Sådan kommer din ansøgning øverst i bunken

18. februar 2013 kl. 08:00
Sådan kommer din ansøgning øverst i bunken
Illustration: Flynt/Bigstock.
At præsentere sig selv i en ansøgning er ofte en balancegang. Du må ikke være for ydmyg, men heller ikke overdrive.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 18/02-2013

Hele formålet med at skrive en ansøgning er at komme til samtale. Derfor skal du først finde ud af, hvilke kompetencer virksomheden efterlyser, og hvilke kompetencer du besidder.
Herefter skal du på en troværdig måde redegøre for, at dine kompetencer svarer til det, virksomheden søger. Ellers kommer du ikke til samtale.

I virksomheder er det altid ærlighed, der betaler sig. Derfor skal du finde en balancegang, hvor du ikke er for ydmyg, men heller ikke overdriver og skriver noget, som ikke passer.

»Hvis du skriver, at du kun er bachelor, så er du for ydmyg. I stedet kan du skrive, at du er bachelor og især god til det og det, og at sådan, som du opfatter virksomheden, tror du, at det er noget, de kan bruge,« forklarer erhvervspsykolog Edith Kahlke fra Ingeniørens karrierepanel.

Analyser jobannoncen

Mens dit cv peger bagud og dokumenterer, hvad du har lært, peger din ansøgning fremad og fortæller virksomheden, hvad du kan bidrage med, og hvordan du kan være med til at løse deres
problemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Start med at tekstanalysere jobannoncen og tænk over, hvad der ligger bag ordene, når der for eksempel står, at du skal være god til at samarbejde eller kommunikere.

»Det er ikke nok at skrive, at du er god til at samarbejde. Giv hellere nogle eksempler på, i hvilke situationer du har udvist evner til at samarbejde,« siger karriererådgiver Helle Warburg fra Karrierecentret på DTU

Læs også: Snart uddannet? Læg dit CV ind på det ny Jobfinder

Vis at I er et godt match

Du skal på en troværdig måde vise, at dine kompetencer svarer til det, virksomheden efterlyser. Også her anbefaler Helle Warburg, at du giver nogle eksempler. Der står måske i opslaget,
at man skal kunne noget bestemt inden for kvalitetssikring. Så kan du skrive noget i retning af: ‘Mine erfaringer under studiet har lært mig, at man skal holde fokus på sådan og sådan,
og derfor kan jeg bruge de her kvalifikationer til at løse jobbet. I har de og de udfordringer, her kan jeg forestille mig, at mine kvalifikationer på dette område vil være relevante at bringe i spil’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»På den måde viser du, at du har et klart billede af, hvad virksomheden forventer, og at det er noget, du godt kan give dem,« siger hun.

Ring på forhånd

Hun anbefaler, at du ringer til virksomheden, inden du skriver din ansøgning.

Det kan godt være, virksomhederne efterspørger fem kvalifikationer, men i virkeligheden forventer de ikke at få en, der kan det hele.
--Helle Warburg

»Du kan roligt ringe til virksomheden, som kun bliver glade for, at der er nogle spændende mennesker, der viser interesse for jobbet, så de vil gerne hive 10-15 minutter ud til at tale med dig. Men tro ikke, at de husker dig, blot fordi du har ringet. De husker dig kun, hvis du stiller nogle begavede spørgsmål.«

Med andre ord: Forbered dig grundigt, inden du ringer. Find nogle emner i jobannoncen, som du gerne vil have uddybet. Står der noget om kvalitetssikring, så spørg, hvilke metoder de bruger, og hvad de vil forvente af dig i den forbindelse. Fortæl, hvad du har kendskab til, og spørg om det er noget, der interesserer dem. På den måde får du gang i en dialog, som du kan bruge til at skrive en endnu mere målrettet ansøgning.

Opfyld tre ud af fem kvalifikationer

Husk også at du ikke behøver være god til alt det, virksomheden efterspørger.

»Det kan godt være, virksomhederne efterspørger fem kvalifikationer, men i virkeligheden forventer de ikke at få en, der kan det hele. Det er ligesom små børn til jul: De skriver en ønskeseddel, men ved godt, at de ikke kan få det hele. Så hvis du kan sætte hak ved tre ud af fem kvalifikationer, så afsted med ansøgningen. Resten skal du nok lære,« siger Helle Warburg.

Læs også: Sådan bruger du LinkedIn i din jobsøgning

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning