Svindlere udnytter Mærsks navn til fup-rekruttering

Internationale virksomheder som Maersk Oil, Total og skotske Asco bliver misbrugt af fup-headhuntere, der lokker personlige oplysninger ud af ledige som led i falsk rekruttering.

Stigende arbejdsløshed i en presset oliebranche bliver udnyttet af netsvindlere, der foregiver at rekruttere for internationale oliegiganter som Maersk Oil, franske Total og skotske Asco.

Svindlerne bruger virksomhedernes navn og logo til at lokke penge og personlig information ud af desperate ledige. Det skriver den skotske avis The Scotsman.

De jobsøgende bliver informeret om, at ansættelsen kun kan gennemføres, hvis de videresender f.eks. pasnummer eller overfører et større beløb.

Søger du nye udfordringer inden for energi og forsyning. Tjek Jobfinder

I marts advarede Ingeniørforeningen om lignende svindel.

Fupnummeret har fået oliegiganterne til at advare potentielle jobsøgere. Olieselskabet Asco skriver ifølge The Scotsman på nettet:

»Vi er blevet bekendt med at falske headhuntere misbruger Ascos navn og identitet. Vi ville aldrig tilbyde job uden et personligt interview ansigt til ansigt eller udsende nogen form for korrespondance fra personlig eller webbaseret e-mail-adresse.«

Jake Molley, repræsentant fra den britiske fagforening RMT har talt med flere, der er blevet kontaktet af netsvindlerne og han fortæller, at det er mennesker, der desperate efter at komme i job.

»Det er svindlere, der udnytter mennesker, som allerede befinder sig i en sårbar situation,« sige Jake Molley til avisen.

I forbindelse med Ingeniørforeningens advarsel mod netsvindlere, opfordrede Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA, jobansøgere til altid at undersøge headhunteren f.eks. ved at google rekrutteringsvirksomhedens navn med ord som ’scam’, ’fraud’ eller ’hoax’ for derigennem at tjekke, om andre tidligere har oplevet fusk med det pågældende virksomhedsnavn.