dannet til at tage del i samfundsdebatten og engagere sig i forhold til sociale forhold?

Du kan læse hele undersøgelsen her: Erin A. Cech: Culture of Disengagement in Engineering Education, i Science, Technology & Human Values , 2014, Vol. 39(1), side 42-72.

Anders Buch
Om Ingeniøridentitet
er lektor ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet, København.