Sådan bliver du headhuntet

11. august 2014 kl. 08:00
Kunne du tænke dig at blive headhuntet til dit næste job? Se her, hvordan du gør.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mange drømmer om at blive håndplukket til drømmejobbet. Og faktisk kan du selv gøre en del for at komme i headhunternes søgelys.

Skal dine kompetencer i spil på en ny arbejdsplads? Tjek mulighederne på Jobfinder

Vi har bedt Christina Just, direktør i Capax Recruitment, som er specialiseret i rekruttering af ingeniører, og Morten Esmann, karriererådgiver i a-kassen Akademikernes, om deres bedste anbefalinger til, hvordan du som ingeniør øger sandsynligheden for at blive headhuntet.

1. Opbyg og plej et netværk af headhuntere. Og gør det i god tid
»Mange begår den fejl først at tage kontakt, når de står i en akut jobmangel. På den måde kommer du nemt til at virke lidt desperat og dermed mindre attraktiv. Det bedste tidspunkt at gå til headhuntere på er i virkeligheden, når du er super glad for dit job,« siger Christina Just.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vær kritisk i dit valg af headhuntere. Tjek eventuelt på Jobfinder.dk og Jobindex.dk, hvilke headhuntere der især søger ingeniører på vegne af virksomheder.

Og vil du for alvor på radaren, er det vigtigt, at du ikke blot gemmer dit CV i firmaets jobbank, men følger op med løbende direkte kontakt.

Læs også: Hver anden ingeniør er på jobjagt

2. Sørg for at have et veludbygget CV
»95 procent af alle de CV’er, jeg ser fra ingeniører, er ikke gode nok. Ingeniører sælger sig selv bedst ved at være faktuelle og faglige. Men rigtig mange forstår ikke at kommunikere det klart og overbevisende,« lyder vurderingen fra Christina Just.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vær med til at sætte fokus på ingeniører, der gør en forskel. Deltag i Engineer the future-bevægelsen.

Et godt CV beskriver dine faglige kompetencer, har eksempler på konkrete projekter og efterlader et klart indtryk af, hvad dit fokus og dit speciale er.

Pas på ikke at blive for bred, hvis du har nogle års erfaring - de fleste virksomheder går efter stærke specialister, med mindre der er tale om en lederstilling.

Læs også: IDA: Ingeniørernes anseelse skal matche deres betydning

3. Brug tid på LinkedIn
»Til professionelt brug er LinkedIn det helt afgørende sociale medie i Danmark, og der bliver taget rigtig meget kontakt via tjenesten,« siger Christina Just.

LinkedIn giver en række muligheder, som du ikke har med et CV: Det er let at lave en detaljeret liste over faglige kompetencer, ligesom du har muligheden for at blive anbefalet af eksempelvis kunder og tidligere chefer. Der er ikke noget i vejen for selv at bede om en anbefaling, men vælg de rigtige og hav hellere 3 end 30.

Sørg også for at bruge de rigtige nøgleord fra begyndelsen, da LinkedIn er stærk på søgeoptimering. Og skriv som udgangspunkt altid på engelsk.

Læs også: Se filmen: Flere ingeniører bør være som Bono

Artiklen fortsætter efter annoncen

4. Gør dig synlig inden for dit speciale
Headhuntere søger bredt, når de skal finde den rette person til et job. Vær aktiv på blogs, deltag i talentkonkurrencer og sig ja til at gå i medierne, hvis du får chancen for at udtale dig om dit faglige område.

»Du kan være aktivt synlig ved at henvende dig til headhuntere. Men du kan også være passivt synlig ved at skrive på blogs, være aktiv på LinkedIn og generelt vise en interesse i at påvirke dit felt. I bedste fald sørger du for at være synlig på begge måder,« siger Morten Esmann fra Akademikernes.

Desværre er mange ingeniører ikke dygtige nok til at sælge sig selv:

Mange står i det dilemma, at de fagligt er rigtigt stærke og kender deres egen faglighed, men de er ikke fortrolige med at fortælle andre om det. Mange ingeniører kunne øge deres chance for at få drømmejobbet, hvis de øvede sig på at præsentere deres kompetencer, vurderer han.

Stadig flere vil blive headhuntet

Op mod 20 procent af ingeniørerne bliver i dag headhuntet til deres stillinger, hvis man medregner dem, som bliver plukket direkte af en virksomhed. Det viser de seneste tal fra Ingeniørens årlige jobadfærdsundersøgelse.

Og tallet vil stige i de kommende år, vurderer Christina Just fra Capax Recruitment:

»Måden at rekruttere på har ændret sig markant de seneste år - væk fra jobannoncer og jobportaler og over mod et medie som LinkedIn og headhunting. Hvis økonomien fortsætter med at forbedres, vil manglen på ingeniører få stadig flere virksomheder til at søge hjælp til at finde de helt rigtige folk.«

Udviklingen vil i særlig grad komme de yngre ingeniører til gode, mener karriererådgiver Morten Esmann:

»Unge ingeniører er bedre til at sælge sig selv, de føler sig mere fortrolige med netværksarbejde og branding. Så de vil rykke endnu hurtigere end ingeniørerne generelt.«

Ifølge de nyeste tal fra IDA blev 15 procent af de nyuddannede ingeniører i 2011 headhuntet til deres første job.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning