Sådan håndterer du en dårlig chef

4. december 2014 kl. 14:41
Sådan håndterer du en dårlig chef
Illustration: Cheryl Gilman bookboon.com.
Den ubeslutsomme chef, den usikre chef og den chef, der bare altid ved bedst. Det kan dræbe selv den mest ihærdige medarbejders gejst at arbejde under sådan én. Men her finder du råd til, hvordan du tackler de dårlige chefer.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 04/12-2014

Dårlige chefer kan punktere de bedste intentioner, tage modet fra de mest entusiastiske medarbejdere og være stopklods for alle nyskabende, gode ideer. Men der findes måder, hvorpå du kan lære at tackle dem til din fordel.

Vineet Nayar er tidligere chef for HCL Technologies og i dag grundlægger af Sampark Foundation i Delhi. Ifølge ham er der særligt tre typer chefer, som giver medarbejderne grå hår. Dem giver han råd til at håndtere i en blog på Harvard Business Review.

Skal dine kompetencer i spil på en ny arbejdsplads? Tjek mulighederne på Jobfinder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første type er den ubeslutsomme chef. Ubeslutsomheden kan skyldes, at chefen er perfektionist og først vil beslutte sig, når alle data er tilvejebragt. Andre bliver lammet af uvished, mens mange ganske enkelt vælger ikke at træffe beslutninger, fordi de foretrækker sikkerheden i status quo.

Så i stedet for at vente på, at chefen træffer en beslutning, kan du som medarbejder hjælpe ham på vej. Start med at definere problemet sammen, så chefen er med på spørgsmålene, der melder sig, og bliver bedre klædt på til at tage beslutningen.

Som Einstein engang sagde: 'Når jeg har en uge til at løse et umiddelbart uløseligt problem, bruger jeg seks dage på at definere problemet, og derefter bliver løsningen indlysende'.

Læs også: Hver tredje dansker dumper deres nærmeste leder

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden tilgang kan være at bryde en stor beslutning ned i mindre stykker ad gangen. På den måde kan du undlade at besvære chefen med en lang liste med for og imod og blot bede om en mindre beslutning til at sætte gang i første skridt. Så kan du på baggrund af det få chefen til at tage det næste skridt og det næste og så videre.

Den næste type er den usikre chef. Selvom det er meningen, at chefer skal opmuntre deres ansatte og ikke konkurrere med dem, holder mange chefer alligevel deres medarbejdere og deres ideer nede på grund af usikkerhed omkring deres egne evner.

Usikkerhed er ofte et tegn på lavt selvværd. Så det er en god idé som medarbejder at lægge mærke til chefens styrker frem for svagheder, så chefen fokuserer på sine styrker i stedet for at føle sig truet på sine usikkerheder.

Selvom det tager tid, kan det være en god investering at opbygge tillid hos den usikre chef. Denne type chef vil nemlig ofte være bange for det ukendte, så jo mere du informerer om dine aktiviteter, des mindre mistænksom vil chefen være over for dine motiver.

Samtidig bør medarbejderen sætte chefens usikkerhed ind i en større sammenhæng. Det kan være, at chefen i forvejen er presset af ufærdige projekter og forestående evalueringer af afdelingens fortjenester. Så hav situationsfornemmelse og sørg for, at du ikke lægger mere pres på chefen ved at være for påtrængende.

Den sidste type er chefen, der ved det hele. Den type, som anser sig selv for altid at være den klogeste i rummet. De mener, at uden dem ville alting falde fra hinanden, og de fortæller konstant historier om de utrolige ting, de tidligere har opnået.

For at få dine ideer igennem hos denne type chef kan det være godt at lade chefen selv opdage dem. De elsker nemlig at finde på deres egne geniale ideer. Så hvis du præsenterer din idé som halvfærdig, er der en god chance for, at chefen vil overtage den, og at I sammen kan brygge den færdig.

Læs også: Har du en topleders DNA?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lidt i samme boldgade ligger mulighederne i at vise chefen, hvordan virkeligheden ser ud. Så chefen selv indser, hvorfor din idé er god. Et eksempel er historien om, hvordan HCL’s manager i Frankrig ville have sin chef til at fordoble investeringerne i landet, men gang på gang fik afslag.

Manageren gav til sidst op, men hans efterfølger fik den idé at invitere chefen til Frankrig for at lære ham op. Da chefen kom til landet, så han selv, hvor mange muligheder der var, uden at den nye manager behøvede at sige noget. Før chefen forlod Frankrig, havde han udformet en ny investeringsplan.

De fleste medarbejdere mener nok ikke, at det er deres opgave at forbedre en dårlig chef. Men i realiteten har du to muligheder: Bliv ved med at vente på, at virksomheden tager sig af din dårlige leder, eller find ud af en måde at gøre det selv på. Hvis du selv tager hånd om problemet, kan du med selv små midler skabe dig en vej forbi chefens forhindringer.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning