Gå til hovedindhold

Niras afprøver IDA-tilbud om team mentoring

I stedet for en til en-mentoring har Niras kastet sig ud i hele hold af mentorer og mentees. Det skulle give bredere videndeling, men de første erfaringer viser, at det var svært at give hele holdet fuldt udbytte.

Mentorordningen, hvor en mindre erfaren medarbejder kan rådføre sig med en mere erfaren medarbejder, har fået vokseværk hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras.

De har i den sidste tid afprøvet et tilbud fra Ingeniørforeningen, IDA, om konsulentbistand til etablering af en team mentoring-ordning, hvor et hold af mentees kan fremlægge en fælles problemstilling for et hold af mentorer.

Drømmer du om et nyt arbejde? Se mulighederne på Jobfinder.

I samarbejde med en konsulent sammensatte Niras et hold af projektledere fra så forskellige faggrupper som antropologer og jernbane­ingeniører, der arbejder med projekter i vidt forskellige størrelser, og det var håbet, at forskelligheden skulle generere flere og anderledes erfaringer og råd.

Forskelligheden viste sig dog at være en tand for stor til, at deltagerne kunne finde en problemstilling, der var relevant for alle. Sådan lyder de første erfaringer, efter at Niras gennem tre sessioner har afprøvet holdversionen af mentorordningen.

»Det var ikke helt, hvad jeg havde håbet på. Vi havde svært ved at finde et tema at tage op, som vi alle kunne relatere til, så det, vi fik snakket om, blev hurtigt for overfladisk,« siger Casper Schultz, der er projektleder og ansat i Niras’ jernbaneafdeling.

Han har deltaget i team mentor­ing som mentee sammen med to andre projektledere. De tre mentees blev så sat sammen med tre erfarne projektledere, der skulle være mentorer i sessionen.

»Til gengæld var det rigtig godt at høre tre forskellige mentorers syn på problemet, som vi tog op, i stedet for bare at få en enkelt mentors synsvinkel, som det er ved almindelig en til en-mentoring,« siger Casper Schultz.

Flere ører bedre end to

Netop det at få flere ører på en problemstilling og dele råd og erfaringer bredere ud i virksomheden var noget af det udbytte, som Niras havde set frem til med team mentoring.

Det fortæller civilingeniør Susan Galsøe, der ligesom Casper Schultz er projektleder i Niras’ jernbane­afdeling, men modsat havde rollen som den erfarne mentor under afprøvningen af den nye ordning.

»Det giver en helt anden synergi at være sammen i en gruppe. På den måde kommer man også hurtigere frem til resultatet i stedet for selv at skulle være gået til en kollega og bedt om fem minutter til at drøfte et problem,« siger Susan Galsøe, der også er primus motor for initiativet.

Temaet i hendes team handlede om, hvordan man som projekt­leder bevarer et troværdigt forhold til kunden, når man eksempelvis må forklare, at projektet vil trække ud og blive dyrere, hvis det skal leve op til kundens forventninger – uden at man kommer til at virke som en grisk konsulent, der bare vil have flere penge, som Susan Galsøe udtrykker det.

»Der lærte jeg selv noget af en anden mentor, der forklarede, hvordan han brugte lang tid på at forberede det første møde med kunden for at sikre sig, at der var styr på kundens prioriteter fra starten,« fortæller Susan Galsøe.

Potentiale i en tilpasset version

I alt har 25 Niras-ansatte nu prøvet kræfter med team mentoring, og tilbagemeldingerne har alt i alt været så positive fra både mentees og mentorer, at virksomheden har planlagt at videreføre ordningen med 12 sessioner mere frem til sommer næste år.

Det bliver dog i en mere tilpasset version, da der var andre end Casper Schultz, der oplevede, at temaerne blev for ukonkrete, fordi deltagerne var fra for forskellige faggrupper til at have ret meget andet til fælles end det at være projektledere.

Fremover vil Niras hente forslag til temaer ind fra interesserede deltagere, inden holdene bliver sat sammen. Derefter kan deltagerne hver melde sig til de temaer, som er relevante for dem.

»Forhåbentlig vil det stadig betyde, at holdene kommer til at bestå af folk fra forskellige faggrupper, men så sikrer vi i hvert fald, at deltagerne bliver sat sammen efter et tema, de alle kan relatere til,« siger Susan Galsøe.

Hun afviser heller ikke, at der kan blive tale om at oprette mentoring teams inden for helt fagspecifikke områder. Og med de nævnte tilpasninger er Casper Schultz da heller ikke bleg for at give den nye ordning en chance til:

»Jeg vil helt sikkert være med igen. Så vil jeg koble mig på det hold, jeg har mest til fælles med – så tror jeg, det bliver godt,« siger Casper Schultz.