Gå til hovedindhold

Skal man ringe eller maile om en opslået stilling?

Marie Arildsen, afdelingsleder for rekruttering i Grundfos, forklarer hvad der er god praksis, når du som jobsøgende vil i kontakt med en arbejdsgiver.

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Karrierepanelet eksisterer ikke længere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 14/03-2013

Hej karrierepanel
Er det en god ide at ringe til en arbejdsgiver vedrørende en opslået stilling? Arbejdsgivere bliver jo bombarderet disse dage med høj ledighed i samfundet, så måske er det bedre at maile? Jeg har brug for et par gode råd.
Venlig hilsen Christina

Hej Christina,
Jeg kan sagtens forstå, at du er i tvivl her, da der også i de forskellige virksomheder vil være mange holdninger til, om man skal ringe til en arbejdsgiver omkring et opslået job.

I min optik er der nogle gode overvejelser, du skal have med, hvis du vil kontakte arbejdsgiver omkring en annonce - de gælder både hvis du vil ringe eller maile:

Du skal gøre dig meget klart, hvad du vil have ud af kontakten med den potentielle nye arbejdsgiver, og hvem du vil i kontakt med. Har du konkrete spørgsmål til jobbet, eller vil du bare gerne sælge dig selv lidt ekstra?

Ring kun, hvis du har relevante spørgsmål

De fleste ledere vil gerne svare på spørgsmål omkring deres opslåede job. Det er jo i deres interesse at få de allerbedste ansøgninger til jobbet. Derfor kan det også være en god ide at kontakte lederen, inden du sender din ansøgning og stille nogle opklarende spørgsmål, som kan hjælpe dig til at gøre ansøgningen endnu skarpere.

Den gyldne regel er dog kun at stille spørgsmål, som du ikke kan læse dig til - ellers vil det ikke opfattes som gode spørgsmål, og du kan snarere spænde ben for dig selv. Hvis du lykkes med at stille de gode spørgsmål, vil lederen ofte huske dig, når ansøgningerne læses igennem - især hvis du formår at vise, at jeres dialog har givet dig en god forståelse for jobbet.

De gode spørgsmål kan altså være med til at sælge dig. Til gengæld kan de fleste også gennemskue de dårlige spørgsmål, som egentlig bare er en undskyldning for at komme i dialog med lederen.

Snak med chefen om jobbet, og HR person om processen

Mange opslag vil henvise til både en leder og en HR person. Og hvor de fleste ledere ofte kun har et eller meget få job ledige på samme tid, vil HR-personen ofte have mange på samme tid. Det vil derfor sjældent være relevant at kontakte HR, medmindre der opfordres til det i annoncen.

De fleste virksomheder beskriver deres rekrutteringsproces på hjemmesiden, så spørgsmål til HR vil oftest kun være relevante, hvis processen trækker ud, og du har behov for et svar. Dette betyder også, at det typisk ikke giver god mening at ringe for at følge op på en ansøgning, medmindre man oplever, at processen trækker ud.

For at opsummere vil mit råd altså være at kontakte ansættende leder, inden du sender din ansøgning. Stil gerne et par opklarende spørgsmål og brug svarene til at gøre din ansøgning endnu bedre. HR skal kun kontaktes, hvis der er spørgsmål til processen, som du ikke kan læse dig til.

Held og lykke med jobsøgningen.

Venlig hilsen
Marie Ropeid Arildsen