Gå til hovedindhold

Sådan opnår du højere løn

Vær velforberedt, fokuser på din egen indsats, og brug chefens vurdering af din præstation som argument, hvis du vil opnå en højere stigning end sidste gang

Er du ikke tilfreds med din løn, skyldes det måske dårlig forberedelse og forkerte argumenter ved sidste lønforhandling. Stefan Jansson, ekspert i løn og pension hos IDAs svenske søsterorganisation, Sveriges Ingenjörer, giver her en række gode råd til en vellykket lønsamtale. Rådene er hentet på Ingenjörskarriär.se.

Forbered dig godt

Nøglen til succes ved en lønforhandling er først og fremmest grundig forberedelse. Sørg for at have styr på de opgaver, som du har løst i årets løb, og som din chef har været godt tilfreds med. Du skal bedømmes på det, du har stået for og bidraget med. Fokuser derfor på din egen indsats, altså de opgaver, som du har kunnet påvirke udfaldet af. Lad være med at henvise til inflation og samfundsudvikling.

På udkig efter et job med bedre løn? Tjek Jobfinder.

Skriv en liste med gode argumenter. Hold rede på, hvor meget du arbejder over, og beregn værdien af din overtid. Det kan være et brugbart argument.

Angiv dit lønkrav som et fast beløb, og bed om lidt mere, end du forventer at få.

Anvend chefens formuleringer

Brug lønsamtalen til at beskrive, hvordan du har levet op til de krav, der er stillet, og hvordan du har nået dine mål. Brug begreber som kompetence, ansvar og præstation.

Vælg argumenter efter arbejdsgiverens behov og måde at anskue tingene på.

Vælg argumenter efter arbejdsgiverens behov og måde at anskue tingene på. Find de (pæne) ord frem, som din chef har brugt om din arbejdsindsats, og anvend dem som argumenter for, at du skal have en bedre løn.

Fokuser på din egen indsats

Lavkonjunktur og dårlig økonomi påvirker lønudviklingen, og derfor anser din chef det sandsynligvis for et stærkt argument for at holde lønstigningerne nede. Du vil sandsynligvis blive mødt af modargumenter som f.eks.: ’Det har vi ikke råd til’, ’vi skal holde budgettet’ eller ’i år satser vi på de yngre.’ Den slags argumenter bør du dog ikke godtage, for de handler ikke om din indsats.

Vis forståelse for chefens argumenter, men lad være med at trække dine egne argumenter tilbage. Husk, at det er din præstation og kompetence samt det ansvar, du påtager dig, der skal påvirke din løn. Din lønstigning skal ikke begrænses af et budget, selv om chefen naturligvis er nødt til at holde sit budget.

Læs også: Hver tredje ingeniør over 40 forventer lønnedgang

Forklar din chef, at du opfatter lønnen som udtryk for en bedømmelse af din indsats. Får du en lavere lønstigning end andre, må det betyde, at du gør et dårligere stykke arbejde end dem. Hænger det virkelig sådan sammen, kunne du spørge.

Tru aldrig med at sige op, hvis du ikke får en vis lønstigning – men lad heller ikke chefen tro, at du har tænkt dig at blive for evigt.

Efter forhandlingen

Formulér sammen med din chef nogle realistiske krav og mål for det kommende år. Tænk over, hvad du fremover har brug for at blive bedre til.

Læs også: Hvordan forhandler jeg mig til en bedre løn?