Gå til hovedindhold

Tre ting du skal overveje, når du har flere jobtilbud

Virksomhederne mangler ingeniører og it-uddannede, og det er ikke usandsynligt, at aktive jobsøgere pludselig kan stå med mere end et jobtilbud. Sker det, skal du overveje dette

Ledigheden blandt ingeniører, Cand. Scient'er og it-uddannede er i bund. Og der er ikke udsigt til, at det ændrer sig foreløbig.

IDA og DI forudser i en fælles prognose, at der vil mangle over 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025, hvis der ikke gøres noget drastisk. Samtidig vurderer Erhvervsstyrelsen i en anden prognose, at der vil mangle 19.000 it-specialister i 2030.

[Masser af spændende job Find dem her]

Jagten på kvalificeret arbejdskraft kan betyde, at kandidater vil have flere tilbud samtidig, og så er det klogt at tænke sig godt om. Alexandra Dickinson, blogger for Forbes Magazine, har opstillet tre ting, som du skal tage i betragtning, når du har flere jobtilbud. Og lønnen er ikke det vigtigste, skriver hun.

1. Vær ærlig over for dig selv

Det hele starter med, at du skal se dig selv og være ærlig.

Når du har et jobtilbud, så er det vigtigt at kende sig selv - og turde være ærlig. Måske skygger den høje prestige i et bestemt job for dine egentlige ønsker, så du ikke ser de røde lamper. Måske er det tanken om, at dine studiekammerater og venner og far og mor vil blive imponeret, som får dig til at overveje jobbet. Eller at arbejdsgiveren virkelig gerne vil have dig, der gør, at du synes, du skal sige ja.

Hvis du leder i dit send efter den slags overvejelser, så er det værd at genoverveje grundigt, inden du siger ja. Ellers tager du det nye job af de forkerte grunde, og du vil fortryde, når det bliver hverdag, og vennerne - og du selv - har vænnet sig til din nye titel, eller når arbejdsgiverens store begejstring for dig er kølnet.

2. Se det store billede

Allerede inden du søger job, burde du have overvejet, hvad du vil med dit professionelle liv - og dit private liv. Og hvordan du får det til at spille sammen. Har du ikke gjort det, er det på høje tid, når du står over for at skulle vælge, om du vil sige ja til et job.

Du skal vide, at det job, du tager, uundgåeligt vil lede din karriere i en bestemt retning, som det kan blive sværere og sværere at afvige fra. Du får i høj grad dine fremtidige job på din erfaring, så det er vigtigt, hvad din erfaring er.

Måske lokkes du af en høj løn, men det kan betyde, at du skal arbejde på tidspunkter, der gør, at du ikke kan dyrke din private passion i det omfang, du ønsker, og det vil måske fjerne glæde i dit liv. Eller jobbet sender dig til en del af (ud)landet, som du dybest set ikke har lyst til at forblive i, men rødder vokser dybt, og det kan blive sværere at skulle flytte frit på et senere tidspunkt.

Uanset hvad, så skal du være bevidst om hovedlinjerne i den vej, der skal føre til din lykke, og så vidt muligt holde dig i nærheden af den.

.3 Husk at sammenligne med det, du har

Når du har været kastet gennem interviews og drømme og visioner er tændt, og du ser for dig, hvordan det nye job vil opfylde *alle' dine faglige drømme, kan det være værd at give dit nuværende job nogle positive tanker. Græsset er nemlig ikke altid grønnere på den anden side.

Kan du vælge mellem flere job, skal du huske, at du også altid har muligheden for at vælge det job, du allerede har. Måske er du i virkeligheden så glad for dine kolleger, dine arbejdstider, din chef, dine opgaver, at det vil være et tab at sige ja. Selv om du har "spildt" din og arbejdsgiverens tid med jobsamtaler med mere og måske undervejs givet udtryk for, at du er stærkt interesseret i jobbet, har du lov at sige nej til sidst. Den eneste, du skylder noget er dig selv - nå, ja, og så dem du elsker selvfølgelig. Og de vil allerhelst se dig glad.