Gå til hovedindhold

Ti ord, du aldrig skal bruge om dig selv i dit cv

De ord, du bruger til at beskrive dig selv og dine egenskaber i dit cv, kan skabe en reaktion hos læseren, der dømmer dig hurtigere end et blink med øjet. Her er ti ord, som du bør overveje at holde dig fra.

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 28/10-2014

Du skal skrive cv, jobansøgning, LinkedIn-profil eller biografi til din Twitter-konto, og du ved, det er vigtigt, at læseren på den ene eller den anden måde får et indtryk af dine personlige egenskaber - og ikke kun dine professionelle kompetencer.

Det kan i forvejen virke som en umulig opgave at skulle beskrive sig selv med ord. Ikke desto mindre er det meget brugt, og man bør tænke over, at de ord, man vælger, er helt afgørende for, om læseren får et godt indtryk af dig.

Se de seneste stillingsopslag på Jobfinder.

Greg Savage har rekrutteret jobsøgende gennem 30 år på verdensplan og giver her en liste over ord, som du ifølge ham aldrig må bruge til at beskrive dig selv. For så de stempler dig - og ikke for det gode.

  • Guru, legende og ninja - tro det eller ej, disse ord er ganske almindelige i Twitter-biografier eksempelvis. Men har du nogensinde overvejet, hvad disse ord virkelig betyder? Hvad de indebærer? Og du tilskriver dem gladeligt dig selv? Så du er en legende, siger du om dig selv - offentligt? Intet afskriver dig og ødelægger din troværdighed så hurtigt, som når du bruger denne slags ord om dig selv.
  • Ekspert. Er ikke så slemt som ordene ovenfor, men hører til i samme kategori. Du har overgjort det. Måske er du ekspert. Men lad være at skrive det. Det skal være op til andre at vurdere.
  • Ydmyg. Bare det, at du skriver det, beviser, at du ikke er det.
  • Generøs. Måske er det det, du er. Men hvis du synes, det er nødvendigt at skrive det offentligt, er du ikke ydmyg, som du netop har skrevet ovenfor. Vi værdsætter ydmyghed. Og vi vil gerne have din generøsitet uden tanke for personlig vinding og anerkendelse. Derfor, lad være at skrive det. Vær det.
  • Ærlig. Hvis det er nødvendigt for dig at skrive det, er det klart, at du betragter det som et særligt talent. Andre tager det for givet, at man er ærlig. Er det mon noget, du har svært ved at være, vil andre tænke, når du skriver det.
  • Rockstjerne. Nej, vel? Med mindre du faktisk er en rockstjerne, men det er nok tvivlsomt.
  • Rar person. Så du annoncerer, at du er en rar person. Noget narcissistisk måske? Dette er bestemt en hædersbevisning, som er op til andre at give dig.
  • Exceptionel. For meget, for stort og for dårligt.
  • Humoristisk. Stort set alle mennesker, der beskriver sig selv som sjove, er det ikke.
  • Visionær. Vær det, vis det.

Hvis nogle af disse egenskaber passer på dig, vil andre mennesker gerne sige det om dig. I referencer, anbefalinger, på de sociale medier og under samtaler. Hvis du siger dem om dig selv, kommer du i bedste fald til at se dum ud - i værste fald til at ligne en komplet idiot.